Vidste De, at ingen planter eller alger nogensinde på egen hånd har udviklet evne til fotosyntese? Alle uden undtagelse har de erhvervet denne evne takket være en fjern forfaderorganisme, der 'fik den gode ide' at sluge - men ikke fortære - en bakterie, der på den ene eller den anden måde mestrede dette trick. Den dag i dag kan man iagttage, hvordan særlige havsnegle, populært kaldet grønne snegle, spiser og fortærer alger på en så behændig måde, at algens indre beholdning af kloroplaster (det lille organel inde i algens enkelte celler, hvor fotosyntesen konkret foregår) ikke beskadiges, men i stedet lagres lige under sneglens hud. Kloroplasterne fortsætter her ufortrødent med at producere organisk stof ved hjælp af sollyset og under frigørelsen af ilt, og sneglen kan herefter leve i månedsvis uden anden næring end lys. Symbiose Også respirationen - forbrændingen af føde under dannelsen af energi - har vi fra bakterier. Hos alle moderne organismer - planter, svampe, dyr og protozoer (f.eks. amøber) - foregår forbrændingen i specielle celleorganeller, mitokondrier, der ligesom kloroplasterne engang har været frie bakterier. At dette er tilfældet, blev foreslået allerede omkring forrige århundredeskifte, men er frem for noget blevet forfægtet af den amerikanske biolog Lynn Margulis i form af den såkaldte endosymbioseteori. Symbiose er den biologiske betegnelse for samliv mellem organismer fra forskellige arter. Lav, der sidder på træstammer eller klipper, er f.eks. en symbiotisk forbindelse mellem en svamp og en alge. Tilsvarende er kvælstoffikseringen hos bælgplanter forårsaget af bakterier, der lever i symbiose med plantens rødder. Samspil At cellens indre organeller, mitokondrier og kloroplaster, er en slags overlevende bakterier, der blot har specialiseret sig til livet inde i andre mere avancerede celler, kaldes endosymbiose. Mitokondrier og kloroplaster har stadig en intakt beholdning af gener, men har ikke længere evnen til at leve frit i naturen. Hovedparten af deres proteiner specificeres nemlig nu af gener, der befinder sig uden for dem i cellens kerne. Cellerne kan på deres side heller ikke klare sig uden mitokondrierne, der jo udgør en slags kraftværker i cellen. Endosymbioseteorien er i dag alment anerkendt, men det er stadig omstridt, om også andre af cellens bestanddele, som f.eks. flagellerne på dens overflade, skulle skyldes endosymbiose. I de senere år har Margulis ihærdigt sloges for den teori, at hele evolutionen beror på processer, der har rod i det symbiotiske samspil mellem fremmede arter. Sammen med sin søn, videnskabsjournalisten Dorion Sagan, udgav hun i 2002 bogen 'Acquiring genomes', hvor hun udfolder denne teori. Bogen er - uanset hvad man måtte mene om teorien - et forfriskende pust i en darwinistisk andedam med alt for meget stillestående vand. Grundprincip Jeg skal i næste uge gå i dybden med Margulis' ideer om evolution ved symbiogenese, som hun kalder det, når »vedvarende symbiose fører til evolutionsmæssige forandringer«. Grundprincippet i teorien er, at det ikke er den langsomme opsamling af små i sig selv ubetydelige mutationer i genomet, der fører til dannelsen af nye arter. Ingen eksperimenter har faktisk nogensinde kunnet vise, at denne mekanisme fører til andet end ændrede genhyppigheder i populationer, siger Margulis. Hvad der skal til for at få dannet nye arter, er ikke mutationer, men hele genomer indfanget fra andre - nært samlevende - arter, først og fremmest bakterier. Derom mere i næste uge.