Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Helle Helle
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

Helle Helle

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Helle Helle er nomineret til Politikens Litteraturpris: »Det med at græde over romaner er en af grundene til, at jeg blev forfatter«

Helle Helle er nomineret til Politikens Litteraturpris for sin roman ’de’, der handler om en ung pige og hendes kræftsyge mor. At få læsere til at græde har været en ambition, helt fra dengang hun var barn.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Havde du andre titler i spil?

»Nej. Jeg vidste i løbet af de første to sider, at det skulle være ’de’. For der var rigtig mange sætninger, som begyndte med det ord, de, og så slog det mig: Sådan vil det blive med denne roman. Så det skal den hedde«.

Hvorfor ’de’ med småt?

»Egentlig er det først og fremmest noget grafisk i forhold til omslaget – det så bedst ud. Men jeg ønskede heller ikke, at det skulle forveksles med tiltaleformen ’De’. Det har også noget at gøre med relationen mellem datteren og moderen i romanen. Det er dem, der er ’de’. Og ’de’ er ved at gå i opløsning, fordi moderen skal dø. De’et kan næsten ikke være større. ’de’ er romanen. Og derfor blev jeg nødt til at skrive det med lille. For det er så stort, at det slet ikke kan stå der«.

Hvilke hverdagsord eller betegnelser er dine yndlinge?

»Ingen. Men jeg har en forkærlighed for genstande. Substantiver. Ting og sager. Alle de følelser, der er i mine bøger – og mine bøger handler meget om følelser, selv om der ikke står mange ord om dem – skriver jeg jo om ved at skrive om alt det konkrete. Hvordan folk siger og gør i deres hverdag og omverden«.

Er der en særlig ordveksling, du har glædet dig over for nylig?

»Ja, på parkeringspladsen ved Brugsen i Sorø hørte jeg i sidste uge en mand sige til en anden: »Hvad så?«. Og så svarede den anden mand hen over bilen: »Stille og roligt! Hovedet op, benene ned«.

I din roman griner og griner mor og datter, indtil de græder. Hvornår har du sidst grædt over en bog?

»Da jeg læste Per Pettersons nye roman, ’Mænd i min situation’. Det var i sidste kaptitel, fordi det var en fuldstændig chokerende drejning på en i forvejen virkelig hård roman. Et helt ubønhørligt vrid«.

»Det med at græde over romaner er en af grundene til, at jeg blev forfatter. Da jeg begyndte at læse voksenromaner i 3.-4. klasse – ’Guds blinde øje’ og ’Du blev træl’ af Jacob Bech Nygaard – var der en fru Hansen, der døde. Og jeg græd og græd og græd stadig, da min mor kom hjem fra arbejde, og udbrød, så snart hun var kommet inden for døren: »Fru Hansen er død!«. »Hvem fru Hansen?«, sagde min mor. »I bogen!«, græd jeg. Og omme bag gråden husker jeg, at jeg tænkte: »Utroligt, at en bog kan gøre det ved en. Jeg kunne tænke mig at blive forfatter«.

Når du skriver, har du så tegnet hovedpersonernes lejlighed og den lille butik for at kunne se det helt konkret for dig?

»Alt, jeg skriver, foregår steder, jeg selv har boet eller måske været på besøg, og det gør alting meget nemmere. Den foregår i Rødby, hvor jeg boede de første 19 år af mit liv, så jeg kan huske, hvordan alting ser ud og var. Den lejlighed, de bor i, har jeg dog flyttet fra Nykøbing hen på hjørnet af Rådhusstræde i Rødby, og så har jeg drejet den 180 grader«.

Hvad optager dig litterært netop nu?

»Mit nytårsforsæt er, at i 2019 læser jeg kun klassikere. Det sker alt for ofte, at jeg griber ud efter nyere litteratur og hele tiden tænker, at klassikerne lige må vente. Men ikke i år. For tiden læser jeg Thomas Manns ’Troldfjeldet’«.

Var der et tidspunkt i processen, hvor du var ved at kaste det hele ud ad vinduet?

»Ja! Sådan er det altid i det hele eller halve år, jeg skriver de første kapitler. Det er der, historien skal falde på plads og alle beslutninger træffes. Arbejder Palle hos Tøjmanden eller på plejehjemmet? Og hvordan undgår jeg at lyde som i min forrige roman? Er det nutid eller datid, hvordan skal kommaerne være? Alt det afprøver jeg, og jeg smider ud og begynder forfra. Og så en dag tænker jeg: Det bliver alligevel ikke den helt enestående roman, jeg har forestillet mig. Jeg giver op. Det bliver bare en lille bog. Og derfra kan jeg så begynde at skrive«.

Kilde: Politiken

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden