0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.
Denne artikel er delt af Arild Batzer. Som Politiken-abonnent kan du ubegrænset dele artikler med dine venner og familie.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Per Petterson om August Strindberg: »Han var vores mand. Han var min mand. Han var mors mand«

En plakat af August Strindberg prydede væggen på forfatter Per Pettersons børneværelse. Ved siden af George Best og Che Guevara. På hundrede års afstand har Per Petterson følt et åndeligt slægtskab med den radikale svenske forfatter August Strindberg, lige siden han i et ungdommens skæbneår fik romanen ’Ensom’ mellem hænderne. Vi bringer her en redigeret udgave af Per Pettersons efterord til den danske nyoversættelse af ’Ensom’, der udkommer 18. september.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Strindbergsmuseet, Stockholm
Foto: Strindbergsmuseet, Stockholm

August Strindberg tog mange fotografier af sig selv, ofte »beredt til strid« ved sit arbejdsbord. Ligesom mange af romanerne var også fotografierne en del af forfatterens selvfremstilling som den forfulgte oprører, en mand, som definerede sig selv ud fra de samfundsinstitutioner, han var imod.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En scene udspiller sig i en boligblok i forstaden Veitvet på østsiden af Oslo. Det er foråret 1970, det er lørdag, eller søndag, min danske mor står på gulvet i stuen, den højre hånd højt løftet, hun ler, hun deklamerer, på svensk, næsten ordret:

»Jeg forsikrer jer, mine damer, at det her allerede er utåleligt, sagde snedkeren. Og der kommer en dag, hvor det bliver endnu værre, men så, så kommer vi ned fra Vita Bergen ... og vi kommer med et stort drøn som et vandfald og vi skal kræve at få vores senge tilbage. Kræve? Nej, tage! og I skal ligge på høvlebænke, ligesom jeg har gjort, og I skal æde kartofler så jeres maver står som trommeskind ...«.

Gennem mor er det »snickaren«, der taler, i det ­fattige arbejderkvarter Vita Bergen i Stockholm, det drejer sig her om en tv-dramatisering af August Strind­­bergs gennembrudsroman ’Det røde værelse’. To over­klas­sekvinder, revisorfruen Homan og fru Falk, er ankommet for at missionere med deres religiøse pamfletter og arrogante notesbøger, hvor de nedskriver deres observationer af underklassens fordærv. »Er der nogen her, som tørster efter frelse og nåde?«, råber fru Homan, og så er snedkeren der og siger med vred ironi, »byder fruentimmeret på frelse?«. Han konfron­terer dem, han er ikke ulærd, han ved mere om kristendommens historie, end de gør, og efterhånden vil de gerne forlade gerningsstedet, de siger til hinanden, »kom, det her bliver utåleligt«, og så bryder snedkeren ud i sin oprørske appel, damerne efterlader deres små skrifter og forsvinder i al hast, og snedkeren siger, »føj for fanden, hvor der lugter af eau de cologne«.

Du er der næsten

Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.

Opret profil

Annonce

  • Mest læste