Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning. Fra bogen: Halfdan Pisket.

Tegning. Fra bogen: Halfdan Pisket.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Halfdan Piskets første tegneserie er fuld af knive og kødnøgler

Før Halfdan Pisket slog igennem med ’Dansker’-trilogien, var han ude med den erotisk søgende og sjæleligt søsyge’Låsesmedsfilerne’. Nu udkommer den i en revideret udgave.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Knivbladene, der stikker ud af mund og øjenhuler som morderiske springknives tunger. Minotaurus i labyrinten. Mænd med sække trukket over hovedet ser truende udtryksløst ud af bemalede huller i sækkelærredet.

Man genkender de uhyggelige og symbolsk ladede figurer fra Halfdan Piskets ’Dansker’-trilogi, men i Piskets debut, ’Låsemedsfilerne’ fra 2012, er de endnu ikke spændt for den store fortællings vogn.

’Desertør’, ’Kakerlak’ og ’Dansker’ fortalte den på mange måder banebrydende fortælling om Piskets tyrkiske fars rejse fra opvæksten i det uroplagede østlige Tyrkiet til et liv som hashpusher på Christiania. Det er et stort, episk-personligt stof og det formidable resultat af en sammenbidt kraftanstrengelse.

’Låsesmedsfilerne’ er noget helt, helt andet. Stregen, nerven og uroen er genkendelig, men stoffet er nervøst søgende og ikke uden komik i liderligheden. Ikke et egentligt narrativ, men en samling enkeltstående tegninger, som griber fat i hinanden og fortæller om en søgen efter identitet på flere hylder og planer. En livskrises kviksølvagtige, frit flydende fragmenter.

’Låsesmedsfilerne’ er en fortælling om en gejl ung låsesmeds søgen efter et ståsted i tilværelsen. Ja, det vil sige, det er det så overhovedet ikke! For låsesmeden er en symbolsk skikkelse fra et moderne eventyr. En mytologisk forskydning af et eksistentielt problem. En nervebetonet naver i en lidet agtet profession.

LÆS OGSÅ:

Låsesmeden mestrer 80 procent af sin metier, men må drage ud for at finde de sidste 20 procent. Det er nødvendigt, men ikke uden omkostninger, fortæller den temmelig usædvanlige nøgletegneroman. Hvad vil låsesmeden låse op? Sin kunst og kussens hemmeligheder.

Låsesmeden blev i 2012 lavet af en nyuddannet tegneserietegner, der lige var kommet fortumlet ud fra Kunstakademiet og skulle få dagpenge og kunstens striber til at give mening. Det forsøgte han med denne fortælling om en ung mand, der er helt kubistisk i kraniet af rastløst begær og rundt på gulvet takket være sortsynets feje benspænd. Tankernes knive hakker ukontrolleret rundt i hans sind. Men humoren er intakt!

Unge piger med bøjle

Kyskhedsbælter er der ingen af i denne gennemført promiskuøse verden, så Låsesmeden forstørrer S og M i selskab med en strøm af tilfældige kvindebekendtskaber af mere eller mindre hærget karakter.

Han tænder på unge piger med tandbøjler: »Hun var mærket med en af de smukkeste ting, jeg ved. En mekanisk bøjle til at rette naturens fejlgreb. Den mekaniske bøjle, der laver munden om til et låseværk, med pinde og mekanik, der hopper og klikker ved samtale, ordet bliver nøglen, som sætter mekanismen i gang«. Ikke uden humor og poesi!

Låsesmeden kommer vidt omkring seksuelt, men intet selvfornedrende erotisk hærværk er heftigt nok til at overvinde følelsen af distance.

Hvad vil låsesmeden låse op? Sin kunst og kussens hemmeligheder

En ung mand med en klassisk depression med andre ord. Som med kunstnerens behov for forløsende overdrivelse kan idømme sig selv en passende straf. Som Minotaurus gemt sikkert af vejen i sin labyrint. Så længe det varer. Depressionen er kysk, desperationen gejl.

De sort-hvide helsidestegninger har en råstyrke, der ligner skitser til det mere afklarede og overlegne grafiske udtryk i ’Dansker’-trilogien, men de kan sagtens stå på egne ben. Med humor og desperation, erotik, væmmelse og eventyr i nogenlunde lige mål.

SE OGSÅ:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et selvsikkert udtryk for den dybeste tvivl. Som uden blusel trækker både Picasso, middelalderens illustrationskunst og den erotiske tegneserie ind i samme univers. Kunsten er en slags erotik. En sanselig pris, der skal erobres. Knægtes, udfoldes, ophøjes, fornedres. Det er i hvert fald, hvad låsesmeden alias tegneserietegneren og det unge mandemenneske kredser om.

»Håndværket leder til depression, som leder tilbage til håndværket«, skriver han på et tidspunkt mere opgivende end håbefuldt om sine cirkler.

Kunsten har sine omkostninger. Men det har den også, hvis man opgiver den. Hvilket Halfdan Pisket altså heldigvis mildest talt ikke har gjort.

’Låsesmedsfilerne’ er en revideret udgave af værket, der ifølge genudgivelsen udkom i 2012 på Livstræt Press, men blev lanceret via Sygnok, der var en kunstnergruppering omkring bl.a. Pisket, Albertslund Terror Korps og Goodiepal.

Hvad der end er op eller ned i dén sag, lugter det galgenhumoristisk af relativt eget forlag, men dette første forsøg er absolut et Gladiator-genoptryk værd.

Der er tyren i labyrinten, og der er kniven i øjet, og vi har næppe set det sidste til nogen af delene. Fra Pisket med det indædte temperament garvet dybsort ind i stregens strenge leg.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden