Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Perifert. Frankrigs arbejdere er presset ud i det, Christophe Guilluy kalder 'det perifere Frankrig', hvor de eneste, de føler lytter til dem, er højrenationalisterne i Front National. Og det har ikke så meget med racisme at gøre, skriver geografen i sin nye bog. Arkivfoto: AP

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny bog: 60 procent af franskmændene kan sætte deres stemme på Front National

En bog om det hykleriske borgerskab vækker debat i Frankrig. Klassekampen er helt reel, mener forfatteren.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen for et par måneder siden insisterede på, at hendes dyre huskøb i et gammelt arbejderkvarter ikke miskrediterede hendes politiske ståsted på den yderste venstrefløj, affødte det en del debat om forskellen på praksis og teori. Afarter af denne debat fylder også i medierne i Frankrig, bl.a. takket være den franske geograf Christophe Guilluys aktuelle bog ’Le crépuscule de la France d’en haut’ – eller på tillempet dansk: ’Det tusmørkebelagte Frankrig set fra oven’.

På baggrund af statistik om bl.a. indkomst, bevægelighed, arbejdsløshed, boligpriser og politisk ståsted beskriver Guilluy, hvordan globaliseringen har koncentreret den økonomiske produktivitet i storbyerne på bekostning af landområderne og småbyerne. Et nyt borgerskab er rykket ind i de gamle arbejderkvarterer i storbyerne, har presset priserne op og tvunget arbejderne ud i det, Christophe Guilluy kalder ’det perifere Frankrig’. Her lever 60 procent af befolkningen, ifølge Guilluys statistikker, i et metaforisk tusmørke. De er koblet af den indflydelsesrige del af arbejdsmarkedet og derved af den økonomiske magt.

Det nye borgerskab i storbyerne pakker deres levevis ind i en fortælling om det multikulturelle samfund, globalisering og åbenhed. De vil ikke kaldes borgerlige, men middelklasse. Og det, selv om deres levevis på ingen måde står tilbage for det gamle klassiske borgerskabs.

Deres opkøb af ejendom udelukker størstedelen af befolkningen fra deltagelse på det private boligmarked i byerne, deres forbrug af billig arbejdskraft, privat eller i det offentlige liv, taler på ingen måde arbejderens sag, og deres manglende vilje til at lade deres børn gå på den lokale skole, hvor procenten af indvandrere er høj, viser, at de ikke reelt er interesseret i at blande kulturerne. Deres fortælling er ifølge Guilluy kun en tynd fernis, der tjener til at afvæbne moralske angreb og bevare deres egen position i samfundet.

En af Guilluys helt store pointer i bogen ’Le crépuscule de la France d’en haut’ er, at det nye borgerskab er farligere end det tidligere, netop fordi det benægter, at der er tale om et borgerskab, og derved på papiret udvisker skellet mellem sig selv og de klasser, der økonomisk står under dem. Der er ifølge borgerskabet ikke længere tale om et møde mellem klasser, men om et møde eller sammenstød mellem kulturer. Således er der i ansættelsen af rengøringshjælpen Fatima ikke tale om en arbejder med rettigheder, men om et kulturmøde med en marokkaner, som man hjælper enormt ved at give hende 300 euro om måneden. Og ved urolighederne i forstæderne er der for det nye borgerskab ikke tale om en arbejderklasse, der gør oprør mod en herskende økonomisk klasse, men om ofre for en voksende racisme og manglende åbenhed i visse dele af samfundet.

Som Guilluy skriver: »Venstrefløjen har simpelt hen bildt de unge indvandrere ind, at fjenden er den store, stygge hvide racistiske mand. Man har undladt at fortælle dem, at en ung fyr på deres egen alder arbejder på en gård i Nordfrankrig for 600 euro om måneden«.

Det, der reelt er en klassekamp, forsøger det nye borgerskab at maskere som en kamp mellem den moralsk uangribelige åbne, multikulturelle storbyborger og den hvide racistiske og lukkede franskmand, der bor på landet og i småbyerne.

Guilluy benægter ikke, at det multikulturelle samfund er forbundet med store problemer. Men det skyldes ikke en særlig racistisk tænkning i det perifere Frankrig. Det er simpelt hen ifølge Guillyu menneskeligt at tænke sådan.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Statistikkerne viser, at de franske forstæders første bølge af immigranter fra Marokko og Algeriet nu flytter fra disse områder, i takt med at de nye subsahariske beboere flytter ind.

»Ingen har lyst til at blive en minoritet i sin egen ’landsby’, hverken i Frankrig eller i Marokko«, skriver han.

I det perifere Frankrig, hvor man ifølge Guilluy har mistet troen på økonomisk og politisk indflydelse, er denne søgen mod trygheden i den kulturelle identitet endnu stærkere. Folkeafstemningen om Forfatningstraktaten-traktaten i 2005, hvor især det perifere Frankrig sagde klart nej, og hvor politikerne så alligevel listede en næsten identisk Lissabon-traktat ind ad bagdøren, har været medvirkende til en voksende mistillid til demokratiet i denne del af befolkningen. Det perifere Frankrig er enten holdt helt op med at stemme, eller de stemmer nu på det højrenationalistiske parti Front Naional (FN), der netop plæderer for en tilbagevenden til et Frankrig, hvor sammenhængskraften er stor både økonomisk og kulturelt.

Samfundet må ifølge Guilluy gøre sig klar til, at de 60 procent, der udgør det perifere Frankrig, vil lade deres stemme høre via det eneste parti, der synes at repræsentere dem, FN.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En svaghed eller en styrke, om man vil, ved Guilluys analyse og konklusioner er, at han på den ene side taler meget vredt om dette borgerskab, der skubber størstedelen af befolkningen ud i periferien, og på den anden side insisterer på, at det blot er et produkt af globaliseringen. Han angiver således ingen genveje til at mindske det nye borgerskabs magt, andet end den åbenlyse for den yderste venstrefløj, som han tilhører, nemlig simpelt hen ikke at træde ind i de strukturer, der ligger i forlængelse af – og forstærker – globaliseringens effekt.

Kan man så ifølge Guilluy bebrejde Johanne hendes dyre hus i et gammelt arbejderkvarter? Næ, egentlig ikke. Men hun skal bare ikke blive overrasket, når de arbejdere, hvis sag hun med sin politiske diskurs, men manglende private praksis forsøger at fremme fra sin dyre gamle villa, pludselig stemmer på Dansk Folkeparti.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden