0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Putins skræmte Rusland

Anna Politkovskajas bog om Putin er rigt befolket af slyngler i hans apparat, men også af ærlige borgere, der viser, at der findes et andet Rusland end det underdanige.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvorfor afskyr jeg Putin så meget? Netop derfor. Jeg afskyr ham for hans følelseskulde over for kendsgerninger, der er værre end grov forbrydelse, for hans kynisme, for hans racisme og løgne, for den gas, som blev brugt under Nord-Øst belejringen, for massakrerne på uskyldige, som blev ved og ved under hans første periode som præsident.



Sådan beskriver Anna Politkovskaja sine følelser over for Vladimir Putin i bogen 'Putin's Russia'.

Ustraffet mord
»Netop derfor« henviser til forfatterens forudgående beskrivelse af russiske styrkers mord på en 29-årig tjetjensk kvinde og hendes fem små børn, den ældste fire år og de mindste tvillinger på ni måneder.

Ingen blev straffet for det, for det var led i intensiverede 'antiterroroperationer' efter terroraktionen på Dubrovka-teatret i Moskva i oktober 2002, da stykket 'Nord-Øst' blev spillet.

Dramaet blev afsluttet med, at sikkerhedsstyrkerne pumpede giftgas ind i teatret, hvilket dræbte næsten 200 gidsler.

Etnisk udrensning
Politkovskaja er kendt som den russiske journalist, der med størst mod og med eget liv som indsats fortsat dækker Putins over fem år lange krig i Tjetjenien. Hun har tidligere skrevet bøger om krigens virkelighed.

Denne handler om hele Ruslands virkelighed under Putin, men hun har mange ofre for krigen med, da hun ser den og terroren i krigens kølvand som Putins vigtigste instrument til en stadig mere autoritær magtudøvelse.

Hun beskriver overbevisende de officielle tal for, hvor mange terrorhandlinger sikkerhedsstyrkerne skal have forhindret, som ren humbug. »Hvor er terroristerne i mellemtiden? Hvad har de gang i? Hvem ved? Politiet har ikke tid til at tænke over det. Putin står i spidsen for en tilbagevenden til sovjetisk humbugaktivitet i stedet for reelt arbejde«.

Politkovskaja giver frysende, konkrete eksempler på den øgede racisme, der gør tjetjenere og andre fra Kaukasus til retsløse borgere, ikke bare i Tjetjenien, men også i Moskva og andre russiske byer. Der er brutale forsøg på »etnisk udrensning«.

Det andet Rusland
Hun påviser også overbevisende, at den øgede politiske styring af retsapparatet under Putin sine steder overgår sovjettidens. Det gælder f.eks. i Jekaterinburg i Ural-regionen Sverdlovsk. Her har en særlig 'dygtig' kriminel underverden magten, støttet af den politiske lokalmagt og retssystem.

Hun følger hovedpersonerne fra sovjettiden frem til i dag, mafiaens overtagelse af den rige industriregions bedste virksomheder og dens lederes forvandling til rygraden i lokalafdelingen af Putins parti, Forenet Rusland, efter en stribe mord og væbnede angreb, hvor systemtro dommere har taget mafiabossen Pavel Fedulovs parti.

En af bogens store styrker er, at den er befolket af mennesker, som viser, at der er et andet Rusland, som dommeren Olga Vasiljeva i Jekaterinburg, »som nægtede at underskrive de juridiske direktiver og domme, som Fedulov har brug for i sit spil«.

Hun fyres og chikaneres, som »dusinvis, som valgte ikke at tjene det opstigende forbrydersyndikat«. Dem, som gør, kører rundt i biler »til en værdi af en dommers løn i tyve år«.

Ingen respekt for mennesker
Repræsentant for det andet Rusland er også kaptajn Aleksej Dikij, kommandør for atomubåden 'Viljutjinsk' i Stillehavsflåden ved Kamtjatka. Det er en angrebsubåd, en ubåd med specialudstyr til at udslette ubåde. »Han tilhører eliten i vores flåde«, men må tage de måltider, han får på flådebasen, med hjem til sin kone og barn. Ellers kan de ikke overleve.

Politkovskaja besøger familien, da Dikij kommer hjem med familiens månedsration, som udgør hovedparten af hans løn. »To pakker ærter i skal, to kilogram hvede og ris i papirsposer, to dåser af de billigste dåseærter, to dåser stillehavssild og en flaske vegetabilsk olie«.

Dikijs kone Larisa er ukrainer, og hendes forældre sender dem undertiden fødevarer. »Og så laver vi mad til alle vores lige så sultne venner«, siger hun.

Blandt de vaner, som er fulgt med fra sovjettiden, er »først og fremmest en patologisk mangel på respekt for mennesker, især dem, som på trods af alt arbejder trofast og uselvisk«.

'Det virkelige Rusland'
Dikij siger, at fattigdommen ikke er det værste. Det er at se atomflåden forfalde. Putin har for nylig lovet store midler til modernisering af atomstyrkerne, men hvad med dens trofaste folk som Dikij, der bærer tydeligt præg af underernæring. Kan sult og udmattelse blandt besætningen på angrebsubåden 'Kursk' have spillet ind, da den forulykkede og sank i august 2000?

»Selv om forsvarsministeriet bedriver en forræderisk politik, så er jeg forpligtet over for Rusland. Jeg forsvarer det russiske folk, ikke statsbureaukratiet«, siger Dikij.

Politkovskajas bog giver god indsigt i det, som hun kalder »det virkelige Rusland«, livet uden for den fremadbrusende hovedstad Moskva.

Og i Moskva møder læseren bl.a. efterladte efter terrorofre, der har vovet at rejse sager imod sikkerhedsstyrkerne eller bystyret for forsømmelighed under terroraktioner. De ydmyges åbenlyst i retsapparatet, hvor dommere frit kan kalde sørgende efterladte for »blot pengegriske«.

Råt for usødet
Politkovskaja tegner ud fra konkrete menneskeskæbner et billede af en grænseløs magtens arrogance og kynisme i Putins tid, der har forplantet sig ned igennem hele systemet.

»Jeg afskyr ham (Putin), fordi han ikke kan lide mennesker. Han afskyr os« og ser kun borgerne som middel til at opbygge sin personlige magt, mener forfatteren. Hun erkender, at omkring halvdelen af russerne oprigtigt holder af Putin, men mener, at hans magt primært er baseret på angst og vildrede i befolkningen. Der er masser af folkelig kritik af Putin, men bag hjemmenes fire vægge.

»Det forhold, at vores reaktioner over for ham og hans kyniske manipulering af Rusland er blevet begrænset til køkkenbordene, har gjort ham i stand til alt det, som han har bedrevet de sidste fire år. Samfundet har vist ubegrænset apati, og det har givet Putin den eftergivenhed, som han kræver«.

Forfatteren skriver selv flere steder, at mange læsere vil nægte at tro på, at det kan være så slemt. Selv denne Putin-kritiske anmelder gribes af den følelse, men hendes konkrete eksempler er overbevisende. Hun anklager også Vesten for en eftergivenhed over for Putin, som har fremmet hans regimes mål.

Måske har øst-vest-striden om Ukraine skabt større åbenhed over for at se Putins Rusland, som det er. Politkovskaja beskæftiger sig ikke med de lysere sider ved regimet, men det er der jo så mange andre, der gør. Bogen er råt for usødet, men rædslerne så veldokumenterede, at man kan håbe, at vestlige ledere også vil læse den.