20. januar 1984 sidst på eftermiddagen brød kontorchef Arne Treholts verden sammen, og kun et døgn senere gik Norge amok. Radioen afbrød en reportage fra et stævne i langrend og fortalte i en særudsendelse, at politiet dagen før havde arresteret en kontorchef i udenrigsministeriet. Kontorchefen var mistænkt for spionage til fordel for Sovjetunionen, og rygterne svirrede blandt politikere og mediefolk i Oslo. På avisen Arbeiderbladet diskuterede en gruppe journalister sagen, og en af dem prøvede at ringe til deres tidligere kollega, Arne Treholt. Han måtte vide besked. Men Treholt tog ikke telefonen. På det tidspunkt havde han været igennem timelange afhøringer, hvor han først nægtede ethvert kendskab til spionagen. Men han gav sig definitivt, da efterforskerne smed et billede på bordet. Det viste Treholt, tidligere ambassaderåd i FN og viceminister, højt profileret socialdemokrat, ven med statsministre og nu centralt placeret i udenrigstjenesten, i selskab med to kendte russiske diplomater i Wien. 20 års fængsel Den ene var Gennadij Titov, der tidligere havde arbejdet i Oslo og nu var udstationeret i Wien, hvor han ifølge vestlige efterretningstjenester var en central person i det sovjetiske hemmelige politi, KGB's, vidtforgrenede netværk. Arne Treholt var afsløret, og kun et år efter faldt dommen efter en dramatisk retssag og isolationsfængsling: 20 års fængsel. Dommen var ualmindelig hård og præget af koldkrigsklimaet i begyndelsen af firserne, indrømmede den norske rigsadvokat Tor-Aksel Busch i fredags i anledning af udgivelsen af 'Gråzoner' - og flere uafhængige eksperter stillede også både under og efter retssagen spørgsmålstegn ved centrale dele af bevismaterialet. I Danmark indgav juraprofessor Ole Krarup en klage over sagen til Den Europæiske Menneskerettighedskommission, og Arne Treholt mener selv, at de norske og internationale protester mod retssagens afvikling og afsoningen bidrog til, at han blev benådet efter godt otte år. Reelt blev straffen langt hårdere, skriver Arne Treholt i sine erindringer med titlen 'Gråzoner', der udkom i går i Danmark og Norge. I Norge er udgivelsen en sensation. Debatten kører i medierne, og forlaget er overbevist om, at det store oplag bliver revet væk. Historien om den kolde krig Treholts første bog om sagen, 'Alene', blev en stor salgssucces. Den var, siger han selv i flere interview i norsk presse, båret af vrede og bitterhed, men nu er han afklaret. Fremgår det så af den store bog, som forlaget Tiderne Skifter nu sender på gaden i Danmark? Det er en fascinerende og rystende bog, som det er svært at lægge fra sig. For ud over beretningen om en menneskeskæbne er den også historien om den kolde krig og Treholts - og mange andres - forsøg på at bryde ud af den permanente konfrontation mellem øst og vest. Hermed bliver bogen også mere end Treholts historie, og de veloplagte skildringer af diskussionerne i Arbeiderpartiet i disse år minder om de tilsvarende opgør om fodnotepolitikken blandt de danske socialdemokrater. Men bogen er også et stort partsindlæg fra en mand, der på næsten 500 sider prøver at retfærdiggøre sin letsindige aktivitet som 'privatpraktiserende udenrigsminister'. Det hele endte i rene ulovligheder - selv om Treholt forsøger at bagatellisere dem - og alt gik galt. Både for ham selv og menneskene omkring ham. Hustruen, journalisten Kari Storækre, forlod ham og offentliggjorde få dage før retten trådte sammen en bog om sagen, der blev flittigt brugt af anklagemyndigheden. I 16 år var Treholt uden kontakt med sønnen Thorstein. Hans politiske guru og nære ven, den tidligere handelsminister Jens Evensen, gjorde alt for at dække sig selv. Treholt forstår dem, men man mærker bitterheden, og det er tydeligt, at han også giver sig selv stribevis af formildende omstændigheder, når det gælder selve spionagesagen. Kun familien med faderen, den tidligere socialdemokratiske minister Thorstein Treholt i spidsen, og nogle enkelte venner holdt fast. »Hvad der end måtte være hændt, berører det ikke vores forhold. Jeg har altid holdt så utroligt meget af dig og gør det lige så meget nu«, lød det fra Thorstein Treholt, da han kort efter arrestationen besøgte sin søn i fængslet. Arne Treholt virkerhudløs ærlig i skildringen af sine egne reaktioner på arrestationen, afhøringerne og retssagen, hvor han var under et umenneskeligt pres. Treholt var skyldig Inden sagen kom for, havde pressen skrevet over 10.000 artikler om 'landsforræderen' og 'superspionen'. Et kig på norske aviser fra perioden viser, at Arne Treholt ikke overdriver, når han i bogen taler om hetz. Dele af norsk presse lod sig manipulere af politi og efterretningstjeneste, der havde interesse i at dramatisere sagen maksimalt, og statsapparatet fulgte godt med ved at afskedige Treholt lang tid før domfældelsen. Men kendsgerningen er også, at Arne Treholt var skyldig. Han udleverede materiale til de sovjetiske diplomater, og ved flere lejligheder fik han penge for det. Det var mindre beløb, som han i bogen kalder 'rejsepenge', og de hemmelige papirer var - ifølge Treholt selv - relativt uskyldige politiske positionspapirer, hvilket hans tidligere chef fra den norske FN-mission i New York bekræftede under retssagen. Men han stod på en farlig glidebane, som han selv indrømmer, og ingen kan vide, om aktiviteten for russerne var stoppet, hvis ikke efterretningstjenesten havde arresteret ham i Fornebu Lufthavn, hvor han var på vej til et nyt møde med dem i Wien. Hvorfor gjorde han det så? Hans juridiske og politiske anklagere talte i retssagen om et pengemotiv og griskhed. Det klassiske tema, afpresning efter deltagelse i et sexorgie, dukkede også op. Det var Treholt selv, der i de første afhøringer bragte det på bane, selv om det intet havde med virkeligheden at gøre. Han følte, han måtte give en hurtig forklaring, selv om den var forkert, og historien om sex, spionen og agenterne lå lige for. Den tidligere succesdreng, der løb maratonløb på rekordtid, som kunne det med damer, og hvis hjemmebane var de bonede gulve i Oslo, Bruxelles, New York og Athen, brød totalt sammen. Født socialdemokrat Siden fulgte ensomheden i fængslerne, besøg fra familien og de få venner samt politiske bekendte, der dukkede hyppigere og hyppigere op i takt med, at sagen kom på afstand. Enkelte havde behov for at forklare og retfærdiggøre vidneudsagn. Andre var tydeligvis drevet af en overbevisning om, at mange politikere, efterretningsvæsenet og dele af pressen havde kørt sagen mod Treholt ud af alle proportioner. Højrefløjen og hovedparten af den norske presse brugte den også til et opgør med de kræfter i Norge og ikke mindst i Arbeiderpartiet, som satte spørgsmålstegn ved Norges totale accept af amerikansk dominans på alle områder. Det havde en stor gruppe unge socialdemokrater, enkelte topdiplomater og Arne Treholt selv gjort i mange år. Han blev nærmest født socialdemokrat med en far, der blev socialdemokratisk medlem af Stortinget og senere minister. I gymnasietiden spiste Arne tit frokost i Stortingets restaurant, mens kammeraterne måtte nøjes med madpakken. Han engagerede sig aktivt i kampen mod det USA-støttede oberstregime i Grækenland og blev personligt ven med den landflygtige socialistleder, den senere regeringschef Andreas Papandreou. Partiet var dybt splittet mellem denne venstrefløj og kustoderne omkring partisekretær Haakon Lie, der var knyttet til USA. Dele af partiapparatet havde fast forbindelse med efterretningsvæsenet, der igen arbejdede sammen med CIA, og enhver afvigelse fra den slagne vej blev mødt med mistænkeliggørelse og overvågning fra politiets efterretningstjeneste, POT. Nej til amerikansk oliekrav Men allerede i 1970'erne kom tøbruddet i gang. Arne Treholt fortæller, hvordan USA's daværende udenrigsminister Henry Kissinger forlangte, at USA's venner blandt de olieproducerende lande uden videre skulle stille olien til rådighed for USA. Den norske regering var splittet, men med handelsminister Jens Evensen i spidsen sagde den nej. Måske havde Treholt en finger med i den beslutning, for topdiplomaten, folkeretseksperten og den senere minister Jens Evensen havde gjort det unge håb til sin personlige sekretær og senere statssekretær. Jens Evensen kom til at fylde meget i Arne Treholts liv, og han fylder meget i bogen. Evensen var manden, der efter det norske nej til EU-medlemskab i 1972 forhandlede en ordning mellem EU og Norge på plads, og han spillede en helt afgørende rolle i de forhandlinger, som gav Norge råderetten over kontinentalsoklen med de store olie- og gasforekomster. Som senere havretsminister fik Evensen også i opdrag at sikre Norge fiskeriaftaler, og her var Sovjetunionen en mægtig modstander. Men Evensen vurderede, at Norge og Sovjetunionen på flere områder også havde fælles interesser, og i det hele taget var det vigtigt at holde kanaler mellem de to lande åbne- trods den kolde krig. Ved flere lejligheder blev Treholt manden, der holdt kontakterne ved lige. Det skete ved et meget utraditionelt og uformelt diplomati. I bogen fortæller Treholt forrygende historier om fiskeriforhandlinger med russerne på badestedet Sotchi ved Sortehavet, hvor russerne forsøgte at blødgøre Evensen. Men der blev også rig lejlighed til at konstatere - lyder Treholts påstand - at vigtige kræfter i den sovjetiske ledelse og langt ind i KGB ønskede et stop for konfrontationspolitikken mellem øst og vest. Personligt diplomati I de følgende år udviklede Arne Treholt disse kontakter. Han arbejdede i en gråzone - titlen på bogen - mellem diplomati og selvstændig udenrigspolitik. Med Evensen som chef skete det inden for fastlagte rammer. Da Treholt selv steg i graderne og kunne arbejde på egen hånd, blev kontakterne mere vidtgående. Treholt blev direkte letsindig, da han som ambassaderåd i den norske FN-repræsentation i New York indlod sig på faste og organiserede kontakter med sin sovjetiske kollega, Vladimir Sjisjin. Det var farlige forbindelser, og både det norske og amerikanske efterretningsvæsen overvågede Treholt i flere år og slog til, da han skulle til endnu et møde med russerne i Wien. I andre vestlige lande sørgede især politikere, men også enkelte diplomater for at holde kanalerne til fjenden på den anden side af jerntæppet åbent. De mente, at kendskab til hinandens tankegang var vigtig for at hindre en atomkrig. Men Arne Treholt gik for vidt i dette personlige diplomati. Han var uforsigtig, skriver han selv, og han burde have givet andre besked om sine aktiviteter. Treholt har tydeligvis svært ved at anerkende, at en stat ikke kan acceptere, at dens betroede tjenestemænd fører privat udenrigspolitik. Andre - som de tyske afspændingspolitikere omkring tidligere forbundskansler Willy Brandt - havde succes med det. Men de var professionelle og havde rygdækning, mens Treholt var en glad spejderdreng på de bonede gulve. Nu fulgte arrestationen, vanæren og de personlige tragedier for ham selv og en række andre mennesker. Efter løsladelsen slog han sig på at formidle økonomiske kontakter mellem Rusland og Vesteuropa, og i dag arbejder han med finansiel rådgivning med basis på Cypern. Kunderne er rige russere, der vil investere i Vesteuropa, og blandt forretningsforbindelserne og de personlige venner er en del af portrætgalleriet fra fortiden, herunder Gennadij Titov og Vladimir Sjisjin.