0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Samarbejdspolitik i nyt lys

Den unge historiker Steen Andersen påviser, at det ikke i så høj grad var regeringen og politikerne, der stod bag den danske politik under besættelsen, men i højere grad Udenrigsministeriets embedsmænd og tysklandseksperter i det private erhvervsliv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tilpasningspolitikken over for Tyskland efter besættelsen 9. april 1940 har altid været omdiskuteret. Ingen har benægtet, at den var nødvendig; der var ingen alternativer i sommeren 1940, hvor Frankrig var besejret og englænderne skubbet i havet ved Dunkerque.

Men den er oftest blevet vurderet i lyset af de myter, der opstod efter samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august 1943 og især efter befrielsen i 1945.

Mytemagerne var både modstandsbevægelsen og politikerne. Alle havde travlt med at distancere sig fra samarbejdet. De store værker om besættelsen, der udkom i årene efter 1945, var præget af eftersynkronisering, hvor man af hensyn til den nationale selvforståelse helst ville føre modstanden tilbage til 9. april.

Modstandsbevægelsen og nationale kredse kritiserede politikerne for eftergivenhed uden at tage hensyn til virkeligheden, som den så ud i besættelsens første år, mens omvendt politikerne og systemtro historikere udlagde samarbejdspolitikken som en forløber for den aktive modstand, hvilket var helt uden hold i virkeligheden. Udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen, en af arkitekterne bag tilpasningen, afviste siden myten om politikernes passive modstand:

»Hvis nogen vil hævde, at regeringens advarsler og erklæringer ikke var alvorligt ment, men kun fremsat på skrømt, da er det en efterrationalisering, som vidner om ukendskab til de virkelige forhold«.


I en ny bog tager den unge historiker Steen Andersen fat på endnu en af fortrængningerne, nemlig de omfattende planer for økonomisk tilpasning til den tyske nyordning, som blev til i samarbejde mellem Udenrigsministeriets embedsmænd og de store erhvervsorganisationer.

Steen Andersens store fortjeneste er, at han forsøger at indkredse, hvordan verden måtte tage sig ud for en nøgtern analytiker i 1940-41. I en situation, hvor man måtte indstille sig på, at Europa ville blive organiseret på tyske præmisser, gjaldt det om at sikre Danmark det bedst mulige udgangspunkt. Det drejede sig ikke kun om overlevelse, det gjaldt også om at udnytte nyordningens muligheder.

Det var ikke en politik, der var enighed om. Både i regering og embedsmandskorps var der 'attentister', der ønskede en afventende politik og 'aktivister', der plæderede for en politik, hvor Danmark selv tog initiativer for at sikre sig en så fordelagtig position som overhovedet muligt. Derimod tog tyskerne bortset fra planerne om en mønt- og toldunion i 1940 sjældent initiativet.

Problemet for aktivisterne var, at den tyske side var en meget vanskelig forhandlingspartner. Ikke på grund af trusler eller krav, men som følge af den nazistiske stats opbygning, hvor der på alle niveauer var konkurrerende organer, hvilket gjorde det nødvendigt med et opdateret kendskab til de interne tyske magtkampe. Dertil kom, at man fra tysk side også med vilje lagde røgslør ud. At skabe usikkerhed om deres hensigter var en af tyskernes måder at lægge pres på den danske regering.


En af præmisserne for den aktivistiske politik var, at det gjaldt om at undgå at blive præsenteret for en nyordning, der ikke tog hensyn til vitale danske interesser.

Ikke mindst industrien frygtede en ordning, hvor Danmark fik påduttet rollen som fødevareleverandør med risiko for at blive et slags frilandsmuseum i det germanske storrum, for nu at bruge tidens egen terminologi, en rolle Hitler selv tildelte Danmark under en frokost i Berlin i forbindelse med underskrivelsen af Antikominternpagten i 1941.

For dansk industri gjaldt det om at vise sin kompetence. Et af de områder, hvor man kunne tilbyde noget, var anlægsvirksomhed og cementindustri. Koncerner som F.L. Smidt og Christiani & Nielsen fik betydelige opgaver i det tyskbesatte Europa, bl.a. byggede Christiani & Nielsen en meget stor ubådsbunker i Bordeaux sammen med et tysk selskab.


En af Steen Andersens teser er, at det ikke i så høj grad var regeringen og politikerne, der stod bag den aktivistiske politik, men i højere grad Udenrigsministeriets embedsmænd og tysklandseksperter i det private erhvervsliv. Overraskende er det vel ikke. Det har altid været embedsmændenes opgave at foretage de nødvendige analyser og påpege de foreliggende muligheder.

At embedsmænd benytter sig af kontakter i det private erhvervsliv, og at dette omvendt praktiserer lobbyisme, er heller ikke epokegørende. Den politiske hovedarkitekt bag aktivismen var udenrigsminister Erik Scavenius. Men Steen Andersen har ret i, at Scavenius' og de øvrige tysklandsaktivisters politik hvilede på en illusion om et rationale i den tyske politik, som aldrig var til stede.

Scavenius forstod næppe karakteren af det nazistiske regime, og det er min opfattelse, at de politikere, som han hånede for deres mangel på realisme, i virkeligheden udnyttede ham. De fik ham til at påtage sig beslutninger, som de vidste var nødvendige, men som de af hensyn til stemningen i befolkningen ikke selv ville tage ansvaret for.


Økonomisk tilpasning var ikke kun noget, som optog embedsmænd og erhvervsfolk. Et af bogens mest interessante kapitler handler om tidsskriftet 'Globus', hvortil en del venstrefløjssocialdemokrater også bidrog. Fascinationen af planøkonomien betød at flere trods et politisk ståsted, der i udgangspunktet var fjernt fra nazismen, kom med forslag til, hvordan en dansk planøkonomi kunne tilpasses en tysk ledet nyordning.

Adskillige af Globusskribenterne kom ud på en ideologisk glidebane og endte som nazisympatisører, mens andre i kredsen, bl.a. Jens Otto Krag, forstod faren og i tide distancerede sig fra foretagendet.

Beundringen for den tyske økonomi var udbredt. Det var en almindelig opfattelse, at den traditionelle liberale økonomi havde spillet fallit. Scavenius mente, at man af den tyske planøkonomi kunne lære, hvordan beskæftigelsesproblemerne skulle løses, og selv en økonomisk kapacitet som John Maynard Keynes var af den opfattelse, at de tyske planer for en økonomisk nyordning i princippet var rigtige.

På det britiske finansminist