0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Trælbundet

Gribende personlig beretning om livet som slave i det 21. århundrede. Den bør blive en bestseller.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Slave. Et ord, de fleste danskere formentlig forbinder med fortid, amerikanske plantager og 'Borte med blæsten'.

For det er da ikke noget, der stadig foregår i dag?

Jo, det er det faktisk, ikke mindst i Sudan, hvor tusindvis af bortførte børn den dag i dag lever som slaver.

Drengene typisk som kvæghyrder, pigerne som husslaver ofte kombineret med seksuel udnyttelse.

Mærkeligt opmuntrende
At det er tingenes grusomme tilstand, har længe været kendt, men der er som bekendt langt fra generel viden om et fænomen til virkelig at forstå det.

For at få det ind under huden kræves en personlig skæbne, og den har den unge sudanske kvinde Mende Nazer just leveret i form af den selvbiografiske bog 'Slave'.

En bog, der bør læses af enhver, der interesserer sig for menneskerettigheder, undertrykkelse eller medmennesker i bred almindelighed.

Bogen beskriver Mende Nazers liv som slave i Khartoum og London og er i sjælden grad gribende, oplysende og - hvor mærkeligt det end lyder - opmuntrende.

Helvede på jord
Mendes historie er i korte træk som følger. Hun vokser op i en lille landsby i Nubabjergene i det sydlige Sudan. Familien er kvægholdere, og barndommen er - med en enkelt undtagelse, som vi vender tilbage til - idyllisk. Så længe det varer. I 1993 bliver Mende taget til fange af arabiske røvere.

Metoden er enkel. Røverne overfalder landsbyen, dræber så mange af de voksne, de kan, og tager børnene, herunder Mende, til fange. Herefter går turen, afbrudt af et par voldtægter af den dengang 12-årige pige, til Sudans hovedstad, Khartoum, hvor hun bliver solgt til en velstående arabisk familie. Og så begynder helvede på jord for alvor.

Familien behandler hende som et dyr, nægter at kalde hende ved hendes rigtige navn, tæsker eller pisker hende for de mindste fejltrin og tvinger hende til at arbejde døgnet rundt. Alt bliver gjort for at ødelægge hendes selvværd. Selv en perlekæde, hun har fået af sin mor og mirakuløst fået med sig fra Khartoum, bliver konfiskeret, da hendes 'frue' opdager den.

Lind forsyning af slaver
Netop den bevidste og systematiske nedgørelse er det allermest skræmmende i Mende Nazers beretning.

Hvordan en tydeligvis begavet og intelligent ung kvinde kan nedbrydes så totalt, at hun til sidst næsten accepterer sin skæbne og nærmest opfatter sig som en del af den familie, der udnytter hende på det mest bestialske. Hvor hun formentlig havde været den dag i dag, hvis ikke hendes frue havde besluttet at låne hende til sin søster i London.

Som fruen forklarer sine veninder, er det nemlig vanskeligt at skaffe slaver i London, og så er det jo godt at have en søster i Sudan, der kan forsyne en med dem. Selv kommer Mendes ejer ikke til at mangle arbejdskraft.

Borgerkrigen i Sydsudan sikrer en lind forsyning af slaver, og dagen før Mende sendes til London, møder hun sin 12-årige afløser. Endnu en lille bortført pige.

Modbydeligt, men gribende
For Mende selv bliver rejsen til London begyndelsen til enden på slavetilværelsen. Den nye frue i London er ganske vist næsten lige så slem som søsteren i Khartoum, arbejdet lige så hårdt og vejret endda dårligere.

Men i London lykkes det alligevel Mende på sine få indkøbsture at komme i kontakt med nogle fra sin egen stamme, som giver hende mod til at flygte og søge asyl i Storbritannien. Og siden til at fortælle sin egen utrolige historie til den britiske journalist Damien Lewis, som hun har skrevet bogen sammen med.

Og det er ikke bare en fantastisk historie, men også en velfortalt historie. Ud over beskrivelserne af tiden som slave fremmaler Mende et fascinerende billede af livet i Nubabjergene uden at falde for fristelsen til at gøre det mere rosenrødt, end det var.

Det gælder ikke mindst beskrivelsen af hendes omskæring, og hvordan en lokal kvinde med et gammelt barberblad skærer hendes kønsorganer af, begraver dem i et lille hul i jorden og derpå syr de sørgelige rester sammen med en tyk bomuldstråd, så der er en lillebitte åbning tilbage. Modbydeligt, som få ting jeg har læst, men samtidig så gribende, at man ikke kan lægge det fra sig.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce