0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Biperson i sit eget liv

Lars Saabye Christensens noveller viser forfatterskabet som en brændende hovedstol.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På omslaget til Lars Saabye Christensens seneste novellesamling står der en gammeldags grøn lænestol med tilhørende fodskammel.

Men op fra stolesædet rejser der sig en voldsom orangesodet flamme.

Vender man bogen om, ligger der en brændende tændstik på en hvid baggrund.

Indadvendt og fåmælt
Lænestolen har sin plads i novellen 'Hvilestedet', som handler om en forfatter, der efter at have modtaget en stor litterær pris (Saabye Christensen modtog i 2001 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen 'Halvbroderen') af sit forlag får et gavekort til en stol efter eget valg.

Forfatteren, der - ikke ulig Saabye Christensen - er kendt som en sorgmunter mand, indadvendt og fåmælt, vælger til forlagets store fortrydelse en stol fra Ikea ved navn 'Reidar'.

Den kedelige perfektionisme
Hjemme maser han med den genstridige lænestol i to dage, før han indser, at der mangler en skrue.

Da skruen nogle dage senere er blevet leveret til døren af et bud fra det multikulturelle møbellager, skruer han den i på rette sted, stolen bliver ét med sin hensigt, og han falder i en dyb søvn, i »den kedeligste og usandsynligste af alle genrer, perfektionismen«.

Verdens største blyant
»Du må ikke tage af hovedstolen«, lyder Per Højholts berømte diktum, der advarer digteren mod at forbruge sin egen biografi hæmningsløst. Som ofte før hos Saabye Christensen fører de fleste spor i 'Oscar Wildes heis' ('heis' er det norske ord for elevator) tilbage til 60'ernes Beatles-Oslo, hvor forfatteren selv voksede op.

Og lader man billedet tage over, kan man sige, at de tolv nye noveller først og fremmest handler om, hvad det var, der satte hovedstolen i brand for forfatteren, der i sine bøger bliver ved med at vende tilbage til drenge- og teenageårenes ødelæggende ensomhed og frygt - senest i den fremragende roman 'Maskeblomstfamilien' (2003, dansk 2004).

Et godt eksempel er 'Gaven', fortalt af en dreng, der i egne øjne er en mester i at skrive ønskelister. I ugerne op til sin 13-års fødselsdag, slider han hårdt i det med at få sammensat den helt rigtige ønskeliste med ni ønsker, der imødekommer forældrenes (usagte?) krav til en balance mellem fornuft og udskejelse.

Det gør historien desto mere uhyggelig og trist, at han stilfærdigt, upåfaldende fortæller om sine ønsker (en kuffert, lange strømper, en cigarklipper, et brilleetui), som faderen drager i tvivl og nærmest latterliggør, inden han forærer ham verdens største blyant, Apollo, hjembragt fra en forretningsrejse til blyantfabrikkerne i Europa.

Gådefuld gråd
Som de fleste af novellerne i bogen bliver 'Gaven' fortalt af et jeg, der i kraft af, at han er i stand til at se sig selv udefra, bliver en slags biperson i sit eget liv, en tilskuer på klos hold af de små katastrofer.

I 'Gaven' viser denne teknik at dække over en erindring, der mange år senere bliver fortalt af forfatteren, som slutter med en tvetydig pointe om at tage af hovedstolen: »af alle de historier, jeg har skrevet, er én levet, og resten er blot opdigtede«.

Måske er jeg ved at give indtryk af, at 'Oscar Wildes heis' kun er historier om, 'hvordan jeg blev forfatter'. Men der udfolder sig også et andet væsentligt tema i novellerne: den lille, men umiskendelige mislyd der irriterer os midt i hverdagens rutiner, og som vi for det meste ignorerer, i håb om at den forsvinder af sig selv.

Flere af fortællingerne kredser om det øjeblik, hvor tingene gik galt, og som du vender tilbage til igen og igen, som f.eks. det spørgsmål du aldrig fik stillet: »Var det derfor, du græd i nat, Cecilie?«.

Stille djævel
I novellen 'Pretty Things' er mislyden konkret i form af et rockband, som overgår selveste Rolling Stones i provokerende optræden og beskidte attituder over for 60'ernes velfriserede borgerlighed.

Historien om skidtknægten Per Olaf, der med Pretty Things som forbillede går til i sin egen utilpassethed og bliver narkoman med Slotsparken i Oslo som tilholdssted, bliver fortalt af hans bror, der er bundet til at sidde på sit værelse og kigge ud gennem vinduet på grund af et fysisk handikap, som forhindrer ham i at gå.

Han er sandsynligvis en halvbror til den halte fortæller i romanen 'Maskeblomstfamilien' - ingen af dem har en chance for nogen sinde at blive en af drengene, men må livet igennem bide ting i sig.

I stedet melder drømmen, løgnen eller fiktionen sig som »den stille djævel bagest i tankerækken«, der spreder mørket som en understrøm gennem alt, hvad der bliver fortalt i Saabye Christensens poetisk knappe, kuldslåede stil, som frem for noget er det, der binder fortællingerne sammen.

Den afslørende sandhed
'Oscar Wildes heis' er en rigtig god novellesamling, hvis man ser forfatterskabets hovedstol stå i lys lue.

Men som den utro ægtemand 'på forretningsrejse' i den lidt banale titelnovelle - der refererer til et hotel i Paris, hvor Oscar Wilde efter sigende skulle have boet - ved forfatteren, at den, der fortæller sandheden, før eller senere vil blive afsløret.

Så sæt Dem ikke for godt til rette i lænestolen, når De skal nyde dette dusin sorgmuntre fortællinger, som bestemt hører til det næstbedste, Saabye Christensen har skrevet. Har De ild, eller må jeg have lov?