To samspilsramte, socialt derangerede og moralsk apatiske knægte torterer og dræber en pige på tre år. Begge er under den kriminelle lavalder, begge anbringes på institutioner, skifter navn, udseende og identitet. Den ene, Morten, er den angrende, skyld- og sorgbelagte gerningsmand.
Den anden, Kasper, er psykopaten, hvis følelseskolde ondskab er en kronisk knude i sindet. Nu mange år senere synes han på færde igen med hensynsløse sadistiske skænderier og mord på enlige kvinder i storbyens virvar af drømme og længsler. Men Morten har anet ham, og i mangel af bedre og troværdighed hos politiet kontakter han snushanen Ravn.
Michael Katz Krefelds fjerde bind om den rappe, halvhårdkogte Ravn med sin uforløste mordsag på kæresten Eva, ’Dybet’, fanger an forrygende rapt og skarpt. Med en seriemorderintrige bestemt ikke for svage sjæle endsige blodangste mimoser.
Hos Krefeld fungerer denne danske blanding af hygge og uhygge effektivt.
Men også med en intens menneskejagt set før. Dog denne gang med den variation, at morderen Morten bliver Ravns følgesvend på en slalom mellem politifolk i diverse afskygninger og fjenden, som ofte er foran. Dette aparte forhold, som ligner et underligt venskab, er det mest innovative og interessante ved sagen.
Ganske vist lægger Krefeld sig op ad privatdetektivgenren med den romantiske Ravn i sin husbåd på Christianshavn. Men hvor den klassiske privatdetektiv muligvis har sex, så har han i hvert fald ingen slægt, frænder og familie.
LÆS OGS
Han er en mand fra hvor som helst. Mere den frygtløse ensomme ulv på kant med loven og kendt med forbrydelsens elementer end vagtsom hyrdehund på pote med vagthundene på politigården. Sådan som Krefelds eksstrømer med hunden Møffe i båden på Christianshavn. Jamen, lig den populære fjernsynsserie fra samme kvarter sågar omgivet af småsympatiske mennesker.
Bokseren og bartenderen Johnson på ’Havodderen’, den cigaretrullende boghandler Victoria, journalisten og latinogutten Eduardo som just i denne historie er i gang med at bage på buttede Belinda, som lige er ankommet.
Til denne burleske krimibiedermeier, vi ovre hos Jussi Adler-Olsen finder mere småborgerligt til stede i Allerød. Thi er der noget, som adskiller den danske krimi fra de øvrige nordiske, er det dette helle med hygge, hjemmebag og sofa.
Hvor dagens danske krimihelte kan trække sig tilbage, for at slå mave, smide sko og løsne bælte. Måske er man(d) lige så melankolsk som hos Henning Mankell og lige så brutal som hos Jo Nesbø. Men om lidt er kaffen klar, livet er alligevel ikke det værste, man har.
Hos Krefeld fungerer denne danske blanding af hygge og uhygge effektivt. Der er jo skønt omkring de små kanaler, mens spændingen stiger, hvilket den gør det meste af vejen. Til gengæld synes jeg, at seriens lange sag med den dræbte Eva og superskurken Kaminsky trækker for meget i langdrag.
Glem det Ravn. This is not Chinatown, men Christianshavn, hvor der altid kommer en pige og sporvogn til.
