Den anonyme direktør fra en konkurrerende bank lægger ikke skjul på sin bitterhed, når han taler om forfordelingen af FIH Erhvervsbank. Om en statsgaranti i 2009 på 50 milliarder kroner, om ATP, der »med deres tvangsopsparede midler fra alle danske lønmodtagere« i 2010 købte banken sammen med en gruppe investorer, og om afleveringen i 2012 af for 16 milliarder kroner dårlige ejendomslån til statens såkaldte skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet.
Det hører med til historien, at staten ikke har tabt penge på FIH. Men formålet med øvelsen er skudt ned: FIH, der en gang var landets femtestørste bank, har afleveret sin banklicens efter et par års kontrolleret nedsmeltning. Alle kunder er enten afleveret til andre banker eller smidt på porten, uanset om de kunne finde en ny bank eller ej. Medarbejderne, der fik bonus, både da de lokkede folk ind i banken og også, da de fik dem lempet ud igen, er væk.
Til gengæld kan ejerne – et par private investorer, Christian Dyvig og Fritz Schur, ATP, pensionsforsikringsselskabet PFA, et svensk forsikringsselskab og et par tidligere direktører – se frem til, at den statslige indsats for at redde banken ser ud til at forgylde dem med samlet set fire milliarder kroner, når boet er gjort endeligt op.
Beløbet kan blive lidt højere, hvis FIH får medhold i en ankesag ved EU-domstolen. Men det kan også blive lavere, hvis den islandske centralbank, som en overgang ejede FIH, kan presse de nuværende ejere af ikke-banken i den endelige afregning af købet i 2010.
Sidste kapitel er altså ikke skrevet i sagen om Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, der blev oprettet i 1958 specielt for at låne penge ud til mindre og større virksomheder. Men de første ni kapitler af FIHs usædvanlige og beskæmmende historie kan læses nu i erhvervsjournalisten Thomas G. Svaneborgs ’Kunsten at tømme en bank og slippe godt fra det’.
Svaneborg er en detaljernes mand, og af og til står hans grundighed lidt i vejen for forståelsen af det store billede. Det bliver sine steder meget teknisk. Men Svaneborg har papirerne og kilderne i orden, og samlet set er det en spændende og også rystende beretning om endnu en facet af finanskrisen og det, der skabte den: Den manglende respekt for andres penge, som i årene inden krisen tog bolig i direktører og bestyrelser i bankverden, hjulpet på vej af bonusprogrammer, der inspirerede til uhæmmet og risikabel vækst, serviceret af uetiske og tvivlsomme bankmetoder.
FIH blev drevet snorlige og effektivt efter sit afgrænsede formål – lige ind til slut-90’erne, hvor der gik svang eller rettere ’swap’ i det hæderkronede institut. Nye direktører ville se vækst. Den lå i ejendomsmarkedet og kunne også kaldes spekulation. For at få den nye type låntagere ind i butikken tilbød banken gode langfristede aftaler, som det dog viste sig svære at gennemskue, ikke bare for den lille iværksætter, men også for den erfarne ejendomsspekulant og det konsortium af hovedrige familier, der ville investere i ejendomme.
