Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Grundig erhvervsjournalist fortæller, hvordan man tømmer en bank - og slipper godt fra det

Ejerne af FIH Erhvervsbank, blandt andet ATP og private investorer, kan tjene fire milliarder kroner på at lukke banken, som statens bankpakker for få år siden reddede fra konkurs. Ny bog fortæller om det usædvanlige bankrøveri.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den anonyme direktør fra en konkurrerende bank lægger ikke skjul på sin bitterhed, når han taler om forfordelingen af FIH Erhvervsbank. Om en statsgaranti i 2009 på 50 milliarder kroner, om ATP, der »med deres tvangsopsparede midler fra alle danske lønmodtagere« i 2010 købte banken sammen med en gruppe investorer, og om afleveringen i 2012 af for 16 milliarder kroner dårlige ejendomslån til statens såkaldte skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet.

Det hører med til historien, at staten ikke har tabt penge på FIH. Men formålet med øvelsen er skudt ned: FIH, der en gang var landets femtestørste bank, har afleveret sin banklicens efter et par års kontrolleret nedsmeltning. Alle kunder er enten afleveret til andre banker eller smidt på porten, uanset om de kunne finde en ny bank eller ej. Medarbejderne, der fik bonus, både da de lokkede folk ind i banken og også, da de fik dem lempet ud igen, er væk.

Til gengæld kan ejerne – et par private investorer, Christian Dyvig og Fritz Schur, ATP, pensionsforsikringsselskabet PFA, et svensk forsikringsselskab og et par tidligere direktører – se frem til, at den statslige indsats for at redde banken ser ud til at forgylde dem med samlet set fire milliarder kroner, når boet er gjort endeligt op.

Beløbet kan blive lidt højere, hvis FIH får medhold i en ankesag ved EU-domstolen. Men det kan også blive lavere, hvis den islandske centralbank, som en overgang ejede FIH, kan presse de nuværende ejere af ikke-banken i den endelige afregning af købet i 2010.

Sidste kapitel er altså ikke skrevet i sagen om Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, der blev oprettet i 1958 specielt for at låne penge ud til mindre og større virksomheder. Men de første ni kapitler af FIHs usædvanlige og beskæmmende historie kan læses nu i erhvervsjournalisten Thomas G. Svaneborgs ’Kunsten at tømme en bank og slippe godt fra det’.

Svaneborg er en detaljernes mand, og af og til står hans grundighed lidt i vejen for forståelsen af det store billede. Det bliver sine steder meget teknisk. Men Svaneborg har papirerne og kilderne i orden, og samlet set er det en spændende og også rystende beretning om endnu en facet af finanskrisen og det, der skabte den: Den manglende respekt for andres penge, som i årene inden krisen tog bolig i direktører og bestyrelser i bankverden, hjulpet på vej af bonusprogrammer, der inspirerede til uhæmmet og risikabel vækst, serviceret af uetiske og tvivlsomme bankmetoder.

FIH blev drevet snorlige og effektivt efter sit afgrænsede formål – lige ind til slut-90’erne, hvor der gik svang eller rettere ’swap’ i det hæderkronede institut. Nye direktører ville se vækst. Den lå i ejendomsmarkedet og kunne også kaldes spekulation. For at få den nye type låntagere ind i butikken tilbød banken gode langfristede aftaler, som det dog viste sig svære at gennemskue, ikke bare for den lille iværksætter, men også for den erfarne ejendomsspekulant og det konsortium af hovedrige familier, der ville investere i ejendomme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alle lånte de penge i FIH, alle indgik de et såkaldt swap, der skulle være en sikring af renten på lånene, og alle endte de med at betale en ødelæggende højere rente til FIH, selv om markedsrenten faldt. Thomas Svaneborg bruger de tre cases effektivt hele vejen gennem bogen og konstaterer, at iværksætteren har ført sag mod FIH, men foreløbig tabt. At spekulanten døde,før han fik sin sag for retten, og at de rige familiers konsortium til sidst gav op og lukkede selskabet efter store tab.

Først i nullerne var FIH blevet købt af en af de islandske lava-banker, Kaupthing, der havde store planer med banken, men snart fik andet at se til. Da finanskrisen kom buldrende i 2008, var Island i særligt fokus, fordi den nordatlantiske stat risikerede at gå bankerot på grund af bankernes adfærd. Under det økonomiske vulkanudbrud havner ejerskabet af FIH i den islandske centralbank, der to år senere afleverer nøglerne til FIHs imponerende hovedsæde på Langelinie – og til pengekassen – til et konsortium, som pengemanden Christian Dyvig havde samlet, og hvor ATP var den ledende part med 49 procent ejerskab.

FIHs egenkapital var efter diktat fra Finanstilsynet blevet afskærmet, da Kaupthing købte, så islændingene ikke kunne tømme banken, så at sige. Derfor er bankens egenkapital intakt, her i 2010, og ATP-konsortiet er derfor villige til at betale fem milliarder kroner for FIH. Konsortiet slipper dog kun to milliarder i første omgang, for der knytter sig mange usikkerheder til bankens økonomi, er parterne enige om. Betaling af de tre andre milliarder er aldrig blevet udløst, og i følge Svaneborg tyder meget på, at det ikke sker, i hvert fald ikke i fuldt omfang.

Men hvad, spørger Svaneborg, skal de danske pensionsopsparere dog på den spekulative galej, som FIH var. Da krisen kom i 2008, var FIH lige så sårbar som andre banker på grund af sit uhæmmede ejendomseventyr og i øvrigt også medejerskab af virksomheder, blandt andet Pandora. Men staten havde jo vist vejen. Den første bankpakke var vedtaget, og med sin historiske status som de mindre og større virksomheders særlige udlånsinstitut var der masser af politisk vilje til at sikre FIH overlevelse, blandt andet gennem en særlig statsgaranti på 50 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så måske var ATPs placering af de danske pensionisters milliard ikke så risikabel endda. Måske var den endda god spekulation. For som en noget usædvanlig tak for statens rundhåndede hjælp begynder ATP og de andre ejere blot et par år efter købet at afvikle banken for at beskytte egenkapitalen. Man afsætter store grupper af gode kunder til andre banker, mens de mere problematiske bliver sagt op, ofte efter trusler om rentestigninger. Og da der stadig er for 16 milliarder dårlige lån tilbage, laver FIH en aftale med det statslige Finansiel Stabilitet om at overtage lånene og få det bedst mulige ud af det.

I dag er missionen fuldført. Der er seks milliarder i kassen i FIH, der en gang var en bank. Fire milliarder mere, end ejerne betalte for banken for seks år siden. Nu er der kun størrelsen af gevinsten, der måske skal justeres. Lidt op eller lidt ned. Med mindre den grundige Svaneborg har taget fejl.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden