0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Græsk tragedie møder sitcom i den originale 'Panser'

Lea Marie Løppenthin markerede sig med sine debutdigte ’Nervernes adresse’ som en dybt original lyriker.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Gakket. Lea Marie Løppenthins metafordannelse er sprudlende original og får læseren til at klukke, mens det smertelige og kærlige trænger ind. Arkivfoto: Martin Lehmann

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er to Dylan’er, der hædres i Lea Marie Løppenthins nye bog og lader til at have haft en vis indflydelse på manuskriptet. I den dramatiske del (bogen består af et græsk drama, en kort dannelsesroman og et brev) citeres digteren Dylan Thomas for en frydefuld metafor, en opfordring til den elskede om at smide natsokker og sengetrøje væk: »I will warm the sheets like an electric toaster, I will lie by your side like the Sunday roast«. I romandelen citeres i sin fulde længde Bob Dylans syrede ballade om Frankie Lee og Judas Priest.

Hvis metaforerne i Løppenthins drama har en sprudlende originalitet à la Dylan Thomas, så synes forløbet lige så syret som i Bob Dylans ballade. Man kunne måske ligefrem hævde, at hvis Bob Dylan havde skrevet et græsk drama og fået Dylan Thomas til at levere metaforerne, så ville det være blevet til noget i denne stil.

En tredje citeret reference er Nirvana og Kurt Cobain, som drengen Andy synger i barndomsromandelen. For at ramme Nirvana-tonen må han »synge sløvt og aggressivt på samme tid, s’erne er næsten væk, faktisk, alle konsonanterne er sløve knive i hans mund«. Sløvt og aggressivt på én gang, det kan man også sige om Løppenthins på én gang henkastede og skarptskårne drama. I spændingen mellem sløvt og skarpt, fjollerier og alvor, amerikansk sitcom og græsk tragedie slår humoren gnister.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts