Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Landsbykvinder. Det er kvinderne, der tager slæbet og samler op efter mændene, og det beskriver Maria Helleberg fint i sin roman. Foto: Jan Grarup

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Maria Helleberg digter roman om sine formødre, godt fortalt

Med historisk indlevelse fortælles om de livsbetingelser Hellebergs formødre levede under. En slægtsroman med god underholdning og oplysning.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ikke konger og dronninger, der befolker Maria Hellebergs nye roman. Ej heller guldalderens store skikkelser, som hun ellers har givet liv i sine mange historiske romaner. Denne gang tager hun fat på sin egen slægt fra Thy, først og fremmest formødrene – oldemoderen Mariane og mormoderen, Marie Dusine.

De befinder sig i »en grå og utydelig, tilbagelagt verden«, som hun skriver i sit forord om at skabe en fortælling ud af de overleverede familiehistorier, »løgne og myter, fortællinger og forbedringer«. De sparsomme arkiver rummer både »bekræftelser og gåder«, og det giver Helleberg mulighed for at digte, som hun selv siger. Ikke mindst skaber hun et billede af kvindeliv fra sidste tredjedel af 1800-tallet og et stykke ind i det næste århundrede med stærkt fokus på de begrænsninger i livsudfoldelsen, som landbokvinderne var underlagt.

Hun giver den for fuld skrue, og man bliver både godt underholdt og oplyst om datidens livsbetingelser for kvinder på landet

Oldemor Mariane har lært det, som en kvinde på en gård skulle kunne: at arbejde. Læse kan hun også, men verden ved hun ikke meget om. Da hendes far spiller gården bort, må hun gifte sig med den første, den bedste, der tilbyder sig. Her tager hun fat, føder en masse børn.

Det sidste barn, Marie Dusine, har hun i maven, da hendes mand forlader familien for at prøve lykken i Amerika. Så hun sidder tilbage med hele menagen og går ud som jordemor. I kraft af det kender hun egnens læge, der inviterer hende på teatertur til Thisted og i det hele taget giver hende en fornemmelse af, at der er mere i livet end »bare fravær af smerte og elendighed«.

Den faderløse Marie Dusine bliver tjenestepige i købstaden, kommer senere i lære som hattemagerske og bliver godt gift med Christian Helleberg. Han sælger jord og får dem installeret på en stor gård, hvor Marie bliver en kyndig madmor. Men de går fallit – hendes mand er ikke interesseret i landbrug, men snarere i at gå rundt i lyst jakkesæt som godsejer og håndtere sine heste.

Maria Helleberg har tidligere skildret stærke kvinder, og det gør hun også her. Marie Dusine tør tale præsten midt imod, og hendes mor var heller ikke meget for de missionske på egnen. Hun havde set nok til mødre, der døde fra en børneflok i barselsseng, og spædbørn, der gik til. Hendes datter bøjer heller ikke bare nakken, men siger til den nye præst på egnen: »Måske kommer Gud også engang imellem til at begå en sjuskefejl«.

Hun er selv bestyrtet over, at hun tør gå ind i en diskussion med en præst, men hun tror mere på tilfældet, bakterierne, dårlige forhold – vi er i nye tider. Men det, der for alvor trigger kvindernes harme, er, at glæden ifølge den undertrykkende religion, der praktiseres, er så forbudt. Marie Dusines flottenhejmermand forstod at nyde livet, men det gav ikke ligefrem hans kone en lettere gang på Jorden. Og Marianes mand forsvandt jo bare. Kvindernes rolle er at samle op.

En historisk roman lever altid i detaljerne, og dem er romanen fuld af i sit tidsbillede og i sit portræt af formødrene, som Maria Helleberg digter sig langt ind i. Hun er ikke en forfatter, der skriver med sordin, hun giver den for fuld skrue, og man bliver både godt underholdt og oplyst om datidens livsbetingelser for kvinder på landet.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden