På barsel med Sara, Lars og ungerne

En dansk familie tager barsel og kører med deres tre børn i hælene på det amerikanske primærvalg. Det har de blogget om – og nu udgiver de en roadbog. Ideen er god, men bogen skæmmes også af fordomme, klicheer og upræcist sprog.

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

USA er en forunderligt sammensat nation befolket med så mange mennesketyper og rummer landskaber så varierede – og storslåede – at man må knibe sig i armen, når man rejser igennem det.

Amerika er umulig at sætte på formel. Når man det ene øjeblik klager sig over den megen fastfood, kommer man det næste forbi et slaraffenland af gourmetmad. Hver gang man tror, at nu forstår man amerikanerne, må man erkende, at så simpelt er det alligevel ikke.

Som da jeg med min kone en sommerdag gik på Jones Beach, Long Island, og vi blev enige om, at de er overdrevent puritanske, disse amerikanere, der ikke lader deres småbørn bade nøgne, for så det næste øjeblik at befinde os på en nudiststrand. Netop som jeg brokkede mig over snerperiet, stod vi over for en nøgen mand iført sneakers, sorte sokker og fiskestang.

Roadtrippet er en frugtbar genre
Det er USA’s sammensathed, som gør, at den særlige litterære genre, roadtrippet, har vist sig så frugtbar. En rejse med åbne sanser gennem Amerika bliver en opdagelsesrejse. Man overraskes, man forundres – og bliver klogere på sine medmennesker og sig selv.

Det skete for den franske tænker Alexis de Tocqueville, da han i 1830’erne rejste Amerika tyndt for at studere det amerikanske demokrati, hvad der førte til det sociologiske hovedværk ’De la démocratie en Amérique’ ( On Democracy). Det skete for Huck i Mark Twains ’Huckleberry Finn’; det skete for en aldrende John Steinbeck i ’På rejse med Charley’ og for William Least Heat-Moon i ’Blue Highways’.

Men det sker ikke rigtigt for det danske ægtepar, forfatteren Sara Trier og redaktør på Politiken Lars Trier Mogensen i deres roadbog ’Martin Luther Burger King’.

Projektet fortjener respekt
Man må ellers have sympati og respekt for deres projekt. Med deres tre børn Tekla, Bella og Rachel tager de barsel og drager i hælene på præsidentkandidaterne under primærvalget. Hvilken opdagelsesrejse det kunne være blevet, når man som de rejser fra Iowa videre til New Hampshire, til South Carolina, Florida for så at tage vestpå til Californien og Nevada.

Undervejs bloggede Sara Trier og Lars Trier Mogensen om deres iagttagelser, og det danner forlægget til bogen.

Det er et scoop, at Sara Trier og Lars Trier Mogensen får taget fotos af så mange af præsidentkandidaterne med parrets børn, og det er dejligt surrealistisk at se Hillary, McCain, Mitt Romney, Mike Huckabee og John Edwards posere med de danske børn.

De gode fotos ændrer ikke ved, at ’Martin Luther Burger King’ ikke virker gennemarbejdet, kun lige skraber overfladen og kører rundt i for mange klicheer.

Billedet mangler nuance
Den midtvestlige delstat Iowa reduceres til et »bondeland« – hvor er historierne om den store latino-indvandring til staten? Om den boomende ethanol-industri, der er ved at forandre delstatens økonomi? I bogen hører vi for 127.000. gang om fede amerikanere. Folk, som går i Disneyland, kaldes »Disney-freaks«, republikanske politikere er fulde af »fiduser«, de rige bor i »reservater«. Der er fattige overalt – ja, det er dem, som gør rent i hotellerne til en ussel løn – og uden sygeforsikring.

Alt sammen rigtigt. Men der gøres intet for at give billedet nuance. Der er også for mange fejl. Helt henne i skoven er Lars Trier Mogensen i sin karakteristik af bjerg- og skovrige New Hampshire som caffelatte-drikkende, kystbanesocialistagtigt rigmandsreservat. Say what?

Kendetegnende ved New Hampshire, hvis motto er ’Live free or die’, er den stærke uafhængighedstrang. Stedet er anti-establishment. Anti-regering – og bortset fra enkelte lommer som Salem og universitetsbyen Hannover – i særdeleshed anti-socialistisk.

Her i en stat rig på både skovhuggere, jægere såvel som it-folk, industriarbejdere og professorer ved eliteuniversitetet Dartmouth College, findes ingen indkomstskat. Man er i stor udstrækning pro-skydevåben, og ingen skal fortælle indbyggerne, hvem de skal stemme på.

Det gør New Hampshire så eksplosivt uforudsigelig i valgkampene. Rebeller, som en Pat Buchanan (højrepopulist) i 1996 og McCain (anti-establishment) i 2000, vinder tit fodfæste her.

Et andet sted i bogen hævder Lars Trier Mogensen, at de sidste fem præsidentvalg har balanceret på en knivsæg. Okay. Hvad med Clintons storsejr i 1996?

Mødet med amerikanerne er kun overfaldisk
Hvor bogen for alvor kører af sporet er, når Sara Trier lader associationskæderne få frit løb – de er forvirrende og sprogbillederne er tit uskarpe (»Iowa er et orkanens øje: Her sparkes præsidentvalget i gang«). Et eksempel er indledningen, hvor Sara Trier først sætter en scene fra familiens lejede Dodge Grand Caravan, så tager os tilbage til Danmark, hvor Lars planlægger rejsen, vistnok samtidig med at det sidste danske folketingsvalg afholdes og børnene ser det på tv.

I disse passager understreger hun sit eget venstreorienterede ståsted for så at fortælle om barndommens valgaftener – og pludselig lander vi i Chicago. I samme sekvens fortæller hun om sin afsky ved husarbejde – men forsikrer os, at hendes børn er »min tilværelses tandsmør«.

Digressionerne fungerer sikkert i en blog, men ikke i en bog. Kommentarerne er forudsigelige og fylder for meget i forhold til beskrivelser af mødet med amerikanerne, der sjældent bliver andet end overfladiske.

Hvad med om man havde tilbragt en hel dag med nogle »Disney-freaks«? Havde ladet sig invitere hjem til bonderøvene fra Iowa. De er faktisk gæstfri, siges det. Familien Trier-Mogensen kunne måske endda have taget en megatyk amerikaner ud til middag, bare for at komme de fedeste af klicheerne til livs.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden