Faglitteratur

Abekitsch

Direkte konfrontation med problemerne i Peter Høegs forfatterskab.

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

Det er meget forskelligt, hvilke spørgsmål forfatterskaber giver ophav til.

I tilfældet Peter Høeg har der fra begyndelsen ikke været den mindste tvivl om dets tekniske og formelle kvaliteter, men spørgsmålet har næsten enslydende været, om det åbenlyse, virtuose håndværk dækker over andet og mere end begavet efterabning?

Prægtigt eller plat?
Det er befriende, at redaktørerne af en nys udgiven antologi om netop Høegs værker helt direkte og uden fikkumdik konfronterer dette problem: »Prægtig pastiche eller plat plagiat?«.

Hvordan kan noget være så gennemresearchet, kløgtigt og velskrevet - og samtidig stinke så kraftigt af kitsch og pastiche, kopiering og hul efterabning?

Politisk korrekthed
Til dette spørgsmål melder sig hurtigt et beslægtet, nemlig spørgsmålet om den politiske korrekthed, der hjemsøger den høegske civilisationskritik - bakket op af den herostratisk berømte fond, der med indtægterne fra salget af 'Kvinden og aben' skal støtte kvinder og børn i Afrika:

Kan det blive mere 'rigtigt', frelst og helligt? Og kompromitterer al den moralske rigtighed ikke værket? Var alle de store forfattere ret beset ikke nogle dumme, egomaniske svin, lige fra Sade til Céline?

Gøglende postmodernisme
Antologiens forskellige bidrag kredser om disse to grundspørgsmål: kitsch og korrekthed. Rent formelt er sagerne ordnet sådan, at hver af Høegs foreløbig fem romaner får sin sektion, flankeret af at der til start er en udmærket oversigt over den danske kritiske modtagelse af forfatterskabet ved Martin Gylling, mens der til slut står et par 'tværgående' analyser (og til allersidst er der en nyttig, selektiv bibliografi).

Om debuten 'Forestilling om det tyvende århundrede' (1988) kan Martin Zerlang interessant og velskrivende påvise, hvordan den er gennemkrydset af ideologikritik fra 70'erne, parret med en gøglende postmodernisme og magisk realisme anno 1980'erne.

Zerlang har simpelthen læst litteraten Peter Høegs speciale og magisterafhandling og kan på den baggrund dokumentere de nære forbindelser mellem litteraturuddannelsens gennemgribende indfarvning af ideologikritik i 70'erne og så denne første romans univers.

Fortrængninger
Blixen-pasticherne i 'Fortællinger om natten' (1990) kommer under kærlig behandling, først novellen 'Dom over højesteretspræsident Ignatio Landstad Rasker', hvor Henrik Stampe Lund glimrende kan både vise og afmontere den modstilling af loven og lysten, som novellen arbejder med - embedsmandens afkald og pligtfølelse viger for det fortrængte og eksotiske, han giver efter for begæret efter den anklagede homoseksuelle Morten Ross (hvor efternavnet spiller på den store retslærde Alf Ross?).

Her er Stampe Lunds kritik god og skarp: Det fortrængte, der vender tilbage, er ikke i sig selv med nødvendighed autentisk og herligt, men er ofte blot aggressivt, vredt og hævngerrigt.

Derfor kan Stampe Lund plædere for, at det er inden for loven og samfundet, at vi sundest og i rette tid bør håndtere de konflikter og dramaer, der hjemsøger os - ikke ved per automatik at forherlige og romantisere det udstødte og andetheden.

Kærlighed stivnet i kitsch
Ligeledes leverer Birthe Hoffmann en detaljeret kritik af Høegs brug af et hav af intertekstuelle referencer og af hans satiriske strategi i 'Forholdsregler mod alderdommen' - her spørges der godt til, om ikke Høegs satire selv et pænt stykke af vejen er næret af de stereotyper og den patos, som han på overfladen ønsker at kritisere og bekæmpe.

Og til, om ikke Høegs lærdom pendler mellem det kunstnerisk uforpligtede (der er kæmpebrølere, som Hoffmann kan vise) og et angiveligt ønske om at være eksakt og velresearchet.

En anden Hoffmann, denne gang Thomas, demonstrerer derimod veloplagt den tvetydige omgang med orientalsk-muslimske og religiøse temaer og motiver i balletnovellen 'Hommage à Bournonville', mens Julie Paludan-Müller ved at bruge Barthes og Badiou kan lave en fin analyse af, hvordan kærlighed stivner i kitsch undervejs i 'Fortællinger om natten'.

Spegede fortælleforhold
Hvad angår den internationale og storfilmatiserede bestseller 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' (1992) beretter Bo Tao Michaëlis om, hvordan den fungerer som thriller, komplet med paranoia og konspiration, postkolonial kritik og postmoderne, åbent blafrende slutning.

Anne Gry Haugland fremfører med rette, at det naturfilosofiske islæt og kritikken af de træske naturvidenskaber i 'Smilla' er noget tilbageskuende og bombastisk - Agnete Bay Harsberg slår til lyd for, at i spændet mellem litteratur og film, her Bille Augusts voldsomt kritiserede filmatisering af 'Smilla', må der en vis troløshed til, for at overgangen kan lykkes: Den alt for dydsiret forpligtede filmatisering må falde til orden.

Når det gælder den smertelige og muligvis halvvejs selvbiografiske 'De måske egnede' (1993), argumenterer Ide Hejlskov overbevisende for, at fortællerrollens ambivalens undergraver anmelderstandens - særlig Skyum-Nielsens - alt, alt for håndfaste identifikation af romanens Peter med virkelighedens Høeg.

Høegs svidende kritik af halvfascistoid og hyklerisk pædagogik på Bordings Friskole på Østerbro stemmer ikke Skyum vel - og så er der lige det ved det, at jeg hører i min øresnegl, at Skyum er med i bestyrelsen af Bordings Friskole: Sætter det spørgsmålstegn ved hans rasende kritik af romanen? Måske. Måske ikke.

Hejlskov lykkes i hvert fald med at demonstrere, at fortælleforholdene er så spegede, at vi ikke kan sætte lighedstegn mellem biografisk personage og fiktiv fortæller.

Broget panorama
Om den frelste øko-roman 'Kvinden og aben' (1996), der nu er efterfulgt af foreløbig otte års tavshed, gør Kirsten Hyldgaard fint gældende, at det ikke rigtig her lykkes for Høeg at komme med et bud på, hvad der skal stå i stedet for mekanisk kausalitet og hermeneutisk fortolkning - når dyrene står lykkelige og blot er, er de muligvis andet og mere end ren natur og mindre end frustrerede fortolkere - men hvad er dette tredje og andet mon?

I slutsektionen lykkes det rigtig godt for Charlotte Engberg at gå i kødet på Høegs omgang med Karen Blixen - argumentet er klart indkapslet allerforrest og siger med hjælp fra Bloom, Hutcheon og Kristeva, at hvorimod fortællerne hos Blixen er alvidende, er de hos Høeg bedrevidende, og:

»Fortællingerne efterlader et indtryk af en uafklaret balance mellem på én og samme tid at ville være pastiche og pegefingerløftende moralsk fabel«.

Dag Heede kan skægt læse 'Smilla' som queer-tekst, bl.a. med en beskrivelse af, hvordan Smillas klitoris penetrerer den mandlige elskers penis - herligt ... men jeg ville nu være blevet mere overrasket, hvis Heede for én gangs skyld havde fundet ud af, at teksterne ikke var queer overhovedet.

Hele dette brogede panorama, der også rummer gode artikler, der uretfærdigt ikke er blevet nævnt, demonstrerer overbevisende og finkornet, hvad der er på færde af pastiche og plagiat, civilisationskritik og politisk korrekthed i Høegs forfatterskab - her er tankevækkende stof til mange års kommende udforskning af det, der foreløbig foreligger fra Høegs krogede abehånd.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden