Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Faglitteratur

Perverse Odde

Glimrende bog om Knud Odde - en højt begavet maler med en særlig interesse i det fordrejede.

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

Min mor ville straks have sagt, at de billeder var dårligt malet, men da hun ikke var helt uden sans, ville hun også, inden hun vendte dem ryggen have sagt, at de var perverse.

Ud fra hendes forhold til billedkunst, havde hun selvfølgelig ret, for hun syntes bedst om Oluf Høst og Aksel P. Jensen. Derfor blev det tit en komedie at gå på maleriudstilling med hende.

Nu er hun desværre død, så jeg kan ikke tage hende med til Knud Oddes næste udstilling, endsige konfrontere hende med den dejlige bog, som Trine Ross har skrevet rundt om en retrospektiv samling af Knud Oddes billeder på papir.

Belæste billeder
Jeg synes også, at Knud Odde er pervers, men en højt begavet perversionist med en højst original teknik.

Han har en overbærende afsky for det almindelige, men frygter ikke det banale som et stærkt element i sin kommunikation. Og kors, hvor han kommunikerer.

Man læser hans billeder, ikke kun fordi han sætter tekster og bogstaver ind i mange af dem som plakaterne og pladeomslagene, der skal sige noget om et indhold. Han gør det også der, hvor bogstavernes fordrejede (perverse?) former spiller sammen med motivet og menneskene i det.

Den sorte sol
Bogen hedder 'Knud Oddes Kabinet', og det leder straks tanken hen på en af filmhistoriens klassikere, 'Doktor Caligaris Kabinet', et produkt af Weimar-kulturen, der har så mange træk til fælles med 1980'ernes punkkultur, som er den baggrund Knud Odde trækker på, tilsat et stærkt element af Die neuen Wilde, der med det nyekspressive maleri skabte bevægelse og retning i Oddes kunstneriske barndom. Også i Danmark. Husker vi Galleri Congo i Store Kongensgade?

Weimar-kulturen, der var præludium til Hitlers magtovertagelse i 1933, begyndte da Kaiser Wilhelm II abdicerede i 1918 ved fredsslutningen efter Første Verdenskrig. Det var Die blaue Engels regeringstid. Sexlivet blomstrede efter en hidtil uset botanik, der gav punkerne baghjul.

I modsætning til weimartyskerne sultede punkerne ikke, selv om de så sådan ud, men solen var sort, og Knud Odde var bassist i Sods, der blev stiftet i 1977 og i 1980'erne blev til - Sort Sol.

Potentiale som trækkerdreng
Den berømte stumfilm fra 1921 er en gyser, et rædselskabinet. Det er 'Knud Oddes Kabinet' ikke, selv om han tager kvælertag på alt, hvad der ligner hygge og idyl. Og dog er der billeder fra Calagari, der med stumfilmens kridhvide ansigter og mimiske følelsesudbrud, kan minde meget om personerne i hans kabinet.

En af de to hovedpersoner på Oddes rolleliste, 'emblematiske figurer', kalder Trine Ross dem i bogen, er den østrigsk fødte stumfilmsskuespiller og instruktør Eric von Stroheim, indbegrebet af den kynisk, dekadente preusser med monokel. Og silkeundertøj. Den mest mærkværdige afart af charme, man har set.

Den anden er drengen Siggimund, der blev maskot for Sort Sol. En pubertetsdreng med flyveører, men også med en gryende bevidsthed om sin egen seksualitet, et potentiale som trækkerdreng, hvis ikke den skjulte romantiker i ham fører andre steder hen. Dette spil på afstanden mellem Stroheim og den fiktive Siggimund med seksualiteten som den uberegnelige fællesnævner kunne godt uddybes stærkere end Trine Ross tillader sig.

Vild og rå
Til gengæld er Trine Ross en glimrende fortæller i sin tekst til Oddes billeder. Hun overfortolker ikke, men fremstiller hans univers med en befriende klar indforståethed, der aldrig bliver privat, men alligevel uddybende omkring kunstnerens forhold til sit kildemateriale, de malere, han forholder sig til, de bøger, han læser, de mennesker, han dyrker: »Mennesker, der har turdet leve livet anderledes. Og de har betalt prisen for det. Her er selvmordere, sortseere, store kunstnere og sørgelige skæbner.

Det, vi først ser i Knud Oddes værker, er det andet væsen. Et væsen, vi straks genkender. Det er ligesom os selv, en af samme slags. Og husker vi det, når vi lærer det bedre at kende, sætter Knud Oddes værker os i stand til ikke bare at opnå en æstetisk oplevelse, men måske endda en dybere forståelse af et andet menneske og dermed af os selv«.

Fra sine tidligste billeder har Knud Odde dyrket den sorte konturstreg, en omridslinje på sine figurer, der antyder, at det er en grafiker, der arbejder, men en grafiker, der også skaber maleri i sine rammer. Han er både vild - endnu - og rå i sin artistiske metode, der nok har udviklet sig, men ikke er blevet raffineret til det mondæne. Altid figurativ.

Vi skal kunne genkende en person i billedet, men også personens univers. Når han f. eks. portrætterer den svenske digter Gunnar Ekelöff, bliver det også et portræt af de bøger, forfatteren har skrevet, uden at titlerne ligefrem manifesterer sig. Ord og bogstaver spiller Odde sublimt med.

Poetisk perversitet
Det er udpræget i nøgenbillederne, hvor han lader bogstaverne folde sig ud over kroppene, som hvis man gik ind foran et lysbilledapparat. Hans nøgne personer poserer, men de er ikke direkte pornografiske, og det perverse element, der rummer langt mere poesi end pornografi, er faktisk stærkere i ansigterne end i kroppene.

Og dog: Knud Oddes Tivoli plakat 1994 af commedia del arte figurerne Harlekin og Columbine er i hvert fald for Harlekins vedkommende langt tættere på genrens oprindelige frækhed end de pyntelige løjer på Pantomimeteatret. Columbine er nærmest anonym i baggrunden, mens Harlekin for nu at bruge Holbergs ord »ser mig ud til allehånde«.

'Knud Oddes Kabinet' er en dejlig udstilling af hans billeder fra først til nu, og en bedre guide end Trine Ross kan man ikke ønske sig. Peter Laugesen har skrevet digte til billederne, men dem ser man desværre lidt udenom, fordi Odde er så direkte i sin appel til øjet og sanserne.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce