Faglitteratur

Kierkegaard i kamp

Fremragende doktordisputats reviderer billedet af Søren Kierkegaards forhold til Hegel og omplacerer ham i den europæiske filosofis historie.

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

Søren Kierkegaard kunne man godt kalde for en intellektuel allergiker i den forstand, at provokation nærmest var en forudsætning for hans litterære produktion. Blækhuse havde han mange af, og hans liv gik ud på at fare i dem. Hans polemiske tilbøjeligheder - og talent - er uovertrufne i dansk litteratur. Hvad tirrede ham?

Den almindelige mening er, at det er den tyske tænker G.W.F. Hegel (1770-1831) og hans systematiske filosofi, som har været den største allergifremkaldende faktor i Kierkegaards forfatterskab. Men den antagelse er der nu blevet sat spørgsmålstegn ved i en afhandling, som den herboende amerikanske filosofihistoriker Jon Stewart, der er tilknyttet Søren Kierkegaard-forskningscentret ved Københavns Universitet, har skrevet.

Den blev forsvaret for den teologiske doktorgrad i november i fjor og udkom måneden efter på Cambridge University Press under titlen 'Kierkegaard's Relation to Hegel Reconsidered'.

Hvad Stewart viser er, at adressen for Kierkegaards kritiske udfald i langt ringere grad er Hegel selv end de af Kierkegaards egne samtidige, der kolporterede Hegels filosofi i København. Det vil sige skikkelser som karriereteologen Hans Lassen Martensen, filosoffen Rasmus Nielsen og ikke mindst Københavns øverste smagsdommer, Johan Ludvig Heiberg, der førte en massiv kampagne for Hegels filosofi med sine skrifter og forelæsninger i 1830'erne.

De var hovedmændene bag den danske hegelianisme, som var en akademisk modebølge, der ikke engang varede et årti, men som til gengæld stod på i lige netop de år, hvor Kierkegaard gik og sparede irritation nok op til at springe ud som forfatter. Derfor blev han, da han debuterede, viklet »ind i en rent tilfældig og hurtigt forældet Fejdetilstand, der desværre strækker sig gennem hele hans Forfatterliv«, som Georg Brandes konstaterede med ærgrelse i 1877.


Det er denne lokale fejdetilstand, som Stewart nu har viklet ud igen. Ved hjælp af tilbundsgående kildestudier har han forsøgt at rekonstruere den polemiske sammenhæng, som Kierkegaards skrifter optrådte i ved deres udgivelse. Den ligger ikke lige for i skrifterne, som meddeler sig indirekte på mange måder. Kierkegaard strøede om sig med stikord, der signalerede, hvem der stod for skud. Når noget for eksempel var 'mageløst', gjaldt det Grundtvig; når det var 'nitid', var det Heiberg, det gik ud over.

Skrifterne af disse lokale modstandere har aldrig været nær så gode eksportvarer som Kierkegaards pseudonyme værker, der er verdenskendte. Derfor har den fremmedsprogede Kierkegaard-forskning manglet forudsætninger for at lokalisere Kierkegaards kritik og i stedet været tilbøjelig til at antage, at det hele i sidste ende drejede sig om et opgør med giganten Hegel. Denne antagelse dementerer Stewart godt og grundigt i 'Kierkegaard's Relation to Hegel Reconsidered'.

'Reconsidered', lyder det sidste ord i afhandlingens titel - 'genovervejet'. Det gør det, fordi emnet har været oppe til overvejelse før - i en tidligere dansk doktordisputats, som teologen Niels Thulstrup forsvarede i 1966. Dengang lød det, at Kierkegaards og Hegels tankeverdener var »totalt forskellige og uforenelige«. Ja, Kierkegaards forfatterskab var »et eneste stort modstykke til Hegel«, sluttede Thulstrup.

Det var en entydig konklusion på et stort og komplekst emne. Mange efterfølgende forskere har forladt sig på Thulstrups slutning. Således har hans afhandling, 'Kierkegaards forhold til Hegel', siden den udkom i 1967, været standardværket om emnet - både på dansk, tysk, engelsk og japansk.


Thulstrup var på det rene med, at Kierkegaards forhold til Hegel mere var etableret gennem læsning af sekundær litteratur om Hegel end læsning af Hegel selv. Men han tog ikke skridtet videre og forsøgte at skelne mellem Hegel selv og hans danske repræsentanter.

Ligesom Karl Marx ikke kan slås i hartkorn med marxisterne, som han selv tog afstand fra i levende live, kan man ikke sidestille Hegel med hans danske disciple. I hvert fald ikke uden at væsentlige nuancer går tabt. De havde helt andre historiske forudsætninger end Hegel og anvendte ham også selvstændigt: i forhold til andre dagsordener og til andre formål og med andre betoninger.

Der har derfor været mange gode grunde til at gennemgå emnet igen, som Stewart nu har gjort - grundigere, mere afbalanceret og med større distance til Kierkegaards retorik end Thulstrup. Stewart kender ikke kun Hegels filosofi, men også alle myterne om den, som han tidligere har redigeret en kritisk antologi om, 'The Hegel Myths and Legends' (1996).


Det viser sig at være en robust vaccine mod den smittende satiriske tone, som Kierkegaard og hans pseudonymer lægger an over for Hegel og hegelianismen. Ifølge Kierkegaards pseudonym Johannes Climacus skulle der ikke »en satans Karl udi Speculation til for at frigjøre sig fra Hegelianismen. Langtfra; der behøves blot sund Menneske-forstand, Fynd i det Comiske, lidt græsk Ataraxi«, det vil sige sjælero.

Det var ikke mindst den suveræne komiske fynd, som Kierkegaard trak på i sit opgør med hegelianismen, og den har virket uimodståelig. Kierkegaard nærede et brændende ønske om altid at have latteren på sin side, og i det lange løb har han også fået det.

Stewart opdeler forfatterskabet i tre perioder: i den første, fra 1838 til 1843, er Kierkegaard under stærk indflydelse af Hegel, i den anden og mest produktive periode, fra 1843 til 1846, vender han sig polemisk mod Hegel, og i den tredje og sidste periode, fra 1847 til Kierkegaards død i 1855, glider Hegel i baggrunden. På dette tidspunkt var den danske Hegel-bølge også ebbet ud, hvilket er et glimrende argument for, at det var den, der optog Kierkegaard, snarere end det var Hegel selv.

Stewart nuancerer forståelsen af, hvad der er på færde i de enkelte værker. For eksempel nedskyder han teorien om, at Kierkegaards brug af Hegel i 'Om Begrebet Ironi' var ren parodi. Han viser, at selv det værk, som gang på gang er blevet mobiliseret i kampen mod Hegel og den systematiske filosofi, 'Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift', er mere rettet mod Martensen end mod Hegel.

Han argumenterer desuden for, at flere af de mest populære kategorier og motiver i Kierkegaards forfatterskab - som springet, gentagelsen og stadielæren - i realiteten er afledt af Hegels filosofi.


Det endelige perspektiv i afhandlingen er at gøre op med den overfladiske modstilling af Hegel og Kierkegaard, som mange filosofihistoriske redegørelser er skåret over. Standardsynspunktet, som Thulstrup blåstemplede, gav rene linjer i den europæiske filosofis historie efter Kant, der således kunne deles op i to hovedspor: på den ene side Hegel og den systematiske, afsluttede filosofi og på den anden side Kierkegaards filosofi, som beskæftiger sig indgående med eksistensen og derfor ikke kan afsluttes af den abstrakte tænkning.

På den ene side den prøjsiske legitimationsfilosof, der talte Statens og det almenes sag, og på den anden side den danske provinsrebel, der gik ind for Gud og individet. På den ene side rationalismens arvtager, og på den anden side den moderne irrationalismes pioner. Så net og symmetrisk stilles Hegel og Kierkegaard ofte op over for hinanden, men at der er langt flere facetter i Kierkegaards historiske forhold til Hegel, har Stewart nu godtgjort mere udførligt end nogen før ham.

Man kan håbe, at hans afhandling vil vinde lige så vid udbredelse, som Thulstrups har gjort. Det er en bedrift, der fortjener det. Samtidig kan man håbe, at noget af fortjenesten falder tilbage på Stewarts arbejdsplads, Søren Kierkegaard-forskningscentret ved Københavns Universitet, som i de sidste ti år har stået for udgivelsen af Søren Kierkegaards samlede skrifter i en tekstkritisk version.

Centret har tillige skabt rammer for en udforskning af de lokalhistoriske omstændigheder, som Kierkegaards forfattervirksomhed foregik under, der er noget nær optimale. Det vidnede allerede Joakim Garffs store Kierkegaard-biografi 'SAK' fra 2000 om. Den lagde ligesom Stewarts afhandling vægt på at forstå Kierkegaard i samspil med den danske guldalder - en periode, som bliver så uendelig meget mere spændende, når den betragtes i lyset af storallergikeren Kierkegaard.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce