Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bomber Harris

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En af de skikkelser under Anden Verdenskrig, der har optaget mig, er Marshal of the Royal Air Force Sir Arthur Harris, der var sjælen og organisatoren af det bombardement af tyske byer, der lagde uerstattelige kulturskatte i grus.

Hvad foregår der i hovedet på et menneske, der nat efter nat sender en regn af bomber ned over en civilbefolkning og foruden tusinder af menneskeliv systematisk destruerer en væsentlig del af den europæiske kulturarv?

Kan det alt sammen forsvares med det overordnede mål at krig er krig, og krig skal vindes, eller giver en sådan erfaring anledning til refleksioner?

Bomber Harris, som blev luftmarshallens tilnavn, fik som andre af krigens helte sin statue i London. Den afsløredes i 1992 foran Royal Air Forces kirke St. Clement Danes. Og nu har han også fået sin definitive biografi, som omslaget siger om kollegaen Air Commodore Henry Proberts bog om Arthur Harris.


Hvis man her håber at få besvaret spørgsmålet om, hvad Harris egentlig tænkte, bliver man skuffet. Til gengæld får man meget at vide om hans baggrund, ydre forhold og om opbygningen af det imponerende engelske luftvåben under krigen, og det er heller ikke lidt.

En enkelt sætning af Harris kan nok give anledning til overvejelse, også når vi i dag skal forstå f.eks. det amerikanske bombetogt i Afghanistan, at det ligger til angelsaksisk mentalitet at være langmodig en stund, men så til gengæld at sætte ind med fuld kraft for at vinde.

Harris blev født i 1892, fulgte et almindeligt engelsk skoleforløb indtil han som 17-årig i 1909 inspireret af en teaterforestilling om en farmer fra Rhodesia fik lyst til at tage til den engelske koloni, hvor man, som det så smukt hedder, ikke så på, hvem den enkelte var, men hvad han kunne udrette.

Han tog af sted og tilbragte årene frem til 1915 som medhjælper på en farm. Ved udbruddet af Første Verdenskrig fik han mulighed for at kæmpe i de rhodesiske styrker mod tyskerne i Namibia, og i 1915 vendte han, efter at den tyske modstand i kolonierne var nedkæmpet, tilbage til London for nu at kæmpe i Europa.

Han blev kendt som opretholder af en streng disciplin. Den senere engelske premierminister Harold Macmillan erindrer, at han ikke just erhvervede popularitet ved at forlange de fotografier, udklip og tegneseriebilleder fjernet, som soldater havde hængt op i en flyhangar for at muntre lidt op.


Efter krigen gjorde han tjeneste i Indien og Pakistan samt Irak som flyver. I 1916 var han blevet gift, men årene som flyver ude - der gik på et tidspunkt to år, hvor han ikke så familien - var belastende og ægteskabet brød sammen - samme år, som Hitler kom til magten i Tyskland.

Harris blev nu knyttet til Air Ministry og indledte dermed sin karriere som opbygger af et engelsk luftvåben, Royal Air Force. 1937 giftede han sig igen og kom til Palæstina som officer.

I 1939 vendte han tilbage til England og var med til at organisere RAF's styrke af bombemaskiner, hvis opgave bl.a. var udlægning af miner. Harris oplevede de tyske luftangreb på London, der skal have styrket hans vilje til at gøre gengæld.

Hermed begyndte en ny administrativ løbebane, der kulminerede med udnævnelsen i 1942 til Commander-in-Chief Bomber Command, der blev den platform, hvorfra han skulle placere strategiske bombetogter som en del af krigsførelsen.

Hans opgave herefter blev at overbevise Churchill og hærledelsen om bombetogternes betydning for krigens udfald. Harris' opfattelse var den, at krigen simpelthen kunne vindes ad luftvejen ved at bombe Tyskland.

Den tyske civilbefolknings moral ville derved svækkes, og der skabtes en ny indre front i selve Tyskland, der ville binde store tyske styrker i luftforsvaret og dermed svække Tysklands kampkraft på de ydre fronter.


Krig handler ikke blot om at besejre fjenden, men også om at nå sine egne mål på indre fronter. En Commander-in-Chief skal ikke blot have sin styrke i orden, han skal også politisk kunne placere den som en del af krigsførelsen.

Det krævede resultater og en ikke for stor tabsrate. Samtidig krævede det bevillinger og ressourcer afsat netop til opbygningen af en stor eskadre af bombefly.

Det lykkedes for Harris at komme igennem med sine ønsker om en stor slagstyrke af bombemaskiner, men det tog sin tid at opbygge slagstyrken. Det afspejledes i luftangrebenes intensitet. Det begyndte med mindre, men dog effektive angreb på Lübeck og slog igennem med operation millennium, der lagde Köln i grus i efteråret 1942.

Efterhånden udvidedes luftkrigen med bl.a. hyppige angreb på Berlin, mod Hamburg, Frankfurt, Nürnberg og en række andre smukke tyske byer.

Særlig omtvistet blev bombardementet af Dresden i marts 1945. Dresden var en af Europas arkitektoniske perler, krigen nærmede sig afslutningen under alle omstændigheder og byen spillede kun en begrænset strategisk rolle.

Det er de synspunkter, der fremføres mod dette bombardement, der kostede tusinder af dræbte og ødelagde uerstattelige kunstneriske værdier. Var det nu også nødvendigt? Intet tyder på, at Harris overvejede dette eller andre bombardementer ud fra synspunkter af denne art.

Beslutningen om ødelæggelsen af Dresden blev truffet af andre, men da beslutningen var truffet, satte Harris hele styrken ind. Bombetogterne var led i en strategi, der gik ud på at vinde krigen hurtigst muligt og minimere tabene hos de allierede, og i tilfældet Dresden var der tale om at lette den russiske fremmarch.


Bombetogterne antoges at koste ca. 55.000 piloter og andet allieret mandskab livet. En høj pris, der også førte til kritik fra dem, der var mindre overbevist om bombetogternes udslaggivende effekt i krigsførelsen.

Også Harris var dybt berørt af disse tabstal, mens han syntes at betragte de civile tyske ofre som en nødvendig følge af virkningerne af den totale krig, som han anså sig som et led i.

At han skulle have gjort sig nogen forestilling om de kulturelle tab, som denne art krigsførelse medfører, omtales ikke i biografien. Og heller ikke over de politiske følger.

Harris mente, at en intensivering af bombardementerne kunne have ført til en afslutning af krigen inden invasionen i Normandiet. Resultatet kunne på det tidspunkt være blevet en komplet russisk besættelse af Europa.

Biografien af Bomber Harris tegner ikke et billede af en spektakulær krigshelt. Harris førte krigen fra sit skrivebord. Han var tavs og indesluttet og havde kun ringe kontakt med det øvrige personale. Hans forståelseshorisont var den, der kan forventes af en kriger, hvis første erfaringer var indhentet i Sydafrika, og som simpelthen er vant til at vinde. Benhård og konsekvent.

Men biografien er god at blive klog af, hvis man vil forstå, hvad det var for en type mennesker, der vandt krigen.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden