Foto: ingen
Faglitteratur

Julens mange bogsider

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

Som bekendt er julen på alle måder en blandet landhandel: blandede traditioner, blandede familier og især blandede følelser. Derfor kan det ikke undre, at de bøger, julen giver anledning til, også er meget forskellige.

For at begynde i den alvorligere ende, så udgiver Marie Louise Lefèvre (der tidligere har beskæftiget sig med Goe-thes farvelære) i dag et essay om Jomfru Maria, Madonna, Guds Moder, Den Hellige Jomfru, Vor Frue - kært barn har mange navne.

Derfor kalder M.L. Lefèvre blot sin lille bog for 'Maria'. Kapitlerne kunne, trods titler som 'At hengive sig til Gud', 'Ydmyghed over for Gud og mennesket', 'Sværdet i sjælen', 'Adskillelsen og kærligheden' også kaldes små essays.

Det er behagelig læsning - måske ikke specielt nødvendig, og for en nogenlunde kirkefortrolig uden noget nyt, men også uden prætentioner om teologisk dybsindighed. Le-fèvre tegner et kvinde-indforstået portræt af Maria, Jesu mor, som for en protestant virker lidt omklamrende.

Vi er ikke så fortrolige med hendes katolske rolle som vores repræsentant hos de høje herrer. En lødig, men lidt sentimental introduktion til mystikken og troslivet.

Julemandens kloner
Et helt andet portræt er det journalist Vagn Simonsen tegner af 'Julemanden og hele hans slæng'. Det kan siges at være Simonsens uheld, at Gyldendal netop har udgivet Prins og Steen Petersens store 'Vejen til julemanden', for det er i store træk den samme historie, Simonsen fortæller: nemlig den om julemandens baggrund og mange former. Bogen er let og causerende og ikke så tynget af faktuelle oplysninger som konkurrenten.

Forfatteren er selv hovedpersonen, der - lidt i 'Sofies verden'-stil - interviewer diverse julemænd, for eksempel i Bari i Syditalien, hvortil man i sin tid bortførte Sankt Nikolajs knogler fra Myra i Lilleasien.

Vi kommer siden til Amsterdam og Tyskland og møder meget nulevende danskere. Vi får også fortalt, at 'Den store Bastian' oprindelig var en julebog og handlede om den store Nikolaj, der drages de relevante paralleller til de drenge, Sankt Nikolaj rent faktisk frelste fra sulekarret, og vi bliver mindet om, at hver anden russisk tsar i nyere tid hed Nikolaj.

Oplysningerne er gode nok, men det hele er lovlig snakkende efter min smag - jeg har nok for meget juleuro i blodet. Dog er jeg begejstret for julemandens pointe med, at hans mangfoldiggjorte eksklusivitet - for der er jo ingen som julemanden, selv om der er mange af ham! - bedst kan forstås som en slags kloning.

Julekogebog
En enkelt kogebog er der sandelig også i bunken: 'Julens bedste mad' af Anne Skovgaard-Petersen. For mit usofistikerede øje ser den faktisk rigtig god ud. For eksempel ligner brunkageopskriften den, jeg har fået af min mor. Og så er opskrifterne dejligt enkle med sjældent over 10 ingredienser.

Til julemiddagen er der 20 sider i alt med hovedretter, tilbehør og desserter. Vi er ikke for fine til flæskesteg, ribbensteg, fyldt nakkefilet med honningæbler og svensk juleskinke, men andebryst med rødløgssalat lyder nu bedst! Og vi går da heller ikke af vejen for en kalkun, sågar engelsk med fyld.

Afsnittet med tilbehør vil nok blive konsulteret året rundt, f.eks. for orangerødbeder med mandler - de lyder godt nok lækre! (Syv ingredienser i alt).

Julefrokosten er inddelt i 'sild', 'fisk', 'kød og fjerkræ' og 'grønt og tilbehør'. Ikke mindre end syv retter til din vegetar-veninde. Der er ingen overflødig snak og forklædefilosoferen, opskrifterne virker dejligt realistiske og alligevel fantasifulde nok til mine ambitioner.

Bagværk er på bedste Frk. Jensen-vis inddelt i gærkager, formkager, tærter, småkager, gærbrød og bagværk uden ovn, dvs. på pande. Gløggopskriften (der er også en til små nisser) ser også god ud, og så er der konfekten, som jeg næsten får lyst til at lave - og der skal noget til!

Julemandens abe
Næste levende billede er minsandten også julemandens historie, denne gang i tegneserieform. Stort og flot er albummet 'Santa Claus' - persontegningerne forekommer mig lidt stillestående i længden, men udenomsværket er flot, og der er da også både varme og et vist vid til stede.

Men alle kan være med uanset alder, trosretning og køn. Det sætter naturligvis andre begrænsninger, men jeg tror de fleste børn (og evt. oplæsere) vil være rimeligt underholdt af historien om den lille menneskedreng, der bliver fundet og trods skepsis (for mennesker er onde og destruktive) bliver opfostret blandt de udødelige alfer i Trylleskoven.

Drengen udvikler sig uventet i kærlig retning, træder efterhånden i karakter som julemand - og bliver gammel. Og så er spørgsmålet om han skal dø - eller hvad? Et ikke for pyssenysset univers, selv om ingen kommer alvorligt til skade, og de onde udslettes diskret til sidst.

En lille tåre skal dog trille: julemandens lille trofaste abe, som der ikke er plads til i overleveringen, kidnappes og dør af længsel, men får sin grav ved et grantræ, der pyntes. Så er det også på plads. Disney mærkes naturligvis i baggrunden, men vi taler jo også om en tegneserie.

Skødesløs jul
'I denne søde juletid' af Lise og Kristian Septimius Krogh er en æstetiseret billedbog med original julepynt og ret selvsmagende fotografier. Nogle af dem er - indrømmet - virkelig smukke, ikke kun kønne.

Her dyrkes det synlige og materielt sanselige, lækkerheden er næsten overvældende, og er man på grænsen til fetichisme i julen, vil man savle.

Ikke et ondt ord om det: lav pynten og smyk jeres omgivelser - det er folk som jer, der får julen i omdrejninger for alle os andre nasserøve. Men lad være med at give os dårlig samvittighed - please.

Jeg vil dog nok sige, at vi bevæger os på kanten af det dekadente, når man udhuler fine røde spiseæbler og sætter fyrfadslys og gran i dem.

Et sted bliver det kaldt 'humor' at sætte våd oasis, hvide julestjerner, sølvkugler, tuja og et par hvide kunstløberskøjter i en fin gammel opsats. Humor? Der er også stukket tuja i støvleskaftet. Det skal nok ses...

Et andet sted står: »For at skabe den helt rette julestemning er en håndfuld julepynt i sølv meget skødesløst lagt ved«. Ny trend: skødesløs jul. Men som sagt, fetichister vil skælve.

Der er dog også gode ideer: 24 små grå ragsokker med bånd, manilamærke med dato og evt. blomst er fint til kalendergaver. Lidt sent nu, men til næste år? Og i betragtning af hvilke rædsler, man kan købe, bør man faktisk også selv male kalenderlyset - evt. med sølvtusch på et gedigent rosa bloklys i zinkunderskål med små perler rundt om? Det er i hvert fald ikke så brandfarligt som tørt gran. Næ, 'I denne søde juletid' er ikke så tosset endda.

Bævrende hvid underarm
I en helt, helt anden boldgade igen er Bjarne Nielsen Brovsts '24 julefortællinger': autentiske historier fra hans egen opvækst i Nordjylland.

Og når jeg skriver autentisk, så mener jeg det: man kan næsten lugte drengelivet i barndomshjemmet ved stationen i Brovst, de elskelige barnløse Henry og Elly i legetøjsforretningen og turene med ud at hente grise, mens fortælleren gruer for en forestående operation som kammeraten Kurt mener, han vil dø af.

»Jeg bliver nok nødt til at banke ham, tænkte jeg. Men ikke før vi kommer til Aalborg, og grisene er afleveret«.

Og hvad med denne seance hos Pauline, der fortæller gammeltestamentlig bibelhistorie og giver æggesnaps (det var før TV og salmonella):

»»Havde han to koner«, spurgte jeg. »Det kunne de godt dengang, de var ikke så ring', og der var nok at se til dengang i Israel, så det gik nok an«.

»A vil nu kun ha min egen mor, bedyrede Per, og dyppede allerede tungen i den halvt udrørte æggemasse«. »Hør, din kop skal vist lige have en tur«. Pauline tog Pers kop og rørte rundt i et kolossalt tempo, så underarmens hvide kød bævrede i det hurtige tempo«.

H.C. Andersens jule
Den sidste fra bunke der kom gennem nåleøjet er 'H.C. Andersens store julebog': en gavebog med store sider, billeder og tykt papir, der følger H.C. Andersen fra jul til jul fra 1824 til den sidste i 1874.

Vi får eventyr (f.eks. 'Snemanden'), digte (f.eks. 'Barn Jesus i en krybbe lå') og papirklip, og vi kan læse hans breve og optegnelser til sig selv og andre fra dagene omkring jul, om hans planer, oplevelser, glæder og sorger. De skyldes ikke alle julen. Således skriver han den 17. december 1833 fra Rom til Henriette Wulff:

»I Aftes fik jeg brev fra Faderen Collin, han mældte mig min gamle Moders Død; hendes Stilling var ublid og jeg kunne næsten intet gjøre for hende, det har tidt bedrøvet mig hjemme, men tale derom kunne jeg aldrig! Nu har da vor Herre taget sig af hende, jeg takker også sønligt derfor, men det har dog grebet mig dybt, nu er jeg da virkelig ganske ene - intet Væsen er af Naturen bundet til at elske mig«.

H.C. Andersen er et uudtømmeligt menneskeligt skatkammer, derfor skal Forum ikke have utak for at udgive denne bog, som trods lidt udstyrsmæssig overkill (men det er jo jul!) nok er den af dagens bunke jeg helst vil læse op fra - og takket være størrelsen bliver der ikke brug for læsebrillerne.

Der udgives megen lejlighedslitteratur i diverse hefter omkring jul. Personligt vil jeg dog råde læserne til at holde sig til det bedste, nemlig klassikerne. Julen er jo gentagelsernes fest.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce