Folkeoplysning findes

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

Syv år, tyve bind, tretten tusind sider, værsgo: Den Store Danske Encyklopædi' står færdig. 15. november 1994 udkom A-Arnøy, og på tirsdag den 22. oktober udkommer vandrebog-Åver.

Alfabetet er udtømt: Dette er alt hvad vi for tiden ved om smørrebrød, kærlighed og alt det andet, hvis det skal siges forholdsvis kort, forholdsvis forståeligt og forholdsvis encyklopædisk. Punktum.

Om et års tid udsendes et enkelt supplementsbind, men i øvrigt bliver værket næppe opdateret løbende og systematisk, thi som chefredaktør Jørn Lund lakonisk skriver i seneste udgave af Encyklopædiens nyhedsbrev, er en on line-udgave »ikke inden for rækkevidde«.

DSDE er og bliver altså et bog værk, som må nøjes med her i sit sidste bind at have et opslag om World Wide Web uden selv at gå på nettet.

Var man dér, havde en anden artikel i samme spalte nok allerede været ændret, nemlig den om World Trade Center, som blot og bart meddeler, at det drejer sig om et »forretningscenter i New York bestående af to 110-etagers tvillingetårne hhv. 415 m og 417 m høje, opført 1966-73 af Minoru Yamasaki. Ved opførelsen var det verdens højeste bygning, men allerede i 1974 blev den overgået af det 442 m høje Sears Tower i Chicago«.


Selv uden højde for 11. september 2001 synes jeg nok, at sådan et opslag er slående lidenskabsløst. Hvilket i det hele taget - som det jævnligt har været sagt langs ad den snes anmeldelser, Politiken i årenes løb har bragt bind for bind - er det dette værks store svaghed i forhold til forgængeren Salmonsen. Artiklerne mangler ofte personlighed.

Hvis vi går tyve bind tilbage og slår op under noget så kompliceret som Afghanistan , så leverer Encyklopædien anno 1994 en imponerende mængde ulastelige fakta, som det er ekstremt svært at huske eller få hold på, fordi de serveres lidt som var de vedtaget i et udvalg, mens Salmonsens tilsvarende artikel er håndskrevet, henvender sig menneske-til-menneske og er fyldt med forfærdelige fyndigheder à la:

»Det afghanske sprog (...) er haardt og fuldt af Strubelyde og anses for lidet velklingende«. Eller: »Afghanerne er et krigerisk Hyrde- og Rytterfolk. De er altid bevæbnede med lange Bøsser, Dolke og undertiden med Bue og Pil. Karakteren roses i Reglen ikke. De er ridderlige, tapre og gæstfri. Deres Væsen er frejdigt og aabenhjertigt, men den tilsyneladende aabne og ærlige Opførsel er i Reglen kun et Skjul for Mistro og Havesyge«.

For resten er det fælles for de to leksika, at Taleban ikke nævnes med et ord, hvilket i Encyklopædiens tilfælde siger noget om, hvor hurtigt verden ændrer sig, og hvor hastigt visse fakta forældes.


Men man kan selvfølgelig ikke skrive løs med hvid mands arrogance her hundrede år efter Salmonsen, og det gælder jo ikke kun de frimodige vurderinger af andre folkeslag. Lige så selvsikre dagens eksperter og specialister er på deres snævre felter, lige så usikre er de, når det gælder om at fatte pennen og fortælle, hvad det nu er, de ved.

De mangler fælles sprog og henvendelsesform, eller rettere: De lider af akademisk talehandicap og mangler derfor et forhold til det fælles sprog og den samlende kultur, som faktisk findes.

Her er det så på den anden side Encyklopædiens helt store fortjeneste, at den har insisteret på, at det fælles faktisk findes. Værkets founding fathers, Kurt Fromberg og Jørn Lund, har simpelt hen ikke taget for gode varer, at verden af i dag skulle være så fragmenteret og dens viden så specialiseret, at vi ikke længere kan have et fælles mødested, en samlet forståelse.

Deres store danske encyklopædi har med sin kommercielle succes og folkelige udbredelse (som langt overgår Salmonsens!) demonstreret, at hvis man har viljen og talentet, så kan man lukke ørerne for alle påstande om tidens ubodelige opsplitning og menneskers inddeling i sære nicher og segmenter.

Folkeoplysning findes, viser værket samtidig med, at det omtrent i hver eneste spalte demonstrerer, at fragmenteringens problem for resten er der alligevel ...

Paradoksalt nok. Men kombinationen af manglende verdensbillede og masser af viden, vor tids grundlæggende og højt oplyste meningsløshed, gør det jo netop helt oplagt at ordne verden tilfældigt, men systematisk. Altså for eksempel alfabetisk.

Hvilken erkendelse jo har vist sig ikke kun at være Gyldendals genistreg i 1990'erne, men en trendsætter uden lige i dansk kultur fin de siècle.

Tænk, hvad der er kommet af encyklopædier og leksika i kølvandet på denne den store. Fra 'Brøndums encyklopædi' til Klaus Rifbjergs 'Alfabet', fra litterære og filmiske leksika til sex og psykologi, kuriositeter og plagiater. Gud er død, men alfabetet lever.


Lad os da i alfabetets navn slå op på første side af dette det sidste bind. Siden begynder med opslaget vandrebog, nemlig »lille, paslignende bog, som svende, der gik på valsen, altid skulle bære på sig (...)«.

Opslaget er illustreret med et lille foto af sådan en bog, opslået, billedteksten er begavet, det er fremragende formidling fra ende til anden, og det kan ikke gentages ofte nok, at Encyklopædien i sit grafiske udtryk og sin visuelle opfindsomhed er et tyvebinds mesterværk. Sådan kan man bruge billeder uden at svine med pladsen!

Men Encyklopædien fortæller ikke, at der findes andre 'vandrebøger' end de vandrende svendes. For eksempel dem, som tidligere højskoleelever op gennem hele århundredet har ladet cirkulere mellem sig til opretholdelse af netværket. Vidste encyklisterne ikke det

Og mærkeligere endnu, på samme side: vandrende jøde: Vi får at vide, at det er en planteart i familien Commelinaceae, en kødfuld urt med rodslåede udløbere, men ikke et suk om den 'vandrende jøde', Ahasverus, som navnet minsandten da stammer fra.

Encyklopædien har et opslag i bind 1 om Ahasverus, »Jerusalems skomager, den evige jøde«, men det er mærkelig kultur- og kommunikationsløst, at der ikke henvises til det her fra planteriget. Igen: Encyklopædien har ganske ofte svært ved at få de videnskabelige specialer og den brede kultur til at mødes.

Men det lykkes nu også ganske ofte. I det nye bind findes f.eks. en stor og underholdende artikel om intet mindre end Øl, som spænder over hele feltet fra det biologiske til det kommercielle og kulturelle.

En lille afbildning af et kalkmaleri fra Tuse Kirke, ca. 1460-80, med en ølbryggende troldkvinde, er endnu et eksempel på fremragende illustrationskunst. Øl: et grundstof.


De mest personlige tekster i en Store Danske Encyklopædi er de signerede essays, som man kalder 'encyklopædiske artikler'. Det er i værkets løb blevet til 44 i alt, fra aggression i bind 1 til årsag i dette det tyvende og sidste. Det er tekster af svingende kvalitet og relevans, der er fremragende tekster imellem, men også underlige fristile, og hvorfor nu netop essays om disse 44 emner, 'aldring', 'cyklus', 'magt', 'sundhed', 'vilje' etc. og ikke 117 andre?

Værket afsluttes med en essayistisk samleartikel om det 20. århundrede, hvor Carsten Jensen, Ove Nathan, David Favrholdt og P.C. Matthiessen giver hver sit henholdsvis moralske, naturvidenskabelige, filosofiske og demografiske bud på de seneste hundrede års udvikling.

Fire stimulerende og højst forskellige tekster: Matthiessen er næsten rent beskrivende, Jensen og Nathan er kritisk reflekterende, mens Favrholdt er mere end kritisk, snarere polemisk insisterende på »en grundtone, som de fleste ikke har bemærket: Evolutionismen, den anskuelse, at eftersom alt er i stadig udvikling, bør det også være det«.


Jeg gad nu nok vidst, om ikke det er gået op for de fleste. Og jeg gad også nok vidst, om ikke Favrholdt forveksler hønen og ægget, når han skriver, at »den individualisme, som evolutionismen fremkalder, er vanskelig at leve op til.«

Er det ikke just individualismen, centralperspektivet, al renæssancens væsen, som betinger fremskridtstroen eller mere endnu: fremskridt som vilkår? Thi hvad Mao sagde om revolutionen gælder vel for menneskelige samfund overhovedet: de er som cykler - hvis ikke, de kører fremad, så vælter de.

Sådan slutter Encyklopædien så frugtbart splittet mellem Ove Nathans optimistiske konklusion, at »den sidste Einstein er nok ikke født endnu« og Favrholdts kulturkonservative, romantiske tro på »den samhørighed og tryghed, som findes indadtil i de statiske samfund«.

Smukt og kreativt illustreret med en billedfrise, der både spiller op til P.C. Matthiessens beskrivelse af Danmarks udvikling fra udvandrer- til indvandrersamfund og til Carstens Jensens dobbeltgreb: både »de store kriges, folkemordenes og massakrernes århundrede« og »det århundrede, hvor det bliver muligt for stadig flere mennesker at leve i fred og velstand«.

Værket er fuldbragt, og alle de kritiske bemærkninger skal ikke skjule, at de tyve bind repræsenterer en forlagsbedrift og en kulturel indsats af sjældne dimensioner.

Hvis vi siger, at det 20. århundrede går fra Salmonsens leksikon til Den Store Danske Encyklopædi, så siger vi dermed også, at det kan Danmark godt være bekendt.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce