Sophies hjerte.
Foto: fvygfy

Sophies hjerte.

Faglitteratur

Hvem var Sophie?

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

Sophie Ørsted var digteren Adam Oehlenschlägers smukke lillesøster, en dame fra guldalderen, som ikke rigtig har udført noget, eller været nogen - ud over at være digterens søster. Hun var, ville Karen Blixen have konkluderet.

Forholdet mellem de to var sikkert godt, men hendes breve til sin bror under hans udlandsophold tyder ikke på en helt harmonisk forbindelse. Hun var blevet gift med juristen Anders Sandøe Ørsted - et ægteskab, som tilsyneladende aldrig blev fuldbyrdet.

Allerede de to punkter kunne trænge til en opklaring - som vi sikkert aldrig får. Hvad var det, Sophie ikke havde sans for hos broderen? Var hun en smule skinsyg? Følte hun at han, blot fordi han var mand, fik for meget virak? Og hvorfor var hendes ægteskab med Anders Sandøe Ørsted så blegt og kedeligt? Var han homofil?

Lige efter hendes død livede han nu kendeligt op og giftede sig med husjomfruen, jomfru Rogert, og levede velfornøjet til han blev 82 år. Egentlig er det hans tanker, man sidder og grunder over, når man læser Bodil Wambergs bog. Syntes han i virkeligheden, at hun var skrækkelig?


Bodil Wamberg er klar over hovedpersonens problem og omtaler det allerede i indledningen: Her er en biografi over en kvinde, som brændte inde med sine eventuelle talenter, en kvinde, som ingen børn fik, og som døde af en underlivskræft i en alder af kun 36 år. Vi tror, at hun tiltrak sig opmærksomhed, ikke ved noget hun sagde eller gjorde, »blot ved sin tilstedeværelse«.

Jo, men det havde nu været rart med denne tilstedeværelse!

Pointen er, at hun som datidens fleste kvinder levede via mændene, og at mændene i hendes omgangskreds var spændende. Biografien koncentrerer sig om den mærkelige, halvkyske liaison à trois, som hun gennemførte med digteren Jens Baggesen og ægtefællen som partnere.

Her, mener Bodil Wamberg, skal vi finde Sophies bedrøvede hjerte, for Baggesen var en særpræget romantiker og delvist utiltalende masochistisk kvindeforfører, en ganske moderne mand, selv om hans litteratur i dag henføres til 1700-tallet og han tabte konkurrencen - om skriftlig modernitet - med Adam Oehlenschläger.

De to digteres indbyrdes forhold var tvetydigt. Blev Sophie så optaget af Baggesen i et forsøg på at placere sig selv i samtidsdebatten og skabe ravage i det interessante forhold mellem de to digtere?

Ja, hvad ved man. Man ved ikke, om det, guldaldertidens digtere skrev til hinanden, var sandt, eller om det i højere grad var præget af tidens normer for chevaleresk og romantisk selvbeskyttende dialog. »Hun havde fortjent bedre«, siger Bodil Wamberg et sted om sin heltinde. Det ved jeg nu ikke.

Ud af historien træder en kvinde, som en anelse depressivt og forfængeligt drager skønånder til sig i et klaustrofobisk lille København og trækker sig tilbage uden at realisere noget forhold. Hun havde andre varme beundrere, også Sibbern, men det hele løber ud i sandet. En skyggefuld skønhed - det har hun været.


Bogen er letlæst, meget velresearchet og underholdende, som om den kunne læses i Alt for Damerne. Bortset fra at nutidens celebritykvinder gør krav på deres egen skæbne - på sig selv. Dét er pointen, som Bodil Wamberg udmærket er klar over og måske kunne have understreget meget mere.

»Gud velsigne dig, min gode søster«, var det sidste, hendes berømte bror fik sagt til hende, hvortil hun overraskende syrligt svarede: »Ja, det ville ikke være så galt«. Den replik kan man lide.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce