Georg Brandes taler til fremtiden. Illustration fra bogen.
Foto: ingen

Georg Brandes taler til fremtiden. Illustration fra bogen.

Faglitteratur

Det kulturradikale spøgelse

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

I 'Hamlet' er der som bekendt et spøgelse, der blander sig i spillet; hvis bare dét spøgelse havde nøjedes med at være spøgelse, så havde vi slet ikke haft alt den ballade på Kronborg.

Og noget tilsvarende kunne siges om kulturradikalismen, et spøgelse fra fortiden, som den dag i dag forsøger at gå igen i Danmarks rige: Hvorfor ikke bare nøjes med at være spøgelse? Med hvilken ret vil en bevægelse fra 1930erne (eller var det århundredskiftet?) blande sig i nutiden?

Når man har læst dagens bog, 'Den kulturradikale udfordring', er spørgsmålet på ingen måde forstummet eller besvaret, det er snarere blevet fordoblet: Hvorfor i alverden vil man absolut sige noget til samtiden, når man stort set intet aktuelt har at sige?

Bogen er udsprunget af en forelæsningsrække om kulturradikalismen, som i foråret 2000 blev afholdt på Københavns Universitet, arrangeret af Institut for Nordisk Filologi, Institut for Litteraturvidenskab og Georg Brandes Selskabet.

Og skønt de fleste af teksterne faktisk er kvalificerede og gode at få forstand af, og på trods af at en enkelt forelæser, Drude Dahlerup, ud fra en kvindevinkel stiller sig forfriskende kritisk til bevægelsen i det hele taget, så må man alt i alt sig forbarme:

Tænk, at det ikke er muligt for de sidste dages kulturradikale at lægge bare ét foredrag ind, som ikke er historisk og tilbageskuende; tænk, at man ikke har inviteret en eneste anti-kulturradikal havkat ind i hyttefadet (bortset fra en kirkens mand, Jan Lindhardt); og tænk, at man ikke har bedt en eneste (måske endda yngre!) forelæser om at besvare spørgsmålet: Hvad er den kulturradikale udfordring i dag?


Bogen indledesmed Klaus Rifbjergs forelæsning 'Med højt humør og løftet hale', et forrygende ekvilibristisk cirkusnummer i den genre, som Rifbjerg mestrer suverænt: gerontologisk infantilisme.

Man griner, man ryster på hovedet, man er ude for at more sig og bestemt ikke for at tænke efter, endsige diskutere med fabeldyret, som brølende monologisk f.eks. kan få den altid kampberedte, ja, krigsberedte Georg Brandes til at blive kirkefader i Rifbjergs private, militant pacifistiske trosretning.

Underholdningsværdien bliver ikke ringere af, at en af forelæsningsrækkens arrangører, Hans Hertel, trods alt synes, at han må sætte tingene lidt på plads sådan rent historisk, da det bliver hans egen tur til at forelæse (der er jo uskyldige studenter til stede):

»Den radikale pacifisme à la Hørup, P. Munch og Politiken så han (altså Georg Brandes, red.) som blåøjet forsvarsnihilisme og selvopgivelse, P. Munch så han som fantast, og fra 1909 gik han ind for et dansk forsvar«.

Men fatter Rifbjerg jonglerer jo bare med sin egen, fiktivt fortidige Georg Brandes, og nutiden går det f.eks. sådan her: »Ikke blot styres Danmark i skrivende stund fra Bruxelles, landet er også en (i åndelig og økonomisk forstand) amerikansk vasalstat«. Og bum, bummelum.

Hvis nogen skulle mene, at det europæiske projekt er en slags modvægt mod amerikaniseringen, så gør de nok klogest i at søge andre diskussionspartnere end Rifbjerg, som forresten tager hele sit afsæt i et citat af Georg Brandes, som han trods alt ikke forvrænger.

Det er et brev fra Paris, hvori den unge Georg i 1866 hylder en flaske rødvin, en postej og en omelet. Sammen med et citat af billedhuggeren Axel Salto, om glæden ved at skrive, får Georgs gourmandise Klaus Rifbjerg til at sammenfatte »noget elementært i den kulturradikale holdning: sult, begejstring, uimponerethed, ungdommelighed, koketteri, ærlighed«, hvilket på den ene side måske nok er rigtigt, men på den anden side næppe er så rigtigt, at den ikke-kulturradikale del af menneskeheden ganske kan siges at være uden sult, begejstring etc.

Ja, uimponerede medlemmer af den ikke-kulturradikale menneskehed har endda haft den frækhed at sammenfatte en sådan kulturradikal eksklusivitet endnu kortere: sjusk og selvglæde. Det kunne dog ikke falde undertegnede ind at gå så radikalt til værks. Jeg tager hellere endnu et citat af Rifbjerg, som - spøg til side - er pinligt korrekt: »Kulturradikalismen er en fornuftsfilosofi og har sine rødder i oplysningstiden«.


Det har Rifbjerg i hvert fald ret i, og alle de øvrige skribenter/foredragsholdere folder temmelig samvittighedsfuldt den særligt danske og særlig kulturradikale version af oplysningsprojektet ud.

Det sker naturligvis med vægt på kirkefædre og koryfæer som Brandes, Hørup, Kjeld Abell, Poul Henningsen, Otto Gelsted og adskillige andre, herunder den stadig højst levende Elias Bredsdorff.

Sidstnævnte tillægges ofte æren af at have opfundet selve ordet, kulturradikalisme, i Politikens kronik i juli 1955, men også dette bliver sat på plads af Hans Hertel, som kan præcisere, at det var nordmanden Sigurd Hoel, som to måneder før brugte betegnelsen første gang - også i Politiken:

»Hoels kronik trak linjen op fra Voltaire til 1920ernes Mot Dag-bevægelse i Norge og definerede arvefjenden som »det dvaskt og konvensjonelt vedtagne«.

Samme Voltaire sørger den frankofobe Ebbe Kløvedal Reich for at citere en smule forkert, Ecrasé l'infame!, i sin for øvrigt veloplagte og velinformerede sammenstilling af de to grundgemytter Viggo Hørup og Georg Brandes:

»Hørup var demokratisk politiker. Han kæmpede en magtkamp om den offentlige mening. Brandes var åndsaristokrat. Han satte sig ud over den offentlige mening, når det passede ham««.

Det tjener en række af foredragsholderne (men ikke alle) til ære, at de sætter direkte fokus på navnlig 1930ernes kompromitterende krydsning mellem kulturradikalisme og kommunisme, i det hele taget er der megen god og redelig historieskrivning i denne bog.

Men når forordet, ved Jørgen Knudsen, proklamerer, at kulturradikalismen ikke kun er historie, så virker det ærligt talt mest som en besværgelse. Hverken Knudsen selv eller nogen anden har åbenbart haft ideen til et foredrag, som kunne aktualisere bevægelsen.


Skyldes det mon, at kulturradikalismen har 'sejret ad helvede til'? Er der ikke mere at opnå? Er kønsfrigørelsen kommet så vidt, at der ikke er mere at komme efter, er børneopdragelsen blevet så fri, at det er lærerne, der får tæv, er rationalismen slået så hårdt igennem, at kristendommen går på krykker i Århus?

Faktisk kan der svares benægtende på alle disse spørgsmål: Den seksuelle frigørelse er slået over i en pornografisk karikatur; ethvert barn i Danmark bliver i dag mandsopdækket af voksne i døgnets 24 timer; og kristendommen har måske nok en krise, men alskens obskurantisme og metafysik florerer jo værre end nogensinde - man tror ikke på ingenting, man tror på alt muligt.

Hvis oplysning, fornuft, rationalisme, menneskelig myndighed og internationalt udsyn er kulturradikale kodeord, ja, så har bevægelsen mildt sagt nok at tage fat på i dagens Danmark.

Vi har et demokrati, som i stadig ringere grad fokuserer på frihedsrettigheder og i stadig stigende grad bliver en form for beskæftigelsesterapi med myriader af mærkelige bestyrelser og ulønnet malerarbejde i vuggestuen lørdag eftermiddag.l

Vi har alverdens problemer med at integrere os selv i Europa, for slet ikke at tale om at integrere indvandrere i Danmark; vi har en forfatning, som helt bogstaveligt blander Gud, konge og fædreland syndigt sammen; vi har erstattet folkeoplysning med et massivt bombardement af æterbåren, offentligt betalt fordummelse; og tre gange om dagen forventes vi at falde på knæ og tilbede markedet, aktiekurserne og konjunkturerne.

Det er alt sammen så gravsens alvorligt, at Rifbjerg minsandten alligevel har ret: Der er brug for højt humør og løftet hale.

Men kulturradikalismen leverer næppe nogen af delene. Den vil vist helst bare være et historisk spøgelse.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce