Foto: ingen
Faglitteratur

Malerier fra et mørkt sted

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

I grunden er Thomas Kluge en heldig maler. Økonomisk set har han Kunstakademiet at takke for mere end de fleste elever, der fik lov at gå derinde i både seks og syv år uden dog at kunne leve af det bagefter. Havde Akademiet ikke afvist Kluge kategorisk, havde han næppe fået lov at sælge sig selv til maleriet, og så ville hans malerier heller ikke have solgt så godt. For det, som Kluge kan eller gerne vil kunne, har man ikke kunnet lære på kunstakademier i mere end hundrede år.


Derfor er Thomas Kluge en heldig rad. Ingen anden dansk kunstner har efter en så relativt overskuelig produktion fået så meget opmærksomhed.
Og ingen anden ung dansk maler på hans alder har fået tildelt en så omfattende monografi som den, Torben Weirup nu har skrevet for Aschehougs forlag. Men når man maler dronning Margrethe ikke bare én, men to gange, og kan gøre det så detaljeret, så man både kan tælle dronningens smilerynker og hårene i øjenvipperne, har man placeret sig lige midt i offentlighedens bredeste lyskegle.

For paradoksalt er det sådan, at mennesker, der ikke er det ringeste interesseret i fotografier, til gengæld er meget fascineret af malerier, der minder om fotografier.
Thomas Kluge er blevet synonym med et oprør mod abstraktionen og kunsten i postmodernitetens tid og derefter.

Som bekendt føler mange mennesker sig på stærkt gyngende grund, hvis de skal mene noget om et moderne kunstværk. »Det har jeg ikke forstand på«, lyder det opgivende forsvarsberedskab, hvis de ikke bare siger: »Det kan min knægt/mit barnebarn gøre bedre!«. Begrundelsen er, at de ingen målestok har at holde et sådant værk op mod. Et abstrakt maleri skal jo ikke ligne, det skal jo højst være. Når det gælder den slags kunst, er det brede publikums påskønnelse primært betinget af maleriernes økonomiske værdi.

Selv blandt rindalister vil et maleri af Asger Jorn altid være omgærdet af en vis materialistisk respekt. For ejeren kan jo altid sælge det og i stedet købe en villa på Strandvejen eller en mindre lystyacht. Sådan noget giver respekt til kunsten. Den forkerte respekt.


Men når maleriet er nyrealistisk - eller superrealistisk som Kluges - er det en ganske anden sag. For så kan kunstnerens dygtighed vurderes. Man behøver blot sammenligne det med den håndgribelige virkelighed, man allerede er fortrolig med fra sin hverdag og fra tv-skærmen, avisernes fotos etc.

Takket være mediernes gavmilde strøm af billeder vil man straks kunne genkende nogle af de magtfulde mænd fra stat, kommune og erhvervsliv, hvis træk Thomas Kluges tålmodige maleriske håndelag har sikret for eftertiden. Som f.eks. tidligere direktør for Den Danske Bank, Knud Sørensen, tidligere koncernchef for De Forenede Bryggerier Poul J. Svanholm, den forhenværende politidirektør Poul Eefsen og hele Det Danske Handelskammers Komité.


Ydermere er de med deres sorte baggrund malet lige ind i den klassiske billedarv, som alle kender. Kluge insisterer på at knytte blodets bånd med museumskunsten med dens århundredgamle portrætter, figurbilleder og opstillinger. Naturligvis er det en anakronisme. På Caravaggios og Rembrandts tid havde endnu ingen gjort sig den lejlighed at opfinde glødelampen og lysstofrøret. I dag - i Kluges kultur - skal man nærmest glemme at betale sin elregning for at opleve et lignende mørke indendørs som på Rembrandts tid.

Kluge skyder tiden tilbage, men han skruer også virkeligheden sammen til sit formål og bruger lysvirkninger, som ikke adskiller sig fra dem, man stadig kan møde på teatrets skrå scene og i filmens iscenesatte verden, f.eks. Francis Ford Coppolas 'Apocalypse Now', hvor General Kurtz' (og Marlon Brandos) skaldede isse træder frem af helmørket - med stor effekt. Det sorte etablerer for Kluge en nødvendig tomhed, der kan få detaljerne til at springe i øjnene.

For han lader ikke detaljerne fordele sig over billedfladen, som Niels Strøbek gjorde i sine yngre dage. Der ligger i denne forenkling også en tolerance over for minimalismens virkemidler. Oprøreren mod det tyvende århundredes moderne kunst er slet ikke så upåvirket af den kunst, han opponerer imod.


Sympatien med de gamle er et slægtskab, som Kluge også har understreget gennem sin besynderlige påklædning. Med sin baret ville han måske demonstrere, at han ikke blot havde samme metier som Rembrandt, men også sin reverens over for den maleriske teknik og stil, der fandtes på Rembrandts tid.
Kluges baret er en konsekvens af det faktum, at Kunstakademiet vragede ham. Tre gange er han blevet nægtet optagelse på den institution, der er blevet synonym med de målsætninger og værdinormer, der findes i kunsten i dag. Dengang Kluge søgte ind, stod figurmaleriet ikke højt på Akademiets top 10 over legaliserede udtryksformer.

Siden har han lagt vægt på at vise, at man godt kan skabe en karriere uden den mindste pædagogiske håndsrækning fra det etablerede kunstliv. Det samme har også - uden sammenligning i øvrigt - Poul Gernes, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Ingvar Cronhammar m.fl. tidligere gjort.


Kluge har gjort det godt, hvis man ser hans indsats med de samme øjne, som han selv har set og studeret i sine portrætter af erhvervslivets tungeste drenge. Det kører for ham. De gallerier, han tidligere samarbejdede med, er endt med at blive mere afhængig af ham end han af dem. Og Akademiet og museerne kan bare beholde deres konceptkunst, minimalisme, appropriationskunst, Marcel Duchamps omvendte tissekumme og Yves Kleins blå billeder. For efter denne maleriske liberalists opfattelse er de i realiteten mere fossile, end han er.

Derfor er det ikke af vejen at tolke brændstoffet bag hans kunstneriske ambitioner som noget, der er betinget af trods og stædighed. Det er kunst som kritik af institutionerne. Kluge vil med sit eksempel afsløre den akademiske kunst og det, forfatteren med hans ord kalder for de akademiske kunstneres selvhøjtidelighed. Engang var Akademiet dybt reaktionært. Derfor måtte oprørerne mod det være de radikale og avantgardistiske. I dag, hvor Akademiet har opslugt alle dissidenter og er blevet avantgardistisk, er oprørerne identiske med de bagstræberiske.


Bogen om Thomas Kluge - 'Under baretten' - er en velturneret og letlæselig fortællende fremstilling. Gennem sit venskab med den afdøde maler Niels Birger Wamburg blev Torben Weirup tidligt introduceret til nyrealismen, og han er blevet loyal over for stilen, også selv om hans arbejde som kunstanmelder har engageret ham i kunstnere med et helt andet ideologisk udgangspunkt, som f.eks. Fluxus. Derfor er han klædt på til at præsentere både Kluges venner og fjender.

Der er i det kunsthistoriske perspektivs interesse ofret meget (nok for meget) plads både på den kunst, som Kluge opponerer imod, og den, han bare er i familie med, som nordmanden Odd Nerdrum. Billederne selv tiltvinger sig mest plads gennem deres afbildninger, og de er både store og flotte. Men som man kan se, er det ikke billeder uden deres egne idiosynkrasier.

F.eks. er Kluges fascination af fødder slående. De er påfaldende allerede i det tidlige portræt af helten Wilhelm Freddie, hvor fødderne bogstavelig talt slår rødder. Og fødderne fortsætter med at bevæge sig gennem den senere produktion, for her og dér at træde helt frem. Eksempler er 'To kvadrater' fra 1991, 'Spaltning' fra 1991, 'Eftermiddag' fra 1993, 'Mens vi venter III' fra 1993, 'Mens vi venter V', fra 1994, 'Hvile' fra 1996, 'Tinnitus' fra 2000, og 'Selvportræt 2 (Fødder)'.


Fremstillingen tyder heller ikke meget på, at Kluge ønsker at tale om sit forhold til fotografiet. For det er evident, at en mand, der kan male sig selv, mens han står i vindueskarmen og holder et glas op i den ene hånd, mens han støtter sig til det åbne vindue med den anden hånd, ikke kan gøre det uden et fotografi.Han må også have et fotografi at skele til, når han kan skildre sig selv liggende på et gulv. Og ved mange andre lejligheder.

Det indledende interview med dronning Margrethe indeholder både glimrende og åbenhjertige betragtninger over dronningens forhold til billedkunsten. Men det handler om meget andet end Thomas Kluges kunst.

Det burde i stedet have være udgivet som en selvstændig lille publikation, med illustrationer af alle de værker og kunstnere, som dronningen nævner med glæde under sin samtale med Torben Weirup.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden