Faglitteratur

Musikken i pennen

Jay Rubin lirker lågene af den postmoderne romanforfatter Haruki Murakamis japanske æsker.

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

Raymond Carver går udenfor for at ryge en cigaret. Han er vrangvilligt på vandvognen, drikker te uden begejstring og han lider af en galopperende cancer, som om føje år vil lægge ham i graven.

Men han har besøg af en spændende gæst her i vinteren 1984. Sin japanske oversætter og selv forfatter. Han hedder Haruki Murakami og i dag tyve år efter er han nok Japans mest kendte og læste forfatter. Fra at være en kultforfatter for de få, er han i dag en verdensberømt bestsellerforfatter både ude og hjemme.

Hans sidste roman på dansk, 'Trækopfuglens krønike', har forlaget Klim sendt ud i 10.000 eksemplarer. Det er mange for et både sært og svært forfatterskab, der deler læserverdenen i to lejre. Enten elsker man ham med hele sit hjerte og bliver aldrig træt af at finde nye ruter i hans labyrintiske værker. Eller også finder man ham for popsmart og postmoderne, dybt overfladisk, mættende som en stang candyfloss.

Undertegnede tilhører den første lejr. Og det gjorde Carver allerede i 1984, forfatteren har nemlig skrevet et digt om mødet. Carver, de små ydmygelsers geniale fortæller, er også en stærk inspiration for Murakami, som her i 1984 havde skrevet tre romaner, bl.a. 'En vild fårejagt', som få år senere blev hans oversatte gennembrud uden for Japan.

Og Murakami er fascineret af Carvers rådvilde åbenhed i plottet, det underdrejede og usagte i novellerne, den stille stemme af smerte mellem linjerne med accent af den amerikanske stoicisme: At man skal videre på en eller anden måde.


Men bag Carver ligger endvidere det amerikanske landskab af den litteratur, som Murakami med sine egne værker trækker på og oversætter: Raymond Chandler, Hemingway og så frem for alt Scott Fitzgerald, den milde og blide beskriver af smukke kvinder og tabte illusioner.

Det er Murakamis amerikanske oversætter, Jay Rubin professor i japansk litteratur ved Harvard, som har skildret det vemodige træf mellem en døende forfatter og en kollega, knapt på midten af sin bane. Det gør han i sin informative og nysgerrige bog 'Haruki Murakami and the music of words' - en erklæret fans gennemgang af forfatterens liv og levned - også ud fra interview og forelæsninger.

Og her får vi at vide, at manden med skildringer af mange sexede kvinder med smukke ører såmænd har været gift med den samme kone, Yoko, i mere end et sølvbryllups tid. At han som 30-årig kvittede de 40 daglige cigaretter og en flaske whisky til at skylle efter med for at hellige sig maratonløb, grøntsager og et liv i askese bortset fra et glas rødvin i ny og næ.

Ægteparret har valgt børn fra, bor ofte og anonymt uden for det Japan, som var lidt nølende med at anerkende hans forfatterskab, men som nu giver ham den ene litterære pris efter den anden.

Nok er enebarnet Haruki ægte søn af Solens rige, men hans litterære veje har som bekendt ført ham til USA i årevis og til Europa på gæstevisit. Jay Rubin sætter ham kompetent ind i en japansk sammenhæng, Murakami er den første forfatter som manifest er et kulturelt barn af efterkrigstidens amerikaniserede Japan.

Og som læsere ved, så er Murakami yderst kritisk over for sit hjemlands nyere forhistorie, krigsforbrydelserne før og under Anden Verdenskrig, ja hele den hidsige voldsdyrkelse bag de stille ritualers land.


Det er musikken som er nøglen til Murakamis forfatterskab. Fra Bach til Burt Bacharach over Bob Dylan og Frank Sinatra til Stan Getz, i syv år bestyrede han sin egen jazzklub, Peter Cat, i Tokyo.

Mange af hans titler spiller på citater fra slagere og poptekster. I øjeblikket bliver hans store værk fra 1987, 'Norwegian Wood' oversat til dansk og det er selvfølgelig Beatles som har leveret titlen.

Men for Rubin er musikken andet og mere end Murakamis erklærede munterhed og flair for postmoderne dekorationer. Musikken i hans ord er spor efter en tid, som er forsvundet, og som det er så svært at definere for hans egen 68-generation, der er lige så forvirret over fortiden som Marcel Proust!

Men hvor den gamle franskmand dog havde færten af en epokes svanesang, så er Murakamis svundne tid netop uden begyndelse og slutning. Historien er et mareridt, især for en moderne japaner, men der findes en anden historie og den lever i musik, film, litteratur og den skaber sit eget frugtbare nærvær.

Det er dette magiske rum, hvor tiden er gradbøjet væk fra den egentlige tid, Murakami ønsker at tage os ind i. Og dette rum opstår som en lang episk frise, der slynger sig ind og ud af iscenesættelser, vækker latter, føder gåder, stiller spørgsmål og giver fantastiske svar indhyllet i - netop - musik!


Det bedste ved Rubins biografi er hans glimrende signalement af Murakami som en japansk forfatter. Bare det i oversættelse at forstå en fortælling, hvis sprog har to forskellige tegn for et 'jeg' volder vanskeligheder og giver andre aspekter.

Til gengæld mangler den at sætte forfatteren ind i et større perspektiv af anden litteratur uden for Japan. Proust og andre tunge drenge er nævnt, men vi mangler den guddommelige Borges, de græske tragedier og samtidige ligesindede såsom Paul Auster og Don DeLillo.

Alligevel, Jay Rubins bog er et must for alle, der elsker at åbne Murakamis mange japanske æsker med mærkelige dyr, flygtige kvinder og søgende mænd.

Få fuld adgang i 3 måneder for 299 kr

Eller prøv én måned for 1 kr.

Se tilbud

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce