Faglitteratur

Som en slags grønlandske gøgeunger

Engang var det et problem, hvis man var grønlænder og ikke kunne tale dansk. En ny bog beskriver, hvordan unge grønlændere, som har talt dansk hele deres liv, i dag tager til Danmark for at uddanne sig. Og for at få venner. Tror de. Indtil de opdager det store problem: Nemlig at de ikke kan tale grønlandsk.

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

Forfatteren er født i 1969, er opvokset i Grønland og har gået i grønlandsk skole. Siden er hun flyttet til Danmark for at studere, og her har hun i de sidste ti år mødt en del af sine venner fra tiden i Grønland.

Unge med dobbelt identitet, opvokset i et samfund, der indtil slutningen af 60'erne var præget af dansk tankegang, hvor veluddannede grønlændere og politikere talte dansk med deres børn, for at de kunne få de bedst mulige betingelser for at uddanne sig i Danmark eller udlandet.

Så kom 70'erne med den nye generation af unge, der ville sætte Grønland og grønlændere på verdenskortet med selvstændighed. Nu skulle det være slut med den danske kolonitankegang.

Blandingsbørn
Det endte i første ombæring med loven om Hjemmestyret, der i år fejrer sit 25-års jubilæum, og hvis udviklingen fortsætter, vil kravet om uafhængighed tage til.

I dag er grønlandsk hovedsproget, selv om der lægges vægt på, at dansk og engelsk skal have en central plads i undervisningen.

Men der er fortsat mange unge, der ikke taler og skriver grønlandsk, fordi de er blandingsbørn, det vil sige har grønlandske/danske forældre, og det betyder, at der i mange tilfælde kun er talt dansk hjemme. En del vokser op i hovedstaden, Nuuk, hvor der tales meget dansk eller en blanding af dansk og grønlandsk.

Alle ved, at hvis man ikke taler dansk, er der ikke mange muligheder for en videregående uddannelse, og det betyder, at mange af de unge, der kommer til Danmark for at uddanne sig, udelukkende taler dansk og tror, at det vil lette dem adgangen til både studier og venner.

Socialt skel
Men det viser sig ofte at være meget sværere, fordi de unge er to kulturer. Lige som andre, der kommer til byen, kender de ikke koderne til, hvordan man mødes og taler sammen, ind- og underforstået. Derfor omgås de unge studerende grønlændere hinanden. De første år føler mange sig som pariaer både i Grønland og i Danmark.

Det er et problem ikke at tale grønlandsk, når man er født og bor i Grønland, fordi grønlændere taler grønlandsk indbyrdes, især når man kommer væk fra Nuuk.

Det skaber et socialt skel mellem dansk- og grønlandsktalende og er, tror jeg, en af årsagerne til, at den grønlandsksprogede landsstyreformand, Hans Enoksen, ved det sidste valg fik så stor en opbakning af bygdebefolkningen og de mindst privilegerede. Han har således fastholdt at tale på grønlandsk, også i det store udland.

Problemet er, at med den danske administration er Grønland indtil videre nødt til at have ansat personer, der taler og skriver dansk. Man siger, at man ønsker at ansætte personer med grønlandsk baggrund, og derfor spørges med rette: Hvorfor kommer de mange blandede unge så ikke tilbage og arbejder i Hjemmestyret efter endt uddannelse?

Udsat for latter
Fordi de enten har fået kæreste i Danmark, eller fordi de ikke taler grønlandsk og ikke er så velkomne i Grønland længere. Sådan oplever de det, fremgår det af flere interview i bogen og andre steder, hvor man har drøftet emnet. De er usynlige både i Grønland og i Danmark.

Det er en interessant debat, og flere af de 15 interviewede kender på egen krop dilemmaet og usikkerheden, når de prøver at udtrykke sætninger på grønlandsk og bliver udsat for latter. Så holder det forsøg op. Andre gider ikke lære sproget. De mener, det er vigtigere med dansk og engelsk, og klarer sig under alle omstændigheder, fordi de er sikre på sig selv og egne evner.

Men det fremgår, at man skal være stærk for at leve med dobbeltheden: at være godt uddannet, at have baglandet i orden og så senere erfare, at noget så enkelt (?) og centralt som et lands sprog kan blive det største handikap, fordi man ikke behersker samtalen, ordet.

Grønlandsk er et af de få minoritetssprog, der fortsat værnes om, og det er godt. Men Grønland har et problem, hvis deres børn ikke lærer grønlandsk, dansk og engelsk på lige fod.

Føler sig usynlige
Udviklingen taler for, at grønlandsk fortsat vil prioriteres i kampen for selvstændighed, men Grønland kan ikke overleve som selvstændig nation uden et veluddannet folk, der kan andre sprog end grønlandsk. Så det gælder om at forbedre forholdene for de unge blandede, så de føler sig velkomne og ikke udstødt som gøgeunger.

Mange falder fra under uddannelserne, måske på grund af hjemve, måske fordi gymnasieuddannelsen ikke er god nok i Grønland, og de kan for lidt, når de begynder på universiteterne i Danmark.

Endelig tror jeg, mange mister modet, føler sig usynlige. Når en dansker hører, at de kommer fra Grønland, forventer danskeren, at de taler grønlandsk, og er det ikke tilfældet, regnes de ikke. Hverken som det ene eller andet. Sådan oplever i hvert fald nogle unge det.

En god bog, der gennem samtaler med 15 unge og lidt ældre kommer fint omkring det vanskelige emne. Humor og alvor i en god blanding. Det fremgår også, at netop en god cocktail af dansk og grønlandsk er noget, vi burde snakke lidt mere om. Uden fordomme.

Få fuld adgang i 3 måneder for 299 kr

Eller prøv én måned for 1 kr.

Se tilbud

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce