0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lang vej hjem

Philip Roth, en af USA's største forfattere, er nærmest besat af sit arbejde, men han hader den berømmelse, der følger med.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Philip Roth har modtaget alle de største priser, en amerikansk forfatter kan få, og han er blevet dekoreret med USA's National Medal of Arts i Det Hvide Hus af tidligere præsident Bill Clinton.

Men den æresbevisning, der tilsyneladende betyder mest for ham, er en kommende, stor udgivelse af hans udvalgte værker i 'Library of America'-serien.

Det giver ham officiel status som amerikansk klassiker, i selskab med Melville, Hawthorne, James, Fitzgerald og Faulkner, og foreløbig er kun to andre forfattere - Saul Bellow og Eudora Welty - således blevet udødeliggjort i levende live.

De sidste ti år har Roth, i en alder hvor de fleste forfattere begynder at miste gejsten, skrevet en række bøger, der er stærkere og mere fuldendte end nogen af hans tidligere bøger.

Og der er ingen tegn på, at han vil sætte tempoet ned.

Arbejdshest
»Foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at han er ved at falde til ro«, siger Aaron Ascher, Roths gamle ven og forlægger.

»Her har vi en nogle og halvfjerdsårig forfatter, som stadig er på vej op og bliver bedre og bedre«.

»Han har problemer med ryggen, og det giver stærke smerter, men han arbejder altid«.

»Han stopper aldrig, end ikke i sine dårligste perioder«.

Roths ansigt er rynket nu, munden er blevet strammere, og det tykke hår er blevet gråt, men han har stadig et atletisk udseende - høj og tynd med brede skuldre og et lille hoved.

Indtil for nylig, da en rygoperation og leddegigten satte en stopper for det, trænede og svømmede han regelmæssigt, men det var altid med et bestemt formål - ikke for den sanselige glæde ved fysisk træning, men for at holde sig i form til de mange timer, han bruger på at skrive.

Åndelig energi
Han arbejder stående og går frem og tilbage, når han tænker, og efter eget udsagn går han det meste af en kilometer for hver side, han skriver.

Selv nu, hvor hans led værker og svigter, udgår der en varm strøm af energi fra ham, men den er drevet af intellektet.

Den kommer ud i form af argumentation, imitationer, vildt morsomme bemærkninger om alt, hvad der måtte dukke op i løbet af samtalen.

Han er enormt koncentreret, og intet undslipper de skarpe sorte øjne under de brede øjenbryn. Det er en stor fornøjelse at være i selskab med ham, men man skal være helt på toppen, hvis man ikke vil skuffe ham.

Munkecelle med udsigt
Han har altid ment, at man skal holde privatlivet og livet som kunstner adskilt. Han holder sit privatliv for sig selv, og han vil helst ikke arbejde der, hvor han bor. I Connecticut ligger hans arbejdsværelse inde mellem træerne lidt væk fra huset.

For tredive år siden, da han tilbragte halvdelen af året i London, boede han i Fulham og arbejdede i en lille lejlighed i Kensington. I New York havde han to lejligheder i Upper West Side, en til beboelse og en til arbejde, og da han flyttede mere eller mindre permanent til Connecticut, beholdt han sin arbejdslejlighed i New York, og det er her, vores samtale finder sted.

Arbejdslejligheden ligger på 12. sal, et stort værelse med et køkken i hjørnet, et lille badeværelse og en glasvæg med udsigt sydover, ud over Manhattans gotiske landskab og Empire State Building, der har en lille sky rundt om toppen.

Skrivepulten, som Roth arbejder ved, står vinkelret på udsigten, formentlig for at han ikke skal blive distraheret. Over den hænger en skitse af en åben bog med en ulæselig tekst, der kunne være hebraisk, af Roths ven, afdøde Philip Guston.

Op ad væggen står der en seng med et ulastelig hvidt sengetæppe og midt i værelset en lænestol og en elegant standerlampe. Det er alt sammen lavet af læder, stål og glas, diskret moderne. Det er et enkelt og nøjsomt sted, hvor der udelukkende arbejdes, en munkecelle med en fantastisk udsigt.

Ufrivilligt artig
Det passer tilsyneladende Roth glimrende. Jeg spurgte ham engang, hvad han gerne ville være, hvis han kunne begynde forfra på sit liv. »Sognepræst«, sagde han, »en, der går rundt i sin knitrende præstekjole og lytter til folks skriftemål«.

Og nok blev det aldrig til noget med præstekjolen - han klæder sig diskret og neutralt, mindst muligt iøjnefaldende - og cølibat er ikke hans stil, men hans livsførelse er på mange måder lige så streng, indadvendt og pligttro som en præsts: Han arbejder hårdt, spiser kun lidt, drikker næsten ikke og går tidligt i seng.

Roths asketiske livsførelse strider mod, hvad han engang kaldte sit »ry som balstyrig pik«, som han fik på grund af 'Portnoys genvordigheder', hans store hyldest til sexkomedien.

Da 'Portnoys genvordigheder' udkom i 1969, var den tilsyneladende selve indbegrebet af tressernes anarkistiske ånd. Det var den måske også, men forfatteren selv var et produkt af halvtredserne, den sidste generation af høflige og velopdragne børn, der troede på dannelse og høje idealer og levede i skyggen af den kolde krigs atomvåben, indtil deres velordnede verden blev sønderlemmet af p-piller og psykedeliske stoffer.

Ved udgivelsen blev 'Portnoys genvordigheder' betragtet som en chokerende bog, men det var Roth selv, der var mest chokeret, fordi han ikke kunne lade være med at være en pæn dreng, hvor gerne han end ville være uartig.

Tæt og lidenskabelig familie
Roths familie var, som de fleste jødiske familier, præget af tætte bånd, kærlighed og lidenskabelighed. Hans far, Herman, en stor tilhænger af New Deal, der arbejdede for forsikringsselskabet Metropolitan Life Insurance Company, hvor han endte som afdelingsleder - den højeste stilling, en jøde kunne beklæde, indtil USA's kongres efter Anden Verdenskrig liberaliserede lovgivningen på arbejdsmarkedet.

Han og hans kone Bess var børn af indvandrere fra Østeuropa, og de levede i Newarks overvejende jødiske Weequahic-kvarter. Dengang var Newark New Jerseys vigtigste handelscenter, en velstående industriby. »Jeg voksede op i et jødisk kvarter«, siger han, »og jeg så aldrig skyggen af en kalot, et skæg, ørelokker - aldrig nogensinde - for ideen var jo at leve her, og ikke derovre«.

»Der var slet ikke noget 'derovre'. Spurgte man sin bedstemor, hvor hun kom fra, svarede hun: »Det skal du ikke spekulere på. Jeg har allerede glemt det«. For jøderne var det her Zion«. Kvarterets skoler var gode, og Roth fik gode karakterer.

Han tog studentereksamen med udmærkelse fra Bucknell, et idyllisk lille college i Lewisberg, Pennsylvania, tog en humanistisk magistergrad ved University of Chicago, var i hæren, røg ud igen med en rygskade, vendte tilbage til Chicago for at skrive ph.d.-afhandling og begynde at undervise i engelsk og tog sin afsked igen efter et semester.

Første gang, Ascher hørte om ham, var, da hans søster, der var studerende i Chicago, skrev til ham, at hun havde fremlejet en lejlighed af en »fyr ved navn Philip Roth. Han siger, han er forfatter«.

Skarpt og præcist portræt
Det varede dog længe, inden Roth begyndte at skrive om den verden, han voksede op i. Ingen af hans gode og hengivne forældre havde tilsyneladende meget til fælles med de komiske mareridt, der hjemsøger Portnoy, og først efter deres død begyndte de at optræde i nævneværdigt omfang i deres søns bøger.

Hans nye roman, 'The Plot Against America' (sammensværgelsen mod Amerika, red.) er, på en måde, hans eftermæle til dem. Da Roth arbejdede på den, fortalte han sin ven og forfatterkollega David Plante, at han var i færd med »at skrive om sine forældre i deres velmagts dage, da deres tilværelse var på sit højeste, og de havde magt over tingene«.

Selv om bogen også ko