Sammensat. Taiye Selasi første roman bygger på hendes eget ophavs historie og migration. I den splittede familie er der et tvillingepar, ligesom hun selv er tvilling.
Foto: Klaus Holsting

Sammensat. Taiye Selasi første roman bygger på hendes eget ophavs historie og migration. I den splittede familie er der et tvillingepar, ligesom hun selv er tvilling.

Interview

'Afropolitansk' forfatter: »Jeg måtte lave mit eget Ghana«

Taiye Selasi aktuel med en delvis selvbiografisk ’lægeroman’.

Interview

Til »verdens hvideste bryllup« for nogle år siden sad Taiye Selasi ved siden af brudens mormors mand af tredje ægteskab.

Venligt spurgte han, hvor hun så kom fra. Et spørgsmål, der altid hyler forfatteren lidt ud af den. For hendes far er fra Ghana, men bor i Saudi-Arabien, hendes mor er nigerianer, men bor i Ghana. Selv er hun født i London, opvokset i Boston, uddannet på Yale og Oxford og nu residerende i Rom. Og efter den smøre hørte hun endda sig selv forklare, at hendes mor var hendes fars tredje kone.

»Ahhh, siger manden, så din far har tre koner?«, refererer Selasi samtalen fra dengang.

»Selv om han selv var gift for tredje gang, gik han automatisk ud fra, at en afrikaner måtte være gift med tre koner på samme tid!«.

Græd på toilettet Selasi forlod rasende festen for at tude ud på toilettet. Ikke fordi bordherren var fordomsfuld. Men fordi han ramte plet. Hendes far havde tre koner.

Taiye Selasi ler, når hun fortæller historiens twist, men husker skamfølelsen over polygamien. Hendes roman ’Gå væk, Ghana’, der netop er udkommet på dansk, bygger på hendes egen familiebaggrund.

Som så mange afrikanere i 1960’erne rejste hendes egen far – og bogens patriark – til Vesten på studiestipendier. Ideen var at uddanne Afrikas intelligentsia, så de kunne vende tilbage og styrke deres egne lande. De fleste rejste dog aldrig hjem.

»De fleste fra den generation blev læger, også mine forældre. Man skulle ud af fattigdommen, og det var en brugbar profession. Hvis de selv havde kunnet vælge, var min far nok blevet noget med litteratur og min mor botaniker, men den slags uddannelser var der ikke stipendier til«, siger Taiye Selasi.

Også andre forfattere med afrikanske rødder som Aminatta Forna (’Til minde om kærligheden’, da. 2011) og Abraham Verghese (’Knivens æg’, da. 2009) har skrevet romaner om at være børn af den generation. Findes der ligefrem en genre, man kunne kalde afrikanske lægeromaner?

»Ha, det ser sådan ud!«, griner hun. Og pointerer, at det autobiografiske bor i bogens skelet.

»Men efter at romanen er skabt, er det den, der står tilbage. Jeres egen Kim Leine skriver vist mere autobiografisk, end jeg gør«.

’Gå væk, Ghana’ er en klassisk familiesaga. Men hun vil ikke kalde den afrikansk eller give den prædikatet migrantlitteratur.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har lige læst de første to bind af Karl Ove Knausgårds bøger. Men ville vi nogensinde sige, at det var et værk om Norge? Eller at det var en europæisk roman? Jeg ville ønske, vi opfattede litteratur på samme måde, som vi opfatter musik, hvor vi taler om jazz, klassisk, pop og heavy metal«, siger hun med særlig adresse til USA, hvor boghandlerne gerne sætter bøgerne af sorte forfattere i afdelingen for afroamerikansk litteratur.

Afropolitan
Faktisk har hun selv opfundet det ord, der i dag bruges verden over til at beskrive en bestemt identitet:afropolitan. Før man kan kalde sig afropolitan, er der tre kriterier, som skal være opfyldt: Der skal være et ubrydeligt bånd til et eller flere lande i Afrika. Der skal være et globalt perspektiv. Og man skal have en lyst til at gøre en forskel i Afrika for det afrikanske folk.

»Jeg blev bedt om at skrive om den afrikanske identitet til et magasin, og jeg gad ikke skrive om sult, krig og korruption. Jeg måtte finde noget nyt at sige, og jeg begyndte at tænke over mine egen besværligheder med at besvare spørgsmålet: Hvor er du fra? Vi er nogle, der ikke kan svare på det med et ord. Det lyder måske fjollet, men det er faktisk umuligt for os at sige, at vi er fra X og forvente, at det giver nogen som helst mening om, hvem vi er«.

Essayet fra 2005 levede sit eget upåagtede liv på nettet, men pludselig bed begrebet sig fast.



»Det, jeg er gladest for, er, at så mange kan identificere sig med den oplevelse, jeg beskrev. Jeg gjorde det ikke for at være den første til at navngive en ny generation«.

Men det blev det til?

»Ja. Afropolitan er det ud af essayets 1.000 ord, folk husker. Der har tydeligvis været et behov for at få sat ord på den identitet, for det er ikke nok at være A+B+C+D«.

At zappe sig til en identitet
Første gang hun var i Ghana, var hun 15 år gammel. Et indtryk, hun også trækker på i romanen.

»Når dine forældre kommer fra et sted, som du kun kender gennem dem, må du på et tidspunkt skabe dig dit eget billede af det. Jeg måtte lave mit eget Ghana. Der er også store dele af USA, jeg har hørt om, men som jeg ikke har noget forhold til. Alle de amerikanere, der bor i den store midte af landet, er for eksempel fuldkommen fremmede for mig«.

Hun kalder fænomenet at være multilokal. Hvor man shopper sig til de steder, man kan lide.

»Jeg har et forhold til Massachusetts , hvor vi voksede op, og til New York, hvor jeg har boet. Sådan har jeg stykket mit Amerika og mit Ghana sammen af yndlingssteder: strande, cafeer, parker, resten betyder ikke noget for mig«.



Selv om der på den måde zappes frem til en identitet, optræder der et par steder i romanen nationale stereotyper. For eksempel nikker den japanske hospitalschef, der uretmæssigt fyrer faderen, til sine sikkerhedsvagter som en »Hongkong-gangsterinde til sine håndlangere«. Ligesom sønnen Olu har svært ved at se forskel på asiater og tænker sådan her om hvide: »Ægtemanden, hvis navn Olu aldrig kan huske (gennemsnitshvidt, som Brian eller Tim, fra Californien, beige hår og beige hud, beige bukser)«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den bedste fejltagelse

Ville det være i orden at skrive, at man ikke kunne kende forskel på sorte mennesker og tale om gennemsnitssorte navne? »Jeg er meget forsigtig med ikke at gå ned ad den vej, der forbyder beskrivelser af, hvordan folk ser ud. Vi må huske, at ordet racisme ofte bruges forkert. Racisme refererer til et hierarki baseret på racemyter. Det, man kunne reagere på, hvis man sagde noget generaliserende om brune mennesker, er, at vi ved, at det har været brugt nedladende. Jeg har venner i Italien, som ikke kan se forskel på kinesere eller på sorte. Det viser en vis ignorance, men jeg tænker ikke, at de er skrækkelige, eller at de skulle rejse mere«, siger Selasi, der apropos Rom kalder byen for »den bedste fejltagelse, jeg nogensinde har gjort«, og at det var det sted, hun kunne skrive ’Gå væk, Ghana’ færdig. »Jeg elsker New York, men der er aldrig ro. Jeg prøvede Paris, men det gik ikke, den var for kold, for uindtagelig. I Rom føler jeg mig hjemme«. Forfatteren har boet der i tre år nu og siger grazie mille, da hun har tømt skålen for vindruer, og interviewet er slut. Hvad kan hun bedst selv lide ved sin første roman? »Det er ikke indholdet, ikke kærlighedshistorien eller immigrationsdelen, det er sproget, rytmen. Det er det, jeg elsker ved alt skrevet.









Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce