Skønlitteratur

Lang rejse mod Ragnarok

Sidste bind i serien om Erik Menneskesøn.

Skønlitteratur

Hvis man vil vide, hvordan en bog for børn ikke skal skrues sammen, skal man læse fjerde og sidste bind i Lars-Henrik Olsens serie om Erik Menneskesøn.

Og hvis man vil vide, hvordan der alligevel kan komme en spændende og læseværdig bog ud af en samling ruiner, skal man også læse overlærer Olsens monstrum ’Gudernes skæbne’.

Trænede Erik Menneskesøn-læsere – og dem er der mange af – vil skøjte hen over belæringer og opsummeringer for i stedet at nyde den energiske og begejstrede fortælleglæde, som er denne forfatters varemærke.

Især når det gælder den indre viking. Han har ikke opdaget endnu – tror jeg – at børn og unge er ret ligeglade med Valhalla og omegn. De går efter den gode historie. Og den har Lars-Henrik Olsen.

Ragnarok Begyndelsen er tung som Thors hammer. Erik er på ferie i Island med sin familie og vennen Thomas. Undervejs anløber de Færøerne. Det giver forfatteren anledning til at citere fra turistbrochurer og håndbøger ved alle seværdighederne.

Næsten en fjerdedel af bogen er gået med sniksnak, inden Erik endelig bliver suget ’opad’ for at bivåne den endelige kamp på Vigridsletten mellem aser og jætter. Ragnarok er, hvad Lars-Henrik Olsen kan tilbyde i denne sidste ombæring.

Måske går det ikke helt så slemt, som de gamle spåede. Nu hvor Erik Mannssonur er tilstede. Men der er næppe håb. Forfatteren har serien igennem knyttet bøgerne til (stor)politiske begivenheder.

Nu overhaler han Al Gore indenom med sit økologiske sortsyn. Det er ikke ulovligt at lade afgørende begivenheder hænge uforløste ved slutningen. Men denne gang gælder det dog os alle. End ikke vennen Thomas’ skæbne efter den islandske tsunami får læseren besked om.

Dialog med den kristne tro
På det personlige plan er Lars-Henrik Olsens bog også et selvopgør med fascinationen af sværd og hug. Den form for mandighed fører lige lukt ud i fordærv og Ragnarok.

Glansen pilles af Odin – det gjorde den allerede i tredje bind ’Kvasers blod’ – men nu står alfaderen tilbage i al sin nøgenhed. Som en fortidig, storliderlig racist med meget på samvittigheden.

Forfatteren indleder en dialog med den kristne tro. Han introducerer overbærenhed og medfølelse over for de storhærgende vikinger. Men han følger ikke dette tema helt til dørs heller. Godt det samme, for lommefilosofi er ikke den stærkeste side. »I begge religioner spillede æblet også en vigtig rolle«. Og senere lader han Erik fundere: »Hvorfor spiller slanger altid så stor rolle?«.

Det halve kunne være nok

End ikke Lars-Henrik Olsen kan omgøre Vølvens spådom. Han går planken ud efter at have dirigeret sin nu 16-årige hovedperson rundt i mytologiens manege over et tyveårigt bogprojekt. Serien kan læses, hvis man vil være klog og f.eks. vide, hvorfor mænd og kvinder knapper deres skjorter til hver sin side på Færøerne (og andre steder). Der er heller ikke den mindste sten ’deroppe’, som ikke er vendt nu. Mest kan serien læses som en fantasy med viltert skæg og kohorn på hovedet. Der er spagfærdig kærlighed og høj tale. Svimlende scenerier, mjød og nattefrost. Overlærer Olsen iler utrætteligt forrest. Der er så meget, han gerne vil fortælle. Det halve havde været nok. Men når det nu skulle være, er det godt nok. Hvad nu, Erik?



Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce