Psykologisk realist.  Christina Englund var 17 år, da hun debuterede som forfatter. ’Dør til et værelse’ er hendes sjette bog.  PR-foto: Lena Paaske

Psykologisk realist. Christina Englund var 17 år, da hun debuterede som forfatter. ’Dør til et værelse’ er hendes sjette bog. PR-foto: Lena Paaske

Skønlitteratur

Udleveret til erindringen

Christina Englund skriver om en grådig kvinde, der vil have alt. I stedet mister hun det hele og havner i en psykose. Det er lavmælt fortalt, men stoffet er højdramatisk.

Skønlitteratur

Ingen af os ved, hvordan vi ville reagere, hvis hele tilværelsens fundament trækkes væk under os fra det ene øjeblik til det andet.

Hvad kan man holde til? Det er, hvad Christina Englund sætter sig for at undersøge i sin roman ’En dør til et værelse’.

Hendes hovedperson og jegfortæller Gitte er indlagt på et psykiatrisk behandlingshjem. Hvad diagnosen er, ved vi ikke, men baggrunden erfarer vi efterhånden. Romanen bevæger sig frem og tilbage fra det tidspunkt, hvor skæbnen – eller hvad vi nu skal kalde det – satte en kæp i hjulet på en ret almindelig normaltilværelse, som man mener, man hele tiden kan justere sig til rette med.

Den ph.d.-studerende Gitte, romanens jegfortæller, står foran ferien, hvor hun vil rette op på alt for meget fravær fra hjemmet, alt for mange mistede stunder med den 4-årige Sebastian. Men aftenen inden afgang skal hun lige tilbringe med sin elsker under dække af noget, der skal gøres færdigt på kontoret.

Frontalt sammenstød
Hun falder i søvn hos elskeren, og da hun næste morgen endelig er på vej hjem og parat til sommerhusferien, ringer mobilen. Det er politiet – hendes mand og barn er kørt ihjel i et frontalt sammenstød med en lastbil. Åbenbart opgav de at vente på hende og kørte i forvejen op til sommerhuset.

På en stilfærdig, undersøgende måde gennemlyser romanen Gittes tilstand før og efter ulykken. Smerte, skyld, skam, tab er de overordnede størrelser, der konkretiseres i en registrering af dagligdags foreteelser og erindringer, der bliver særdeles nærværende i genkaldelsen af barn og mand.

Hun bliver kontaktet af veninden Ulla, der medvirker i den overvågning af lastbilchaufførens hus, Gitte påbegynder. En nat trænger hun ind i huset til den lille datters soveværelse med sin søns hovedpude i armene. Derefter hedder det indlagt på røde papirer. Og Ulla findes slet ikke som andet end en stemme i Gitte.

Krise bliver til psykose
Det er en tankevækkende roman, Christina Englund har skrevet. Så langt ville man aldrig selv komme ud, vel? Det tænker De og jeg, men Englunds præstation er faktisk at beskrive, hvordan en person langsomt bryder sammen under ekstrem belastning.

Krise bliver til psykose. Hendes ’jeg kan ikke være i min krop-fornemmelse’ er tydelig og forståelig, hendes madlede og søvnønske ligeledes. Hun ser sønnen og manden for sig, og hele det tidligere familieliv passerer konstant revy. Tidsfornemmelsen svipser. Romanens motto, et citat fra Susan Sontag, ’At slutte fred er at glemme’, er en umulighed. Man er udleveret til erindringen.

Er skylden større, fordi Gitte har ligget i sin elskers arme, da ulykken skete? Hun kunne lige så godt være faldet i søvn på kontoret, det er tit sket. Det havde ikke ændret begivenheden.

Bedrag og svigt
Gitte ræsonnerer om sine grunde til at falde for den humørfyldte elsker – behovet for at være en anden, som hun selv udtrykker det. Hendes mand elskede hende ikke nok. Gitte vender og drejer tingene og får læseren med, så man næsten glemmer, at uanset hvad, bedrager hun sin mand og svigter sin søn.

I bund og grund skildrer Englund en moderne grådighed, hvor man tror, man kan få det hele, uden at det koster noget. Hvis Englunds stemmeføring tidligere har kunnet forekomme lidt monoton, må man nok sige, at den i sin lavmælte psykologiske realisme har noget at sige her.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce