Marilynne Robinson demonstrer i sin nye roman, 'Home', den helt særlige evne til at skildre de stille rutiner og den fordringsløse omsorg. Foto: AP Photo/Columbia University, HO

Marilynne Robinson demonstrer i sin nye roman, 'Home', den helt særlige evne til at skildre de stille rutiner og den fordringsløse omsorg. Foto: AP Photo/Columbia University, HO

Skønlitteratur

Marilynne Robinson er en mester i de små bevægelser

Den fortabte søn kommer hjem i Marilynne Robinsons nye roman - og spreder bekymring og ulykke

Skønlitteratur

Den udsøgte, lavmælte og meget roste amerikanske forfatter Marilynne Robinson er på dansk udkommet med ’Housekeeping’ fra 1980 oversat til ’Hus og Hjem’ af Inger Christensen og senest ’ Gilead’, som hun udgav 24 år efter, i 2004.

Den vandt både Pulitzer Prize og National Book Critics Circle Award.

Robinsons nye, endnu ikke oversatte roman, ’Home’, har samme scene som ’Gilead’, nemlig den lille, søvnige og fiktive by af samme navn i 1950’ernes hvide Iowa, hvor to gamle presbyterianske præster har været livslange venner, naboer og diskussionspartnere.

Et testamente fra far til søn
I ’Gilead’ så vi verden fra den svagelige enkemand Ames’ synsvinkel, hans undrende taknemlighed over i en høj alder at have fået en ung kone og sågar en søn. Hele bogen er en slags testamente fra far til søn.

Men i Gileadpræsternes harmoniske verden var der en slange, den anden præst, Boughtons, søn Jack, som er familiens sorte får.

Især følte Ames jalousi over Jacks relative ungdom og det indtryk, han gjorde på Ames’ unge kone og søn, samtidig med at han føler skyld over ikke at kunne holde af Jack.

Livet er ikke lykkedes
I ’Home’ er Ames en vigtig bifigur, og Jack er hovedpersonen, selv om det er søsteren Hopes synsvinkel, vi konsekvent følger. Gamle Boughton, der nu er enkemand og snart døende, har seks børn.

Hope er den af søstrene – de andre hedder Glory and Faith – der som 38-årig er kommet hjem efter en forlist, mangeårig forlovelse med en mand, der viste sig at være gift.

Og pludselig en dag, efter 20 år uden livstegn, dukker den fortabte og så meget desto højere elskede søn og bror Jack op.

Allerede som barn kostede han dem alle så megen bekymring og sorg, at i hvert fald han nu spørger sig selv, om han er guds straf til faderen, eller om det er faderens synder, han, sønnen, nu må bære.

For livet er ikke lykkedes for Jack, han drikker, svigter kvinder og børn og kan ikke holde på et job, og han spreder bekymring og ulykke omkring sig.

Truende klaustrofobi
Marilynne Robinson er en mester i de små bevægelser, i at skildre de stille rutiner og den fordringsløse omsorg, der også dækker over stolthed og selvbevidsthed og selvfølgelig, men stadig anfægtet fromhed.

I denne bog er det dog lige ved at være for meget af det gode; forfatterens fingeraftryk ligner næsten et varemærke, og et par af personerne begynder så småt at irritere læseren.

Men måske er der en pointe i, at den klaustrofobi, der truer de fleste af Gileads indbyggere, også rammer læseren.

Men et stort tomt hus fuld af familieminder, det usagte mellem fortrolige, et barns følelse af hjemløshed trods forældrenes hjælpeløse kærlighed, den særlige ømhed mellem voksne søskende, veneration og omsorg for en gammel patriark, stille fortvivlelse og stærk ansvarsfølelse – den slags skildrer Marilynne Robinson virtuost og varmt, så ikke en sprække overses.
Kalder på en efterfølger

Som læser stiller man sig spørgsmålet, om Jack vitterlig er offer for arvesynd, uretfærdighed eller en slet karakter.

Der er i bogens optik tilsyneladende ikke begået uret imod ham.

Hvis Marilynne Robinson skulle gøre sin Gileadverden færdig, burde hun skrive en roman fra den fortabte søn, Jacks, synsvinkel. Jack kom lidt til orde i ’Gilead’, men i ’Home’ er han er det evige objekt; et af de mennesker, hvis indre unddrager sig forståelse.

Hans kerne er hans fremmedhed og ulykke, men vi ser den udefra. Og trods stor skønhed, vrede, sorg og skyldfølelse i beskrivelsen af familien Boughton sidder der alligevel en lille rest af påstand og romantisk filmantihelt over Jacks figur.

Måske fordi det er sådan, søsteren ser ham; hun, der har haft en enkelt, skibbruden erfaring med kærligheden, ser i glimt sin bror som en variant af den mand, der svigtede hende. Det giver god mening.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce