Skønlitteratur

Brutal fortælling fra Bombays slum

Roman om indisk barneprostitueret er paradoksalt nok en smuk læseoplevelse – lidt for smuk, måske?

Skønlitteratur

Den eneste grund til at et menneske kan leve i Bombays slum og ikke miste sin forstand, er, at menneskets drømmeliv er større end dets usle bolig.

Det bebor et palads«, skriver den indisk-amerikanske forfatter Suketu Mehta i ’Maximum City’, en mammutbeskrivelse af millionbyen, der nu går under navnet Mumbai.

Beskrivelsen er som møntet på James A. Levines roman ’En strøm af ord’, en barsk, men håbefuld historie om en indisk barneprostitueret, som bruger sin fantasi og skrivekunst til at transcendere den ubærlige virkelighed, der omgiver hende.

Dagbogsfortælling Hendes evne til at drømme sig væk og til at se skønheden i sin umenneskelige tilværelse er blevet hendes overlevelse.

Romanen former sig som den 15-årige Batuks dagbog, hvori hun dagligt nedskriver brudstykker af sin livshistorie.

Hun fortæller, hvordan hun lærte at læse og skrive under et længere hospitalsophold for tuberkulose, og hun fortæller i romanens mest gribende passage om det skrækkelige svigt, der skulle afgøre hendes skæbne:

Da hendes far solgte sin dengang 9-årige datter til et liv som sexslave i et lille bur på hovedgaden i Mumbai.

Fantasiventil

Igennem romanen er dagbogen Batuks redning, og hun beskriver sin fantasi som en ventil, hun kan åbne for at ’befri sig selv og forsvinde op i de højere luftlag’.

Men i romanens klimaks, hvor Batuk for en sjælden gangs skyld får mulighed for at forlade sit bur og opleve byens liv og lys, bliver hendes skriverier fatale for hende.

Da det er Batuk, der fortæller, er sproget holdt i en naiv, barnlig tone, der somme tider slører indholdets alvor, som når Batuk omtaler sit arbejde (der reelt består i at blive voldtaget af 10-15 mænd dagligt) som ’at bage kage’.

Svær balancegang Levine kan dog ikke holde sig fra indimellem at snige sig ind i fortællerens rolle, og dermed brydes illusionen om, at det er Batuk, der fortæller.

Men kun ved at snige den voksne stemme ind kan den rendyrkede sociale indignation over det indiske samfunds hårdhed komme til orde. Det er en balancegang, og den lykkes ikke altid.

Levine skriver godt og flydende med kursiverede ord fra hindi, der fungerer som små eksotiske dryp i sproget.

Det poetiske touch tipper balancen fra social til poetisk realisme a la Rushdie, men Levine har desværre ikke ligefrem Rushdies fortællende evner, og i stedet bliver det poetiske ofte klichéfyldt.

På den ene side tilgiver man ham, fordi emnet er så brutalt, at den nøgterne skildring ville være næsten ubærlig.

Men på den anden side er det paradoksalt, at den forskønnende fremstilling gør ’En strøm af ord’ til en ganske smuk læseoplevelse, på trods af al barskheden. Kald mig bare kynisk, men jeg finder det svært at tro, at en femtenårig pige, der har mistet alt – inklusive modet – stadig tror på poesiens frigørende kraft.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden