Cuba. Leonardo Paduras 'Fortidens tåge' er en charmerende roman om en smuk og sørgmunter stor ø.
Foto: JOACHIM ADRIAN

Cuba. Leonardo Paduras 'Fortidens tåge' er en charmerende roman om en smuk og sørgmunter stor ø.

Skønlitteratur

Charmerende cubaner sludrer sensuelt og sanseligt

Leonardo Padura har skrevet en slentrende krimi for elskere af gamle bøger og mindre gamle kvinder.

Skønlitteratur

Der er såmænd gået 14 år siden, den mad- og kvindeglade cubanske strømer, Mario Conde, forlod sit lands politistyrke mere eller mindre i protest over for korpsets mere eller mindre korrupte forhold til den politiske virkelighed.

Nu er Conde blev bibliopat og bogsamler, altså antikvarboghandler, åbenbart alle tidligere politimænds foretrukne pensionisttilværelse. Især her på Cuba med dets sitrende sørgmuntre socialisme og gustne dobbeltmoralske markedsøkonomi, hvor sjældne bøger er at finde hvor nøden – og sulten er – størst.

Således kaldes Mario ud til et ældre ægtepar, som sidder på et enormt bibliotek med rigtig dyre bøger i sjældne udgaver. Mario er som bekendt en gentleman og bekender kulør over for ejerne af de værdigfulde bøger.

Gensidig forståelse opnås, og Mario kommer hjem med en bog, der indeni har udklip af en kultdyrket og legendarisk bolerosangerinde, Violeta Del Rio, hvis rå og hæse stemme var mere forførende og forlokkende end et bundt katolske kordrenge og en omgang hedenske sirener tilsammen.

Hun indspillede imidlertid kun én single, som både handler om, at en elsker skal forlade hende sporenstregs og så den anden side om, at han alligevel nok vil huske hende sentimentalt på sangen.

Ikke ligefrem en thriller
’Fortidens tåge’ har som episk skelet en slags salsa triste, en nostalgisk dans ned igennem Cubas traurige fortid på forgrund af en kompliceret nutid, der ej heller er for skæg og munter.

Heldigvis er der masser af god rom i glasset, ja med lidt skjulte dollar eller sorte pesos bliver der sågar råd til lækkert kødmad over for de mange sorte bønner og brune ris, som ellers er fattigdommens trøst.

’Fortidens tåge’ anbefales varmt for dens sensuelle sprog, dens sanselige drive og dens mængder af små mennesker, som overlever snedigt og (u)menneskeligt midt i en noget forstenet betonsocialisme

Samtidig jagter Conde kvinden fra fortiden, men jagten er ikke just nattesøvnskrævende og hæsblæsende, nej vi er i bog med et sludrechatol, der klaprer med alle skuffer om dette og hint, mad, drinks, fjender og kvinder, minder bøjet i nostalgiens elegiske kasus.

Så at kalde dette for en thriller, er som at kalde en telefonbog for en slægtsroman.

En smuk og sørgmunter ø
Alligevel skal ’Fortidens tåge’ anbefales varmt for dens sensuelle sprog, dens sanselige drive og dens mængder af små mennesker, som overlever snedigt og (u)menneskeligt midt i en noget forstenet betonsocialisme, som trods alt arbejder sig hen i den rigtige retning med samme fart som en radbrækket snegl.

Leonardo Padura er sin nations og generations bedste globale ambassadør udi det gesandtskab, at socialismen ikke er syg – den har det blot lidt skidt for tiden på Cuba.

’Fortidens tåge’ er en charmerende roman om en smuk og sørgmunter stor ø, som havde fortjent en bedre skæbne i relation til den amerikanske kapitalisme og den sovjetiske kommunisme.

Men spændende, nej.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce