KUNST. Tuschtegningernes værkkarakter matcher ikke altid Hans Otto Jørgensens stemninger.  Illustration: Maria Wandel

KUNST. Tuschtegningernes værkkarakter matcher ikke altid Hans Otto Jørgensens stemninger. Illustration: Maria Wandel

Skønlitteratur

Børnebog forener voksen erfaring med barnets verdenssyn

Hans Otto Jørgensen giver os et kig ind i barnesindet med sin samling af ulykkeshistorier.

Skønlitteratur

Når Hans Otto Jørgensen har valgt at give sin nye børnebog 'VAND, BLOD, TIS OG MASKINER' undertitlen ’Ulykkeshistorier for børn’, er det selvfølgelig først og fremmest, fordi det er, hvad det er. Historier om ulykker.

Men det er formentlig også ment som en ironiserende reference til det oprindelige begreb ’ulykkeshistorier’, der i 1700- og 1800-tallet var en del af den didaktiske børnelitteratur.

Fortællinger som manede til driftsbeherskelse gennem skræmmebilleder og løftede pegefingre.

Drengestreger
Hans Otto Jørgensens ærinde er nemlig det stik modsatte af opdragelses- og afskrækkelsesfilosofiens.

Med sine tyve små, novelleagtige historier, der alle foregår på landet, dengang han selv var dreng, skaber han en forståelse for og anerkendelse af barnets driftsimpulser. Han fortæller med en autenticitet og ligefremhed, der får ulykkerne til at fremstå som det, de i bund og grund er: en naturlig og uundgåelig del af barndommen.

Det er typiske drengestreger, der ender galt, og som er funderet i vovemod, dumdristighed og hændelige uheld. Sådan lidt hen ad Emil fra Lønneberg, bare skildret i en mere alvorlig og afdæmpet tone.

Som f.eks. da drengen i ’Fåresaksen’ af ren og skær nysgerrighed og kedsomhed smider en gammel fåresaks ned fra et træ, så den sætter sig fast i morens plæneklipper, og bagefter ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv.

Voksen erfaring
Det er utrolig fint sanset og formidlet.

Disse stemninger af skyld og smerte og skam og skræk og sorg, som børn indimellem bærer rundt på. Og man kan ikke andet end at identificere sig fuldstændig med barnet. Man har jo selv engang været i drengens sko, minderne vælter frem, nostalgien er ikke til at komme uden om.

Og så bliver man pludselig i tvivl, om det virkelig er en børnebog, det her? For man sidder jo og føler sig ramt og talt til som netop voksen i et sprog, der ikke ligefrem er børnevenligt i den gængse forstand, men fortættet og lyrisk og råt som i ’Musen trædes ihjel’, hvor børn med træsko »trampede og trampede, så musen sprak, og indvolde og det hele væltede ud«.

Men så går svaret op for en: Hans Otto Jørgensen forener en voksens erfaring med barnets synsvinkel på verden. Han behandler et stof, som måske nok i handling er henlagt til ’dengang bedstefar var barn’, men hvis indhold er almengyldigt, og hvis medfølgende følelser og sansninger evigtgyldige.

Og dermed bliver ulykkeshistorierne interessante for både børn og voksne.

En hel bog
Nogle af historierne kunne man godt have ønsket sig uddybet.

’Såret engel’ f.eks., hvor drengen er blevet trampet ned af nogle kvier, så hans ene skulderblad er revnet i fire dele og det andet knust. Det meste af historien går på selve ulykkeshændelsen, men det bliver egentlig først rigtig gribende og interessant i det øjeblik, drengen kommer på sygehuset og bliver en anden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Han var som en såret engel, vingerne var brækket. Alt, hvad han kendte til, gården med dens køer og kalve og heste og høns, gled væk lige som i en tåge, og ind i stedet kom alt det hvide, det tyste og det alt for alvorlige, de lange gange og senge på hjul og sygeplejersker og læger«.

Bum. Så slutter historien desværre. Bedst som man er begyndt at trænge ind i denne drengs krop og sjæl. Man aner potentialet til en hel bog her.

Men måske er det alligevel okay, at historierne ikke bliver fortalt ud, for så vokser de i stedet videre i en. Blander sig med ens egne erindringer og forestillinger. Og det er måske i virkeligheden det, Hans Otto Jørgensen vil have dem til.

Mismatch med illustrationer
Kunstmaleren Maria Wandel har illustreret ulykkeshistorierne, og hendes tuschtegninger er måske nok hver for sig udtryksfulde i kraft af deres enkelhed og markante farvevalg – som f.eks. forsideillustrationen af den druknende dreng.

Men som samlet hele virker de dog for endimensionelle og værkagtige (som f.eks. illustrationen til ’Fåresaksen’, der er mildest talt uinteressant) til rigtigt at matche den sanselighed og barndomsstemning, Hans Otto Jørgensen så fint formidler.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce