Skønlitteratur

Tømmermænd og hjertebanken

Jakob Wilms har med sin ungdomsroman 'Et bliks hukommelse' skabt en tidløs historie om rodløshed og modløshed.

Skønlitteratur

Der kom et brev til Dansklærernes forlag.

»Mit navn er Jakob Wilms, jeg er 18 år, bor i Farum og går i gymnasiet«.

Og så fortsætter brevskriveren med at fortælle om, hvor lidt faget dansk vedkom ham i folkeskolen, fordi bøgerne ikke fortalte om ham, men om hvordan det var at være ung for myriader af år siden.

»Derfor satte jeg mig for at skrive en ungdomsroman«, fortsætter Jakob Wilms.

Hans brev er optrykt på bagsiden af 'Et bliks hukommelse'.

Tragisk party
Ungdomsromaner skal ikke nødvendigvis handle om unge. Men denne gør.

Der lægges ud med et gevaldigt dækafbrændingsparty syd for Aalborg med tragisk udgang.

Og så flytter historien ellers til Københavns nordlige forstæder.

Der, hvor alle perkerne bor. Også dem, der er hvide.

Familieproblemer
Til allersidst slår bogen en forløsende sløjfe på sig selv. Hovedpersonen er Chris, som plejer at hænge ud med rødderne bag ved skolen, hvor de ryger joints og skater lidt. Her møder han enhver drengs drøm om en pige.

Katrine tager initiativet, og snart er han i en anden (og bedre) verden.

Hjemme hos Chris er familien ved at glide fra hinanden på den pæne måde. En storebror er flytte-flygtet til Berlin. Og hertil rejser Chris, da det bliver for meget med Ahmeds triste skæbne og Katrines voksende mave.

Det er en udviklingshistorie, som ender godt for Chris, men helt sikker er læseren dog ikke.

Antydningens kunst
Jakob Wilms er en god fortæller, som varierer sproget og fører handlingen sikkert frem imellem tømmermænd og hjertebanken.

Han er især god til antydninger. Derfor er det dobbelt nedtur, at åbenlyse 'ommere' ikke er blevet rettet. F.eks. siger Chris på side 12, at han holder af sine forældre.

Fem sider længere fremme hader han sin familie. Chris skriver små rappende digte, når han ikke kan få det ud på anden måde. De ligger godt i munden.

'Et bliks hukommelse' er måske nok fornyende derved, at de unge brækker sig og slås (og boller) på denne side af årtusindskiftet. Men når det kommer til rodløshed og modløshed, så er historien tidløs.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce