Skønlitteratur

Tilværelsens skrøbelighed

Helle Helles krystallinske realisme er helt i særklasse.

Skønlitteratur

»På en uge døde fire, sådan var det hernede«.

Hernede, det er i Rødbyhavn, hvor Jane bor hos sin søster Tine, der har barselsorlov lidt endnu.

Det er Tine, der har skaffet Jane ind som parfumeekspedient på færgerne Rødby-Puttgarden. Samme job, som hun selv har.

Dramatisk underbund
Helle Helle registrerer de to unge kvinders liv igennem en periode.

Parfumenavnene repræsenterer en eksotik, der ligger langt fra den rodede lejlighed, som de ikke kan tage sig sammen til at rydde op i.

Dramatikken ligger også som en underbund: Dagplejemoderens mand falder pludselig død om, en ung nabo tager gift, og med sig har de to søstre en forhistorie som børn af en enlig mor, der døde ung, og to forskellige fædre, de aldrig har kendt.

Skæbnen har henvist dem til at være mødre for hinanden.

Toppen af isbjerget
Helle Helle skriver en krystallinsk realisme, der er helt i særklasse, med en dialog, der er en forfinet kvindelig udgave af hele den hemingwayske teknik med at vise toppen af isbjerget, så man aner et hav af konturer og vinkler under overfladen.

Samtidig med at smalltalken også bare siger det, den angiver, uden påtræng-ende forlangender om overtolkning.

Det hele står på linjerne: »Er der noget nyt dernede? - Næ, jo. Vi skal til at sælge badehætter. - Spændende«.

Stille eksistenser
Ja , sådan taler man jo, og i få replikker herefter tårner Tines frustration over at gå alene hjemme sig op. Der står næsten ingenting, men det, der står, siger alt. Vi har med personer at gøre, som ikke er vant til at give sig af med den store granskning af, hvordan man har det.

Det er Herman Bangs stille eksistenser i moderne aftapning. Det er ikke en romantype, man plejer at betegne som en pageturner, men man bliver fuldstændig fanget af den, både af den knivskarpe registrering af dagliglivet i søstrenes lejlighed og af livet på færgerne, hvor de ekspederer parfumedrømme, flirter lidt og henter »brækage« i den toldfri shop - slik, der har fået beskadiget emballagen.

Vi er i en kvindeverden, hvor mændene lejlighedsvis kommer på visit. Sådan var det for moderen og mormoderen, der kommer til syne i et kapitel om pigernes opvækst, og sådan er det for Tine og Jane. Tine skal have bevægelse omkring sig, mens jegfortælleren Jane har fantasier om at sidde hjemme resten af livet: »Jeg kunne godt gå rundt og gebærde mig, men ikke for længe ad gangen«.

Alligevel har hun en følelse af, at hun også burde gøre noget andet. Noget med mænd, noget med den uddannelse, som hun sprang fra. En gyngende fornemmelse, som om dagliglivet er et skrøbeligt gulv over ønsker og længsler foruden de farer, der lurer, når man tager helt fat i livet. Eller det får fat i en.

Lukkede døre
Færgefarten er både konkret og symbolsk - frem og tilbage samme tur, dag og nat igennem. Romanens forsidebillede er perfekt: det hyperrealistiske lille billede af havnen på baggrund af Rive Gauche-parfumens elegante blå striber.

Helle Helle har fået det yderste og det ypperligste ud af den 90'er-minimalisme, hun blev kendt for. Hendes fornemme, sobre prosa udfolder på sin egen underspillede facon en historie, der er meget større end personerne selv. Og den fortæller om en dobbelthed i livsfornemmelsen. »Der er ikke noget galt i at blive her«, tænker Jane.

Hvem lukker dørene for hende, spørger romanen indirekte. Hver gang, Jane skal ind på en restaurant, er den lukket. På vej til en udflugt til Maribo får toget strømsvigt, og de må stå af. En dør i Tyskland smækker i lås, og færgen hjem når hun ikke. På den færge åbnede noget sig til gengæld - skroget fik en lækage, og en kollega blev suget i havet.

Gulvet gynger under de to kvinder, og det har det altid gjort. Det er tilværelsens skrøbelighed, som de to søstre forholder sig forskelligt til, og som Helle Helle sætter på programmet i denne roman om det største og det mindste aflæst gennem en stille eksistens i det moderne Provinsdanmark.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce