Skønlitteratur

Baronen som gik sine egne veje

Adelsmanden Palle Rosenkrantz gjorde ikke karriere på de bonede gulve, men han kunne skrive. Hans skelsættende kriminalroman fra 1903, 'Hvad Skovsøen gemte', er netop blevet genoptrykt.

Skønlitteratur

»Here comes Rosenkrantz«, sagde den engelske krimiforfatter Reginald Hill elegant i sin takketale for nogle år siden, da han var i landet for at modtage den danske Palle Rosenkrantz-pris.

Det er et Shakespearecitat, of course, og selvfølgelig fra 'Hamlet', hvor prinsen med listig kulde konstaterer, at nu ankommer altså denne dumme adelsmand sammen med kollegaen Gyldenstjerne, to intrigante hofsnoge, der snubler over rænkerne i opgøret på kongeslottet og ender med at dø i England i stedet for den hævnende prins af Danmark.

Navngiveren til vor lands fornemste pris for kriminallitteratur, forfatteren baron Palle Adam Vilhelm Rosenkrantz, blev såmænd selv født i Helsingør i 1867. Vel at mærke et godt stykke fra slottet Kronborg og ind i en familie, der i bogstaveligste forstand var yderst fattigfin.

Slægten, som blåblodet kunne føres helt tilbage til 1300-tallet med en barontitel fra 1500-tallet, var i løbet af 100 år gledet fra at være jordejende sværdadel til at befinde sig i den absolutte udkant af kongehusets embedsadel.

Faderen havde hjulpet lidt på finanserne ved at gifte sig med en velhaven skotsk adelsfrøken, men hans adel forpligtede mere i retning af et liv i luksus og vellevned end et nøgternt borgerliv med økonomien i orden.

Og selv om Palle Rosenkrantz blev jurist, strakte karakteren ikke til at få en karriere på de bonede gulve i diplomatiet, en selvskreven stilling for en aristokrat som standsmæssigt talte engelsk, fransk og italiensk, det sidste efter et længere ophold med sin enkemor og sine brødre i Rom.


Noget tyder på, at Rosenkrantz' boglige kundskaber var middelmådige, at hans liv mere var til skæg og ballade end til seriøse studier, og at han allerede som ung var meget af en betitlet Rasmus Modsat, en malplaceret Don Quixote med junkerdrømme, hvis vindmøller hed moderne tider og stigende krav om borgerdyder.

Han giftede sig og fik stilling som herredsfuldmægtig i landets godsejerkredse. Men med rod i egne finanser måtte han ustandselig flygte rundt i landet fra job til job med kreditorer i hælene. En overgang var han i landflygtighed i Sverige.

Men så er det, at baronen kan skrive, og i 1890'erne får han endog kontakt med den kulturradikale kreds omkring Georg og Edvard Brandes. Han kan følges et stykke af vejen med disse borgerlige oprørere. Især med hensyn til den danske rettergang, der forældet procederer på fuld tilståelse og ikke inddrager vidner og indicier.

Netop på denne faglige indignation over noget, som juridisk ligger tæt på tortur, skriver han i begyndelsen af 1900-tallet tre værker, enakteren 'En Tilstaaelse', endog sat op af selveste Herman Bang, og romanerne 'Retsbetjente' og 'Mordet i Vestermarie'.

Og så kommer i 1903, om ikke hans allerbedste så dog hans allerkendteste, 'Hvad Skovsøen gemte', der sågar som den første danske roman fik lov til at gå som føljeton i Viggo Hørups nye avis, Politiken.


I anledning af 100-året for denne skelsættende kriminalroman har forlaget Cicero og Chr. Erichsen udsendt Palle Rosenkrantz' gennembrudsroman, genoptrykt i en ny lækker udgave med aura af tidens skønvirke og design. Oven i detektivhatten kommer et bind eksemplariske kriminoveller, og begge bøger er udstyret med et fremragende, interessant og informativt efterord af Rosenkrantz-kenderen Benni Bødker.

'Hvad Skovsøen gemte' er med rette blevet kaldt Danmarks første moderne kriminalroman. Og ved gensyn virker den faktisk langt mere moderne end sit ry og eftermæle. Med den utilpassede og adelige politimand Eigil Holst er vi langt snarere på sporet af Philip Marlowes danske aner end en dansk udgave af Sherlock Holmes.

Holst finder et barnelig i en skovsø just sammen med en ung pige, han sværmer lidt for. Så dukker et kvindelig op, og en forbryderjagt begynder, vi kommer til Sverige og Italien for at finde den rette sammenhæng.

Holst og hans forfatter er påvirket af de franske krimiforfattere, der med rødder tilbage til Balzac, Sue og Dumas skrev forbryder- og detektivromaner, der gav flamboyante og kritiske skildringer af et samfund i skred med hensyn til moral og materialisme.

Vor politimand er en intellektuel outsider, men næppe et overmenneske, derimod et splittet menneske, som engagerer sig i sin tid. Skurken, vi nævner ingen navne, er derimod den aristokratiske fribytter, som stædigt og stadig hævder sin stands ret til at bryde alle love og regler.

Rosenkrantz er ikke uden sympati for sådanne renæssancemennesker, der ikke overholder demokratiets dagsorden. Og Rosenkrantz' to hovedpersoner afspejler egen og egen stands forvirrede værdier i vadestedet mellem en feudal konservatisme og liberalismens gennembrud.


Den mere og mere forarmede adel, som endegyldigt fik taget sine sidste privilegier fra sig i 1919, bliver først efter Første Verdenskrig delvis afklaret om en tidssvarende aristokratisk radikalisme, der kunne gå i flere retninger.

Gamle Rosenkrantz foragtede således nok en fascistisk orden, men på den anden side må der siges at være en lille rem af huden i den ældre barons nådeløse vrængen ad et vordende velfærdssamfund akkompagneret af 'negermusik' og 'kammeratægteskaber'.

Så i 1930'erne bliver Palle mere og mere alene i verden. For ideologikritisk til højrefløjen, for reaktionær for venstrefløjen. I 1941 dør den gamle herre stille og roligt i sin lejlighed i Blidahpark i Hellerup, nord for København.

Men her er vi langt væk fra baronens hovedværk fra 1903. 'Hvad Skovsøen gemte' er spændende og underholdende, faktisk inciterende velskreven og nu og da ikke uden den tintede, altmodische tone, vi også kender fra en anden baron(esse) i dansk litteratur.

Men der er dog stor forskel i både anslag, stil og intention. Karen Blixen anså således sine tekster for sine børn, den langt mere pragmatiske Rosenkrantz betragtede sit 50-årige forfatterskab - vi taler om ca. 100 værker fordelt på diverse genrer og af ujævn kvalitet - som vejen ud af bundløs gæld og til regelmæssigt smør på brødet.

Ifølge egen selvopfattelse kunne hans litterære ambitioner ligge på hans signetring, og der ville stadigvæk være plads til en herregårdsplatte. Men kvantitet er ikke altid lig med kitsch.


Rosenkrantz' kriminoveller viser en styrke i deres nøgterne elan om at levere varen i kort form. En af novellerne blev endog i 1978 filmatiseret af BBC med ingen ringere end John Thaw som Holst! At tænke sig, der er vitterlig ikke så langt fra vor danske romantiske strømer fra fin de siècle til den misantropiske og åndsaristokratiske inspektør Morse i 1990'ernes Oxford!

Palle Rosenkrantz beklagede selv til dels, at krimigenren i mellemkrigstiden stort set blev overtaget af logiske englændere, der glemte den realistiske verden for at kalfatre kriminalitet til en art krydsogtværs-opgaver uden sjæl og saft.

Man fryder sig helt, når Benni Bødker kan berette, at Palle Rosenkrantz var den første danske oversætter af Dashiell Hammett! Og selv om den gamle baron bestemt ikke var til den amerikanske hårdkogthed, så havde han flair for det nye ved det amerikanske, yankee'er som vor tids junkere med spleen i sjælen, hurtige i replikken og en fascination af fæle kynikere og fatale kvinder, plus en grænseløs foragt for alle nyrige, borgerdyret og lønslaven.

Hvad skovsøen gemte? - en overset forfatter, en adelig modernist og en hensynsløs håndværker.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden