Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En pige får tørklæde på

Tiårig iraners smertefulde vidnesbyrd om kulturrevolutionen i 1979.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Persepolis' er et nyt skud på den livligt voksende litterære stamme af tegneserieromaner for voksne. Bogens forfatter, Marjane Satrapi, skrev og udgav oprindeligt bogen på fransk, men siden er den blevet oversat til seks andre sprog og har vundet internationale litterære priser verden over.

Ligesom Art Spiegelman og Joe Saccos bøger handler 'Persepolis' om krigens rædsler, men her fungerer den store historie mest som baggrundstæppe for en mindre - nemlig den om tiårige Marjanes opvækst i Iran før, under og umiddelbart efter revolutionen i 1979.

Den barnlige synsvinkel smitter af på Satrapis pensel: Persepolis er gengivet i simple, træsnitsagtige tegninger af en verden i sort/ hvid. En enkelt opadgående eller nedadgående streg i Marjanes ansigt afslører hendes humør, og det er netop denne naive streg, som giver billederne deres kraft.

Men naiviteten står ikke alene. Satrapi omkranser sine tegninger med ironiske kommentarer til barndomshistorien, dog uden at tage brodden af den smerte og fortvivlelse, Marjane skal igennem for at komme overens med en verden i splid med sig selv.


Til at begynde med ser Marjanes verden ellers velafbalanceret ud. Hun er eneste barn af vestligsindede middelklasseforældre, som deltager aktivt i oprøret mod shahen og indlemmer deres datter i den politiske aktion og retorik.

Marjanes drøm om at blive profet, når hun bliver stor, afløses af drømmen om at være Trotskij eller Che Guevara, og den gud, hun beder til om aftenen, før hun går i seng, begynder i hendes forestilling at ligne Karl Marx mere og mere, indtil han helt forlader hende (eller hun forlader ham).

Det er her, problemerne begynder at tage fart. Selv om shahen væltes, er det ikke friheden, men ayatollah Khomeinis fundamentalistiske diktatur, der vinker forude efter revolutionen i 1979. Marjane tvinges til at gå med kappe og slør, og undervisningen bliver til indoktrinering, hvor timerne går med at slå streger over de sider i historiebøgerne, som forklarer, at shahen var udvalgt af Allah.

Også Marjanes lille verden er i revolution og krig. Hun starter sit eget oprør mod forældrene, som hun anklager for hykleri, fordi de tvinger hende til at gå med slør, for at hun ikke skal blive udsat for hadefulde overgreb fra mullaherne.

Under sløret bærer Marjane dog sit punk-udstyr: illegalt importerede Nike-sko, en hullet striktrøje og en halskæde med søm samt et emblem med Michael Jackson »fra dengang, han var sort«, og hun tilbringer eftermiddagene på sit værelse med en piratkopi af Kim Wildes »We're The Kids In America, whoa«.


Marjanes konfrontation med omverdenens grusomme begivenheder tackles med finfølelse af Satrapis tegninger. Da politiske fanger løslades efter revolutionen og fortæller om den tortur, de har været udsat for, forestiller Marjane sig en mand, skåret op som en kylling i otte dele.

Billedet er ikke skræmmende, men det er historien om den fange, der blev snittet af sine bødler, indtil han simpelthen ikke var længere. Senere, da Marjane hører om, hvordan hendes egen bedstefar var blevet tortureret med daglange vandbade, hopper hun i badekarret, hvor hun sidder i flere timer for at kunne føle med bedstefaderen.

Da hun kommer op af badet, ser hun, hvad den form for 'tortur' gør ved mennesker - hun har fået rynkede hænder, ligesom han!

Det er denne barnlige tilgang til det grusomme, som gør 'Persepolis' til en bemærkelsesværdig bog. Selv om den ikke når samme dybder som Spiegelmans Pulitzerprishædrede holocaustbog 'Maus' eller samme højder som Joe Saccos virtuose tegneseriereportager fra et krigsramt Bosnien 'Safe Area Gorazde' og fra de besatte områder i Palæstina 'Palestine' (netop genudgivet i USA med forord af Edward Said), formår Satrapis barndomsroman på sin ejendommelige naivt-ironiske måde at fortælle os noget om de rædsler, hendes landsmænd har lidt under.

På den måde er 'Persepolis' en slags realistisk roman, som giver sit eget tegneserieagtige billede af virkeligheden. Og det er i dag måske den bedste måde at gengive gruen på?

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden