Skønlitteratur

En amerikansk Hamlet

Skønlitteratur

Der var så dejligt inde på landet. Da Herman Melville havde skrevet Moby Dick, hvalfangerromanen, gik han litterært fra borde og placerede sin ny hovedperson, Pierre, i en aristokratisk amerikansk idyl.

Hvor forunderligt, at denne Pierre pludselig står her og banker på i den oversatte danske litteratur. Et mærkeligt mesterværk om en amerikansk Hamlet, som nu med 150 års forsinkelse er blevet oversat af Flemming Chr. Nielsen og introduceret af ham og Ib Michael. Tak skal de have.

»På landet forekommer de sælsomme sommermorgener, hvor den, som kun er gæst fra byen, skal gå tidligt ud på markerne og lade sig gribe af den grønne og gyldne verdens drømmeagtige væsen«. Sådan begynder bogen, og 400 sider længere fremme slutter den i død og fornedrelse dybt inde i en storby.

'Pierre eller Flertydighederne' er en tragedie, og hovedpersonen er trods alt det amerikanske udtrykkeligt bragt i familie med hin danske prins, som ikke vidste, om han skulle være eller ikke være. Pierre Glendinning er ved 1800-tallets begyndelse arving til godset Saddle Meadows, en vidstrakt pastorale med hundredvis af tilhørende gårde og den tidligt afdøde fars ånd svævende over markerne.

Stolte forfædre, amerikanske krigere, har grundlagt godset, og her lever unge Pierre nu »som eneste søn af en velhavende og hovmodig enke«, der som fyrreårig frue stadig kan »fordunkle langt yngre dejligheder«. Forholdet mellem den sexede mor og hendes søn er sådan, at de omtaler hinanden som bror og søster. Men sønnen, enebarn med drømme om at have haft en søster, er tilmed forlovet med dejlige Lucy, et engleagtigt væsen af en anden verden end kødets.


Fortælleren i denne roman er mere end suveræn, han er majestætisk og omtaler sig selv som 'vi'. En sjælden gang koketterer han med, at der er et eller andet, han ikke ved, men gennemgående forholder han sig til sine romanfigurer som en mellemting mellem en mild Vorherre og en streng Sankt Peter.

At han midt i den indledende idyl er bekymret for Pierres skæbne holdes ikke hemmeligt: »Mens han altså helt og holdent var opmærksom på skønheden og poesien i sin fars tro, forudså Pierre ikke, at denne verden har en dybere hemmelighed end skønhed, og at livet rummer byrder, som er tungere end døden«.

Det begynder at gå galt, dér hvor Pierre under et besøg hos en gammel tante, som holder systue, hører (men ikke ser) en kvinde udstøde et skrig ved synet af ham. Den kvindestemme vækker en længsel i ham, som er dyb og rystende, men som han ikke forstår.

Siden går det helt galt, da han modtager et brev med besked om, at han ikke er enebarn: Hans far havde en datter ved siden af ægteskabet, hun lever, hun hedder Isabel, hun vil møde Pierre. Gamle kong Hamlet, alias den ulastelige Mr. Glendinning Sr., har altså rejst sig af graven for at spøge i sin unge søns tilværelse med en tredobbelt sjælekval: for det første en hemmelighed, for det andet en ulidelig længsel, for det tredje et uløseligt dilemma.

Pierre kan af hensyn til sin fars eftermæle, sin mors illusioner, sin families omdømme, ikke fortælle nogen om den uægte datter, som han drages mod af sine dybeste længsler og ender med at gifte sig med i et fiktivt ægteskab, som gør ham til en udstødt af familie og samfund.

Midt mellem engleagtige Lucy og Isabel af Pierres eget kød og blod rives han i stykker af et dilemma, som sender ham ned på samfundets bund og lægger både hans mor og adskillige andre i graven.


Hele mekanikken er mesterligt udfoldet. Som en uhyggelig smitte går hemmeligheden fra fader Glendinning videre til næste generation og gør alting til gåder, et sjæleligt tusmørke, som alle raver omkring i, forkrøblede af et løgnagtigt samfund med sandheden som det største tabu.

Der er ikke kun noget shakespearsk, men også noget umiskendeligt wagnersk over både dimensionerne og den evige undertone af incest og dunkel seksualitet. Wagnersk er romanen forresten også i sin mærkelige blanding af det geniale og det amatøragtige.

For amatøragtig er 'Pierre eller Flertydighederne' også - på sin egen geniale måde. Midt i romanen vil fortælleren pludselig bilde os ind, at Pierre i virkeligheden er forfatter, hvad han sådan set godt kunne have sagt lidt før.

Det hænger ikke sammen, men på de sidste par hundrede sider har vi så den tidligere arving til Saddle Meadows stuvet inde på et par usle tagværelser sammen med tre kvinder (Isabel, Lucy og en ynkelig tjenestepige) i en håbløs kamp med et mægtigt manuskript - Herman Melvilles temmelig nådesløse selvudlevering og grovkornede satire på en forfatter i det hele taget:

»han er stillet som den, der bor i et hus og ikke kan gemme sit affald væk i kælderen; det må anbringes foran gadedøren, hvor andre tager sig af det. Han kommer ikke effektivt af med sine banaliteter, før han har tømt dem ud i en bog ...«.


Som kritiker og dermed en slags professionel renovationsarbejder er man jo første offer for denne mekanisme, men her tager vi gerne skraldet: 'Pierre eller Flertydighederne' er over lange stræk verdenslitteratur, og når den ikke er det, så er den det alligevel i en slags frivillig fornedrelse, som sætter resten i relief.

Pierre er en romantisk helt, en idealist, en moderne søvngænger ind og ud af Shakespeares Hamlet og Søren Kierkegaards mange pseudonymer. Romanen om ham er et pragtfuldt præ-ekko af Proust, Joyce, og hvad de moderne fortællere nu alle sammen kom til at hedde. Fantastisk, at så værdifuldt et stykke vraggods pludselig er skyllet op på de danske kyster.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce