Foto: ingen
Skønlitteratur

Forførerindens dagbog

Skønlitteratur

I 'Forførerens dagbog' af Søren Kierkegaard er der, som nogle vil huske og andre blot erindre, indlagt nogle breve fra den forførte Cornelia.

Det er udgiveren, som har indlagt dem, for Kierkegaard har sin vane tro driblet historien ind i et litterært spil af glemte papirer i skuffedarier, som findes og tolkes og tydes og udgives og så videre.

Men udgiveren, altså, han skriver om brevene fra Cornelia til forføreren Johannes: »Har Cornelia end ikke været i Besiddelse af det hos hendes Johannes beundrede Omfang, man seer dog tydeligt, at hun ikke har været uden Modulation«.

Det samme kunne siges om de tekster, der nu udkommer som 'Regine Olsens dagbog'. Skal man tro forlaget Hovedland og udgiveren, en vis consulting engineer ved navn Erik Søndergaard Hansen, er det en litterær verdensbegivenhed, vi sidder med.

Nemlig Søren Kierkegaards kærestes dagbog fra nøjagtig den periode i 1840-1841, da deres korte, dramatiske forlovelse stod på.

Politiken har i ugens løb gjort rede for de nærmere omstændigheder i den påståede udgivelseshistorie, et karakteristisk Kierkegaardsk kinesisk æskesystem med en håndskreven tekst fundet inde i en bog af udgiverens farfar, som købte bogen på auktion etc.

Historien skal ikke repeteres her (den kan findes på vores webside), kun skal det siges, at heldet virkelig har været ude: Tænk, at det lige nøjagtig er optegnelserne fra hine hektiske, erotiske måneder, der er dukket op.

Eller med et citat fra udgiveren (af Forførerens dagbog, altså): »saa gjør det samme Indtryk paa mig, som det maa gjøre paa en Politi-Officiant, naar han træder ind paa en Falskners Værelse, aabner hans Gjemmer og i en Skuffe finder en Mængde løse Papirer (...)«.


Falsk er det, men også fermt, ja faktisk både fornøjeligt og inspirerende. Et godt stykke litterær ingeniørkunst byggende på consultings hos Kierkegaard selv, hos hans forskellige pseudonymer og hos hans seneste biograf, Joakim Garff.

Dagbogen har efterord af Johs. Nørregaard Frandsen, der således har samme fornavn som forføreren hos Kierkegaard, og den såkaldte udgiver hedder Erik Søndergaard Hansen, så verdenshjørnerne ligger, hvor de skal, også selv om Ingeniør Søndergaard hævdes at bo i det lidt dubiøse Dubai.

Vi har altså at gøre med en trefløjet tekst, Søndergaards forord, Regines dagbog og Nørregaards efterord. Nøglen til det hele ligger nok hos sidstnævnte, hvis tekst er et godt lille essay med pointen:

»Den lidelsesfyldte, patetiske kærlighed hænger således nøje sammen med udviklingen af det moderne, individualiserede menneske, fordi dette menneske har brug for at genkende sig selv som et følsomt og bevægeligt gemyt«.


Nørregaard citerer Joakim Garff for den uomtvistelige kendsgerning, at »Søren og Regine indskriver sig i rækken af ulykkelige elskende - Pyramus og Thisbe, Dante og Beatrice, Abelard og Heloïse, Petrarca og Laura, Romeo og Julie, Werther og Lotte«.

Forresten en pudsig liste med både fiktive og faktiske personer. Den kan fortsættes i det uendelige, Carmen og Don José, Jacqueline Kennedy og Aristoteles Onassis, Æseldyret og Peter Plyds.

»Litteraturen lever af at give den mulige historie form og mæle, og derved kan den bidrage til at skabe nye og alternative veje«, skriver Søndergaard, undskyld Nørregaard, indledningsvis, og denne dagbog er bestemt en mulig historie.

Historien begynder »Torsdagen d 23 Januar 1840. Idag har jeg modtaget denne Dagbog af Oluf og Jonas til min Geburtsdag. Paa kagen stod mit Navn«.

Nu er der så en del små optegnelser hen over året 1840, den 18-årige skriver ikke omfangsrigt, men med modulation. Det hænder, at hun »savner andre daglige Sysler end Rips og kunde græde af Kjedsomhed«, men det problem løser Søren den 8. september.

Regine skriver:

»Fru Bærentsen skal hele Sommeren have ligget syg paa Landet. Der var inat Ildløs hos Fibigers, men de naaede Alle ud og Flammerne fik ikke fat. Der var glemt et Lys, men kun en Stol er sveden. Da jeg gik hjem fulgte Søren Kierkegaard mig, og da jeg satte mig til Klaveret, spurgte han, om jeg en Dag vilde være hans Hustru. Jeg blev blussende og bad ham gaae. Han gik strax op til Fader. Cornelia har givet ham hans Tourstok, som han glemte. Jeg tænkte ikke paa Frits. Jeg var geneert«.


Pastichen er ikke ueffen. Bemærk de små sidehistorier, som siden forfølges: Vi hører senere i dagbogen mere om ildløs hos Fibigers, og Frits er Regines kommende mand, Etatsråd (og senere guvernør på De Vestindiske Øer) J.F. Schlegel.

Og nu går det så slag i slag med gråd og drama og Sørens urimeligheder i et lille års tid indtil hun omsider slår op den 11. oktober 1841: »Jeg bad ham kysse mig sidste Gang og saa gaae og ikke komme igjen. Jeg fik smerter i Maven«.

Men Regines smerter går over, mens Søren holder sine ved lige. Et par dage senere betror hun en ven, »at Søren forlangte at staae som Skurken uden Medlidenhed. Saadan kunde han det bedst og taale sin Ensomhed«.

Og hermed er stafetten så givet videre til forfatterskabet, det rigtige forfatterskab, Kierkegaards. Og når Regine, altså Nørregaard/Søndergaards Regine, løbende laver afskrift fra en bog om Jeanne d'Arc, så sendes vi durk ind i 'Forførerens dagbog' af den rigtige Kierkegaard, hvis 'rigtige Johannes jo skriver om sin Cornelia:

»Men det Ideal, der foresvæver hende, er vel just ikke en Hyrdinde eller en Heltinde i en Roman, en Elskerinde, men en Jeanne d'Arc eller noget Saadant«.

'Regine Olsens dagbog' er en fin og preciøs lille guldalderpastiche, som glimrende kunne have været udgivet som roman. Det er en talentfuld litterat, som har begået falskneriet, men Søren Kierkegaard Forskningscentret har jo også allerede lovet, at de nok skal komme efter ham med deres store, stygge elektronmikroskop.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce