Krumspring på godt og ondt

Søren Jessen gebærder sig så hjemmevant i den overvirkelige fortællestil, at læseren egentlig aldrig bliver utryg. Hvilket er godt. Og en lille smule skidt.

Skønlitteratur

Da Åse var barn, led hun af søvnrædsel.

I nattemørket sprang vilddyrene ud af barnekammerets vægge, gulvet fyldtes med abnorme regnorme, og fingrene blev til grene. Om dagen tegnede hun evindeligt kruseduller så kriblende sorte som kønshår.

Åse blev sendt til psykolog. For sådan gør man i den verden, vi ynder at kalde virkelig. I den anden, den, der interesserer forfatteren og tegneren Søren Jessen, giver man sig det drømmelignende, det vrangvendte, det overvirkelige i vold.

Det handler om at kunne se, som det siges i Jessens tredje voksenroman 'Krumspring', der følger den unge tegner Å se på sit livs dannelsesrejse fra M-O-R til R-O-M. En fiffig bogstavspejling, som forfatteren selv, meget symptomatisk for hele den snurrige stil, gør opmærksom på!

Frikvarter fra den slagne realisme Søren Jessen er en både sympatisk og sikker rejsefører: Han spalter identiteter for dog at samle dem igen, leger skjul og tampen brænder, så læseren forvirres, men kun mildt. Og så eksporterer han altså hele identitetskrisen til den Evige Stad, hvor turistattraktionerne - og en enkelt latiner på en spruttende Vespa - står i kø for at besnære unge Åse og den rejselystne læser. Med andre ord: Nok har Åse et forlist kærlighedsforhold og en noget ulden barndom med i den røde kuffert, og vel driver forfatteren gæk med både sin egen rolle i historien og Åses stakkels forstand. Alligevel bliver 'Krumspring' først og fremmest et hyggeligt frikvarter fra den slagne realisme, en elegant snoet krølle på den jævne virkelighed.

Lykken er at sidde bag på en Vespa

Men jeg har på fornemmelsen, at Søren Jessen egentlig har lyst til at jage os en større skræk i livet end som så. Ikke mindst hans sorte, symbolstærke tegninger og den rigelige snak om død, forsvinden og usynlighed peger i retning af en større alvor, et mørkere sindbillede. Her på formildende afstand af både Kafka og Dalí bliver den surreelle, labyrintiske verden bare mere kuriøs end egentlig kuldegysende, og Jessens tegnede og skrevne univers åbenbarer som sådan ingen overraskende rædsler. Dertil kommer, at Jessens behagelige, ligefremme prosa snarere har rod i ratio og lysets land end i det modsatte. Summa summarum: Alle veje fører som altid til Rom, og lykken er at sidde bag på en Vespa. Mere indviklet er livet heldigvis heller ikke. Søren Jessen overbeviser os klart om dette.



Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce