Skønlitteratur

Slægtsroman pendler mellem København og Berlin

Julia Butschkow, der selv har tyske aner, har skrevet en lille, velformet slægtsroman 'Apropos Opa'.

Skønlitteratur

Sandheden er nogle gange til at brække sig over.

Så det gør den unge kvindelige fortæller i ’Apropos Opa’. Som titlen på Julia Butschkows roman mere end antyder, skal sandheden findes et sted i Tyskland et par generationer tilbage, dengang ungdommen heilede og fremtiden syntes blond og blåøjet. Resten er beskidte historiske facts, skyld og fortrængninger, der går i arv.

»Opa er død.// Min far ringer på min mobil.// »Det var det, siger han««.

Mere står der ikke på den første side af Butschkows roman, resten er luft, tomhed. Eller blankt papir, der skriger på at blive fyldt ud, som en slags dementi af faderens underspillede »det var det«. Lige her, i anslaget til en historie om fortielser, fungerer Butschkows ordknappe teknik perfekt.

Drager til Berlin
Og måske har far og datter også på deres egen krampede facon fået talt ud om Obersturmbahnführeren fra Berlin i løbet af de 200 sider, den minimalistiske slægtsroman fortælles, tidsmæssigt indrammet af Opas indlæggelse og død, måske ’ var det det’. I hvert fald når både far og datter til en art erkendelse af Opas – og hans forhistories – eksistens, i og med at de begge drager til Berlin for at bevidne Opas død og dermed også hans liv.

Med ’Apropos Opa’ skriver Julia Butschkow (f. 1978) sig ind i den aktuelle bølge af litteratur, hvor de menneskelige omkostninger af Anden Verdenskrig fortolkes eller perspektiveres af krigens børnebørn. Knud Romer Jørgensen (’Den som blinker er bange for døden’), Marina Cecilie Roné (’Blomsterbørnene’), Morten Brask (’Havet i Theresienstadt’), Solvej Balle (’Frydendal’ ) og Henriette E. Møller (’Kaiser’) hedder en håndfuld af de – meget forskellige – danske forfattere, der på hver sin måde skriver i krigens skygge.

I Henriette E. Møllers lille roman samles generationerne ligeledes om et dødsleje og en slægtshistorie, der har rødder i det tyske, og også her bliver barnebarnet en slags offer for fortrængninger i tredje led, i og med at hendes mor sandsynligvis var frugten af en kærlighedsaffære mellem mormor og en tysk soldat.
Engagement i den nazistiske racepolitik

Hos Butschkow er sandheden om muligt værre, idet farfar ikke ’blot’ var menig soldat, men en intellektuel med et klart formuleret engagement i den nazistiske racepolitik. At hans præcise meritter under krigen kan fremkalde opkastninger hos barnebarnet, er der ikke noget at sige til; men at hans nazistiske virke skulle komme som en overraskelse – for hende og dermed også for læseren – forekommer naivt, al den stund hun som barn har levet med en konstant fortidsfortrængende far og en formørket Opa med en kælerotte opkaldt efter »den smukkeste kvinde i Tysklands historie«, Eva Braun.

Ikke desto mindre virker det, som om Butschkow i kraft af den fortsat knappe stil, de delvis blanke sider og de indlagte facts om Hitler og holocaust kalkulerer med en art chokeffekt. Men der er – desværre – ikke meget nyt i dén historie. Heller ikke i den efterfølgende generationsfortælling om hippiefar og hippiemor, der har så travlt med at realisere deres egne liv, at børnenes må træde i baggrunden, er pointen om omsorgssvigt i frihedens tjeneste voldsomt overraskende.

Her overbeviser Butschkow til gengæld i en række præcise erindringsglimt, hvor ømheden vinder over sprogets afmagt. Som da fortælleren stjæler rosiner, dåsemakrel og grydelapper fra sin nye lesbiske papmor i et forsøg på at forstrække den fattige, forvirrede far. Kærlighed ikke i ord, men i handling!

I 2004 romandebuterede Julia Butschkow med ’Lunatia’, hvor hun i én lang sætning lukkede læseren ind i en ung og misbrugt piges forslåede sind. I roman nummer to skriver Butschkow formfuldendt, smuk prosa om en smerte, der går i arv. Jeg savner blot nogle flere modhager i sproget og historien, for at romanen for alvor bider sig fast.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce