Bornholm. Hans Henrik Møller ved noget om sin fødeø og er i så henseende en rigtig god fortæller.
Foto: BJERG MØLLER JONATHAN

Bornholm. Hans Henrik Møller ved noget om sin fødeø og er i så henseende en rigtig god fortæller.

Skønlitteratur

Der går for meget Søren Ryge i bog om Bornholm

’Burgundia’ er en hæmningsløst vævende og småsnakkende, sørgmunter roman om klippeøen.

Skønlitteratur

Med udgangspunkt i titlens tragiske skibsforlis, et blandt mange, som bliver beskrevet i denne monstrøse og flerstemmige roman om Bornholm, fanger forfatteren Hans Henrik Møller an med at levere en koglende og karnevalsk beskrivelse af Bornholm. Med oplagt udgangspunkt i sine egne familier, Lind og Holm.

Vi fortsætter i luntetrav frem og tilbage mellem forlis og familiemedlemmer, bænket på kro i Svaneke til en frokost i 1872, som skal klare skærmydsler og sørge for forsoning i slægten.

Dette måltid strækker sig over 100 sider og afbrydes af lange digressioner, sidespor, biveje og afkørsler til øens topografiske, geografiske, etnologiske og sådan set også religiøse udvikling, siden hedenold og Hammerhavn var ganske ny.

En rigtig god fortæller
’Burgundia’ har så afgjort sin styrke i, at Møller ved noget om sin fødeø og i så henseende er en rigtig god fortæller. I gemyt og epik, i sine bedste stunder kan romanen mime Johannes V. Jensens berømte ’Himmerlandshistorier’ om naturens og kulturens særlinge.

Især når han glemmer sin egen ret så ordinære familiekrønike og labyrintiske slægtsfejde på snik og snak, saltstegte sild, stangen ål og kunsten at sylte blommer.

Og skriver af karsken bælg og øser af sin enorme viden om verdens bedste klippeø. I hvert fald for os, der aldrig forlader den, også selv om du som ’førder’ ikke er født der.

Var jer for folk fra Hasle! Øen ligner andre øsamfund i samme nordisk-keltiske region, Irland og Island med sin indre permanente smålige borgerkrig mellem klaner, skel og egne og så en sagaagtig storsindet og gelassen generøsitet.

Imødekommenhed og gæstfrihed over for den fremmede, der kom i land enten på egne ben eller i en redningsbåd. Som selvfølgelig aldrig bliver bornholmere – det tager mindst tre generationer, om ikke flere.
Burgundia betyder også Bourgogne, Møller har selvfølgelig myten med, om at disse madglade franskmænd er udvandrede bornholmere. At skibet skal have nok master til at klynge øens obsternasige sømænd op i hver sin. At man skal vare sig for pimperi, klatgæld og folk fra Hasle!

At Bornholm aldrig helt har glemt troen på de underjordiske trolde og samtidig har flere religiøse sekter end selveste Jerusalem. Samt muligheden af tempelriddere i rundkirkerne i forne tider under korsets tegn.

Men der går desværre for meget Søren Ryge i teksten. Med et omstændeligt sprog, der slikker sig selv med en søgt oral og arkaisk fortællestil. Uden at beherske den jyske havemands sans for stundom at stoppe shagpiben, lade stemmerne hvile sig, give plads til en betydelig tom plads i samtalen.

Slægtstavlen om familie, forlis og fejde stemmes nu og da ciseleret ud i lang syntaks og episk omstændelige korsange, ofte tilsat fjantet folklore om, hvordan en kvinde skal tages her og der. Læs hurtigt henover, gå direkte til det afgjort gode ved sagen, de mange smittende sider om et stykke særegent Danmark.

For fimset og for friseret

Bogen burde være designet som en novellesamling om folk i Rønne og omegn, det er de afsnit, som er de bedste, mest interessante. Uden at ’figgefagge’ (bornholmsk for maskepi), det er jo åbenlyst forfatterens egen bornholmske vugge!

Selv om os som holder til oppe nordpå ved det vindblæste Allinge og Tejn sgu tit har fundet storbyen Rønne alt for fin og fornem. Ligeledes Svaneke med sin nostalgiske købmandsbutik, sit famøse figentræ og sågar designerlakrids på gågaden, for fimset og for friseret!

Men det skal bestemt ikke hindre mig i at anbefale ’Burgundia’. Med nævnte forbehold, dog også med begejstring. Til alle, som aldrig fik eller får nok af og om Bornholm.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden