Som bekendt tog vor regerings forrige klimaminister mange betydningsfulde mennesker op til Grønland, så disse for vore skattepenge ved selvsyn kunne se, at indlandsisen vitterlig smelter på grund af menneskeskabte klimaforandringer. I forbindelse med en sådan rundtur opdages et kvindelig forsvundet og dybfrossent i 25 år.
Den venlige, men skrappe chefkriminalinspektør Konrad Simonsen sendes op nord på for at se på sagen, og snart har han det dårligt både mentalt og fysisk. Liget mimer et modbydeligt drab hjemme i Danmark. Hurtigt får sagen imidlertid stærke tråde til Statsministeriet, hele centraladministrationen og dens embedsværk.
Der er både kyniske og gustne ugler i mosen, men også amoriner mellem politifolk på stationen.
Knudret syntaks og ordrige guirlander Sådan set begynder ’Alting har sin pris’ ganske spændende med en historie, som har iskolde tråde til den kolde krigs sidste år i 80’erne med Grønland som dansk koloni og amerikansk interesse. Og ret beset får læseren rigtig mange sider for pengene med dit og dat, alvor og pjat.
Men så er alt det gode også sagt.
De episke skønhedspletter af deskriptiv langsommelighed og mangel på deduktion, som var de overvejende episke skønhedspletter på søskendeparrets ildsjæl i debuten ’Svinehunde’, er blevet til store prosaiske og katastrofale plamager af knudret syntaks, ordrige guirlander, sympatisk tomgang og spændingsmæssig tidsspilde.
LÆS ANMELDELSE AF 'SVINEHUNDE' (4 hjerter)
Det er hårde ord over for en politiroman, som på mange måder har en empatisk tilgang til brug af tortur, Grønlands danske fortid og politiske rævekager. Men det er også nødvendige ord i en verden, hvor sligt kan sælges til 18 lande og udgives af landets mest velrenommerede forlag.
LÆS ARTIKEL
Forsvar for genren bliver svært
Ingen siger, at en kriminalroman behøver at være realistisk. Ej heller politiromanen, der ellers bryster sig af objektiv eksakthed, transparent proces og forensisk videnskab. Men ’Alting har sin pris’ artikulerer en opklaring, der tyder på et noget overfladisk kendskab til moderne politiprocedurer med hensyn til serielle mordere.
Igen i orden, hvis historien var leveret i et spændstigt og inciterende sprog.
Desværre er sproget altmodisch, spækket med uendelige ligegyldige beskrivelser, tilsat stive replikker, som i alenlange sætninger er lige så mundrette og livligt ægte som en automat med skinkesandwich i en synagoge
Men desværre er sproget altmodisch, spækket med uendelige ligegyldige beskrivelser, tilsat stive replikker, som i alenlange sætninger er lige så mundrette og livligt ægte som en automat med skinkesandwich i en synagoge. Kancellisprog veksler således med klicheer om stakkels Konrad og en adelskvinde, som absurd og snobbistisk konsekvent kaldes for komtessen. Samt andre sentimentale talerør for diffuse udfald mod bureaukrati og den slags.
Hvilket virker paradoksalt, når ’Alting har sin pris’ med hensyn til sin mordhistorie har en irriterende langstrakt ekspeditionstid af livsstil, hygge og erotik i stedet for en nøgternt og nutidig eksponering af en forbrydelses opklaring.
Forfatterne kan selvfølgelig smile hele vejen til banken, mens arme undertegnede igen får svært ved at forsvare krimien over for litterære venner og kolleger, som stædigt fastholder genrens letkøbte underlødighed og moderigtige fidus. Hjerterne er to, men små.
