ude. Marilynne Robinson på sit hotelværelse. Den amerikanske forfatter, hvis bøger er nogle af Barack Obamas foretrukne. Foto: Peter Hove Olesen

ude. Marilynne Robinson på sit hotelværelse. Den amerikanske forfatter, hvis bøger er nogle af Barack Obamas foretrukne. Foto: Peter Hove Olesen

Skønlitteratur

Obamas yndlingsforfatter var på fransk visit i København

To døgn med en intellektuel, bekymret kristen, gråhåret amerikansk forfatter.

Skønlitteratur

Dag 1 Det er efter grundig forberedelse og med en vis bæven, jeg møder den amerikanske forfatter Marilynne Robinson på Hotel Alexandra, dagen før vi skal optræde sammen på BogForums store scene.

For hun er måske den bedste nulevende forfatter, jeg kender. At have læst alle hendes romaner er en overkommelig præstation. I 1980 kom ’Housekeeping’, som ingen ringere end Inger Christensen oversatte (til ’Hus og hjem’).

Det var en lille litterær sensation, da ’Gilead’ udkom 24 år efter, i 2004. Både ’Gilead’ (som præsident Obama har udnævnt til en af sine yndlingsbøger) og den roman, der kom allerede fire år senere, ’Home’ (’Hjem’, dansk 2010) foregår i en lille fiktiv by i Iowa i 1956.

Her venter to gamle præster, venner og naboer, på at dø, mens de har henholdsvis glæde og bøvl af deres sønner. Emnet lyder, siger Marilynne Robinson selv, som verdens bedste opskrift på fiasko. Men ’Gilead’ fik Pulitzerprisen og ’Home’ fik Orange Prize for Fiction, og begge er oversat til bl.a. kinesisk, tyrkisk, koreansk og arabisk.



Først må jeg høre, om det kristne, religiøse livssyn, som både hun selv og hendes personer repræsenterer, ikke er blevet kompromitteret af den amerikanske højrefløj?

»Det er sandt, uden tvivl, og det er meget smertefuldt at se«, siger Marilynne Robinson. Hendes velmodulerede stemme knækker faktisk næsten lige der på båndet; noget jeg ikke lægger mærke til i de første anspændte minutter af interviewet.

»Jeg tror ... hvad skal jeg sige ... ofte virker det, som om Jesus havde sagt: Had dine fjender! Som om han havde sagt, at hvis nogen forarger dig, så skal du bære våben; det er virkelig bizart«. ’Bizart’ er tydeligvis hendes foretrukne eufemisme.

»At højrefløjen kalder sig konservative er et meget smart markedsføringstrick. For de er jo ude på at afmontere USA’s historiske kultur. De er ikke vilde med den første tilføjelse til forfatningen (om religions- og ytringsfrihed og adskillelse af stat og kirke, red.), men de elsker den anden (om retten til at bære våben, red.). De vil tilbagekalde visse afgørende ændringer i forfatningen, for eksempel en skattestruktur der har virket siden begyndelsen af det tyvende århundrede. Hvad konservativt er der ved det? De er ved at erodere grundlaget for den amerikanske kultur, sådan som den har etableret sig i de sidste to hundrede år. Nogle af dem kan ikke lide Benjamin Franklin, fordi han fandt på postsystemet! Det er virkelig sindssygt, ærlig talt!«.

Vil de helst leve som vilde dyr i skoven?

»Jeg ved det ikke – det ser sådan ud. I øvrigt er det jo staten, der beskytter skovene«.

From eller ’hellig’
Der er dog også en religiøs intellektualisme i Amerika.

»Det ved jeg, for jeg bevæger mig i de kredse. Men der er en stilhed omkring det. Det anerkendes ikke rigtig, at der er udmærkede universiteter i tilknytning til religiøse traditioner. Meget af det, vi tager for at være virkelighed, skabes af mediekulturen. Og aggressive medier som Fox er bare en støjsender, der gør det svært at vide, hvad folk tænker, og hvorfra de henter deres informationer. Alle er frustrerede over medierne. Men når man har 300 mio. mennesker i et land og en mosaik af så mange forskellige regioner og folkeslag, har generelle beskrivelser en tendens til at tage fejl. Det går for tiden mest ud over religion. Velfungerende mennesker holder af høflighed deres religiøse identitet for sig selv i det offentlige rum. Det er jo en fin regel – der groft tilsidesættes i visse kredse for tiden – men den giver indtrykket af sekularisme, til trods for at folk kan være troende og fromme på forskellige måder og i forskellige grader«.

Det viser sig i øvrigt, at min naive brug af ordet ’pious’ (for det danske ’from’) rammer ved siden af og er lige ved at give anledning til misforståelse. For ’pious’ har en mislyd af ’hellig’ selvretfærdighed. Hvor det danske mere ligner det latinske ’pius’ og snarere skal oversættes som ’serious’, mener Marilynne Robinson.

Og hvordan påvirker så din alvor og gudfrygtighed den måde, du skriver på?

»Det har en autoritet for min måde at tænke på, og jeg har benyttet den kristne terminologi altid; det er et konceptuelt sprog. Det er som at spørge, hvordan jeg ville skrive, hvis jeg talte et andet sprog. Jeg tror, at et godt, velfungerende religiøst temperament er en smuk ting! Der har i megen moderne tænkning været en trang til at fortolke folks motiver som selviske eller usikre, med andre ord freudianske. Og det forekommer mig, at det er en dyb nedvurdering af tanken, som er en smuk og ekstraordinær ting. Mange hjerneforskere ligner fortidens frenologer, der fortolkede psyken ud fra hovedformen. De taler om, at socialdannelsen er ét sted og sproget et andet. Kan du forestille dig sprog og socialdannelse adskilt? Hvad er mere socialt end sprog?«.

Obama er fan
Marilynne Robinson er snart igennem den anden stempelkande af Hotel Alexandras udmærkede mødekaffe. Måske fordi hun er landet fra Iowa samme morgen og holder søvnigheden stangen.

»Jeg kommer til at flyve rundt i mit værelse i aften«, konstaterer hun tørt, og jeg kan ikke lade være med at se hende for mig summe rundt med propel i ryggen som en anden Karlsson.

Og så kommer vi til opskriften på fiasko: at skrive om først den ene, så den anden døende præst i Iowa i 1956. Har hun været bekymret for at afskære sig selv fra læsere?

»Jeg tænkte på det, men hvis jeg havde været bekymret, ville jeg aldrig have fundet ud af, hvor mange læsere der faktisk er til dette! Ved at skrive om præster loddede jeg uafvidende stemningen. ’Gilead’ vandt Pulitzerprisen. Og den kommer altså fra New York City! Jeg er ikke overrasket, når folk ikke forstår, hvad jeg skriver om, og jeg er henrykt, når de gør! Jeg tror, vi går ud fra, at folk er meget mindre generøse og åbne, end de i virkeligheden er«.

Marilynne Robinson er naturligvis også henrykt over at have præsident Obama som fan. Hun er selv lidenskabelig fan af ham.

»Vi må forstå, at en mand, der overtager et globalt økonomisk sammenbrud, vil have travlt. Han kan ikke fare rundt og pleje sine vælgere! Men det er derfor, de har vendt sig fra ham og protesterer ved at stemme republikansk! Det er dumt. Jeg håber, republikanerne snart vil træde i karakter som et af vores to partier i stedet for være hunden, der bliver logret med af halen«.

Halen er naturligvis Tea Party – et ord, Marilynne Robinson nødigt udtaler – og deres milliardærer.

»Der er milliardærer bag alt i vores land for tiden, inklusive demokraterne. Vi står i milliardærer til ørerne«. Også det er »bizart«.

Mange af sine udsagn, især om politik, afslutter Marilynne Robinson med et: »Jeg forstår det ikke«.

Om sine fundamentalistiske landsmænd siger hun: »Mange af dem er oprigtige, fine, elskværdige mennesker. Og hvordan i alverden de bliver opslugt af disse kategorier, hvor de aktivt stemmer for kandidater, jeg betragter som bizart uacceptable, forstår jeg virkelig ikke! Det er et af livets store mysterier«.

Føler Marilynne Robinson, at hun som liberal intellektuel tilhører en lille truet minoritet? Slet ikke.

»Men de folk, jeg deler ståsted med, har tendens til at miste tålmodigheden. De opgiver at diskutere med deres modstandere; og så har man denne glødende varme enighed, som forbliver i samme rum. Det er meget frustrerende. Jeg siger og gør, hvad jeg kan, men jeg kan ikke overdrive min potentielle indflydelse. At være romanforfatter er ikke verdens bedste anbefaling, hvis man vil være politisk fortolker; især ikke hvis man skriver romaner som mine«.

Forfatterskole
Marilynne Robinson underviser på Iowas legendariske Writer’s Workshop.

»Vores program er 75 år gammelt – verdens ældste – og har haft navnkundige elever som Raymond Carver og Flannery O’Connor. I år var der 1.300 ansøgninger til 25 pladser. Så vi ser en masse talentfulde tekster. Jeg underviser folk fra hele landet, nogle er konservative jøder, nogle har en fuldstændig romerskkatolsk uddannelse, og sommetider er de fundamentalister. Og det er mit job at sige: Velkommen, alle sammen! Vis mig det bedste, I har skrevet!,« siger Marilynne Robinson og fortsætter.

»Vi udvælger de 25, vi har lyst til at undervise, simpelt hen på basis af de indsendte manuskripter. Så har jeg en gruppe på mellem 8 og 12, og en gang om ugen taler vi om to af de studerendes prosatekster: om fortællerperspektivet, metaforernes virkning, sprogets rytme, sandsynlighed og kontekst og så videre. Det er en grundig samtale, alle de studerende er meget betænksomme, og det er en god tradition ved institutionen, at de bliver gode venner og hinandens læsere gennem hele deres karriere. Ud over workshoppen underviser jeg i klassikerne: Melville, Faulkner, Det Gamle Testamente, 19. århundredes amerikansk poesi. Det er, hvad de studerende ønsker. Moderne litteratur kan de læse på egen hånd«.

Og så overlader jeg Marilynne Robinson til fotografen og går på slaget 16, som jeg har lovet forlagets pressefolk, der selv er optaget på bogmessen. Hun må være træt, mener vi, så af bare pænhed overhører jeg hendes ret klare udmelding om, at hun hygger sig og ikke har andet for de næste timer ...

Først på vej til toget går det op for mig: Jeg har overhørt en mulighed for samvær med et af de i ordets ideelle betydning mest veltalende mennesker, jeg har mødt længe – og som næppe kommer til Danmark de næste 30 år (hun var her i 1980). Stor græmmelse.

Næste dag, da jeg igen møder hende i Forums larm, begræder jeg min sociale døvhed. »Du er tilgivet ... men lad det ikke ske igen«, smiler hun uudgrundeligt.

Dag 2
I salen, med Forums støjinferno i ryggen, fortæller Marilynne Robinson, der er født i Idaho 26. november 1943, at hun kom til Iowa fra Massachusetts i 1987.

»Jeg blev interesseret i Midtvesten, men når jeg spurgte nogen om Iowas historie, sagde de: »Der er ikke nogen!«. Det var jo bizart. Så jeg begyndte at læse materiale fra det 19. århundrede om de mennesker, der slog sig ned der, før Iowa overhovedet var en stat. Jeg fandt ud af, at mange af dem kom, fordi de kæmpede for slaveriets ophævelse og vidste, at det var vigtigt at få Midtvesten med. Det er en vidunderlig historie – jeg er nok den mest lidenskabelige ’middle westerner’, der findes! Det er jo typisk for den nyligt omvendte. Så kombinationen af denne vidunderlige historie og et forbløffende tab af hukommelse om den var den ramme, jeg skrev ’Gilead’ i,« siger Marilynne Robinson.

Og fortsætter: »Jeg begyndte en jul, da jeg havde lejet mig ind på et hotel i Massachusetts for at holde jul med mine to sønner. De blev forsinkede, så jeg sad der på et lille, solbeskinnet hotelværelse på New Englands kyst midt om vinteren. Det var meget smukt. Og pludselig tænkte jeg på denne gamle mand, der sad ved sit skrivebord og skrev til sit barn, der legede for fødderne af ham – et barn, han vidste han ikke ville nå at opleve som voksen. Så han skriver et brev, som sønnen skal læse, når han er en voksen mand«.

Hvordan kom det til Dem, billedet af den gamle mand og drengen?

»Jeg har ingen anelse! Jeg havde simpelt hen pludselig dette billede i hovedet. Jeg kommer ikke fra en præstefamilie, og jeg troede aldrig, jeg ville skrive fra en mands synspunkt. Men alle disse begrænsninger viste sig ikke at være begrænsninger overhovedet – af grunde jeg ikke kan forklare«.

Da sønnerne dukkede op, lagde mor Robinson alt til side, og de havde en rar jul, »og så gik jeg tilbage til min bog! Det var nydelse at skrive ’Gilead’; det tog mindre end tre år, hvilket er kort tid for en roman. Det føltes som at udforske et sind, jeg troede på«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der var gået over 20 år siden hendes første roman, ’Housekeeping’. Havde hun ikke nået at tænke, at det måske blev hendes eneste?

»På en måde var jeg glad for at skrive fiktion igen, for det er noget ganske særligt.

Men jeg var også realistisk nok til at vide, at jeg var ved at skrive en roman om en gammel døende præst i Iowa i 1956! Så jeg følte ikke nødvendigvis, at dette overhovedet nogensinde ville udkomme.

Men da jeg havde skrevet 70 sider af ’Gilead’, sendte jeg dem til min agent – bare så hun vidste, at jeg stadig levede. Hun holdt øje med mig, på samme måde som jeg holder øje med min gamle hund! (En puddel på 16 år, red.).

Jeg skrev, at det bare var til hende, og at hun ikke skulle vise det til nogen. Men selvfølgelig sendte hun det omgående til min redaktør, og han købte bogen på basis af de sider.

De var begge meget begejstrede, og det var dejligt for mig at vide«.

Klassisk ensomhed

’Home’ virker som en slags efterfølger til ’Gilead’, fordi den handler om nabofamilien til John Ames, der er fortælleren i ’Gilead’. Det var ikke planlagt. »Men personerne blev ved med at spøge i hovedet på mig, så jeg tænkte: Lad dem få deres bog«. Og Jack – naboens fortabte søn – ville være i centrum?



»Ja, det vidste jeg. Han er et interessant æstetisk problem. Jack er jo en skidt knægt, en enspænder og alkoholiker og fremmedgjort i sin egen familie. Selv om Jack værdsættes i højeste grad, lige meget hvor stor afstanden mellem ham og faderen er i alle betydninger af ordet, mener jeg ikke, at historien skal oversættes som en genfortælling af lignelsen om den fortabte søn. Men den fortabte søn opstod som et tema i ’Gilead’ – selv om det ikke var det centrale – og så begyndte jeg at tænke på, at lignelsen ender, hvor sønnen kommer hjem. Men hvis det havde være en historie om livet her på Jorden og ikke om Guds tilgivelse, men om en virkelig, dødelig fars tilgivelse, så ville den fortabte søn komme hjem og være hjemme – og hvordan ville det så være?«. Hvorfor foregår ’Gilead’ og ’Home’ i 50’erne?»Af flere grunde! Jeg siger altid til mine studerende: Gør intet af mindre end tre grunde. Jeg plejede at sige syv, men det er for svært!



1) Jeg ville gøre det muligt for mine personer at kunne have en bedstefar, der deltog i modstanden mod slaveri i 1800-tallet.

2) 50’erne var begyndelsen til borgerretsbevægelsen, der på mange måder rekapitulerede en historie, der var glemt. Der var raceblandede colleges i Midtvesten i 1830’erne, og alligevel skulle vi gennem det hele en gang til, som om ingen havde haft ideen før.

Og 3) Der var meget mindre støj rundt om folk dengang. Vi har skabt teknologier som mobiltelefoner, der egenmægtigt gennemtrænger vores ensomhed. Det bryder jeg mig ikke om at have med i min beskrivelse af et menneskes liv, så jeg holder mig til en mere klassisk ensomhed«.

Om sit eget liv siger Marilynne Robinson, at det »er fuld af luksusproblemer! Jeg finder mine forfatterkolleger interessante, dybsindige – og søde! Men jeg har så meget at lave; jeg holder forelæsninger om teologi og underviser i at skrive ud over selv at skrive, så jeg er meget nærig med min tid. Og jeg ved at jeg går glip af ting som for ethvert fornuftigt menneske ville være vidunderlige muligheder for at lære andre at kende. Jeg bliver i mit hus med lukket dør og arbejder. Og en gang imellem kigger jeg op og tænker: sikke en mærkelig måde at leve sit liv på! – og så vender jeg tilbage til det. Jeg elsker det!«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Marilynne Robinson har ikke noget imod at blive kaldt religiøs forfatter. Men hun vil hellere sige, at hun er religiøs og forfatter.

»Det er ikke sådan, at jeg vil være apologet for kristendommen eller prædike evangeliet eller noget af den slags. Men min forestillingsverden er hovedsagelig religiøst betinget, det er der ingen tvivl om. Og jeg har ingen grund til at kæmpe med det – det er sådan jeg er!«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce