Hesteædere. Thomas Bobergs digte er i virkeligheden ét langt sammenhængende digt, hvor en historisk ødemark er befolket med romerske konsuler, krumsabler, korsriddere og slaveyngel.

Hesteædere. Thomas Bobergs digte er i virkeligheden ét langt sammenhængende digt, hvor en historisk ødemark er befolket med romerske konsuler, krumsabler, korsriddere og slaveyngel.

Skønlitteratur

Boberg rejser ind i kollektive nutidstraumer

Thomas Boberg udgiver en versbog om kulturernes sammenstød og sammenfald.

Skønlitteratur

Hvem æder heste? Vi alle vel, i ny og næ, men i grunden ikke.

Forestillingen om, at man spiser da heste, afsætter et vagt ubehag, omtrent som tanken om at i Kina spiser de hunde.

Der er noget etnisk ved tanken om at grufle et så ædelt dyr i sig, noget en bestemt gruppe gør, man ved ikke hvem. De andre, måske.

Sådan en tåget modvilje mærker jeg i mig, når jeg sidder med denne bog i hånden og læser dens titel: ’Hesteæderne’.

Derfor svider det første digt i bogen.

Det begynder ganske vist med »Den typiske indbygger/ er kommet/ med folkebølgen«.

Aha, det er indvandrerne. Men så let slipper vi ikke, for »Kors eller halvmåne/ Samme butik«.

De to grupper med hver deres symbol har samme interesse:

»Nødvendigheden/ eller blind overlevelse«. De er nemlig »Hesteædere hele bundtet«.

En bog fuld af vild energi
Sådan bliver bogens bane kridtet op. Vi er i den danske nutid, der hvor de mest rasende sammenstød mellem etniske grupper finder sted.

Men fronterne er uklare, fjender spejler sig i hinanden og får deres modparters værste egenskaber. Det er en bog fuld af vild energi. Fråden står den om munden, som var den en løbsk hest.

Af og til bliver digtene til en ren nøglefortælling.

I et af dem raver »hesteædernes sønner og døtre«, altså de danske Jens’er og Jensine’r, rundt i »Mørkemandens vemodige egne«, som ikke kan være andet end Irak eller Afghanistan, for »konsulen« (Fogh) har fået mandat af »overmagtens kejser« (Bush) til at sende dem af sted i changerende uniformer, med rygsække fulde af hestekød på dåse.
Men det er en undtagelse, at lignelsen bliver så tydelig som et læserbrev.

For det meste ligner digtene mere en globaliseret fortælling fra tusind og en nat, hvor de udsendte soldater farer vild »på de tomme vidder/ hvor ingen fjende/ gemte sig, kun de sorte huller/ i glaskugler/som pjaltede børn/ i leg trillede ud på støvets/ veje«.

Det er Afghanistan, men det er også et indre landskab i folk, der har mistet orienteringen.

Ingen går fri af forfaldet
Et halsbrækkende eksperiment er det, Thomas Boberg her har kastet sig ud i, en ekspedition ind i de kollektive nutidstraumer, hvor grænser mellem dem og os brydes ned uden det sødladne, som let kan komme over den humanistiske afstandtagen fra krigen.

LÆS ANMELDELSE (17.09.07)

Boberg er ikke forsonlig, han vil krænge det hele ud, lade alles vrede mod alle få luft. De andre æder heste, men han æder selv sin Pegasus og brækker resterne op.

Stumper af en gammel europæisk finkultur dukker op og detonerer i digtenes vejsider hist og her, Karen Blixen, T.S. Eliot, »ikke med et skrig men et klynk«.

Ingen går fri af forfaldet, heller ikke skønånden, der ikke tror på noget, ikke anerkender samfundet, men dog konstant blander sig i dets anliggender.

Både ør og glad
Thomas Bobergs digte er i virkeligheden ét langt sammenhængende digt, hvor en historisk ødemark er befolket med romerske konsuler, krumsabler, korsriddere og slaveyngel.

LÆS ARTIKEL

Samt hesteædere, som er alle og enhver, men alligevel mest os.

Det er ikke stillingtagende poesi, det er stillingskrig, vilde udfald mod egne og fremmede alle vegne.

Man bliver ør i hovedet af den energi, der sprutter ud af digtene. Men også meget glad over den vældige indre sammenhæng i dem.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce