KLÆDELIGT. Med 'Det du mister' når Lisbeth Brun nye højder.
Foto: Morten Holtum

KLÆDELIGT. Med 'Det du mister' når Lisbeth Brun nye højder.

Skønlitteratur

Brun bliver bedre og bedre for hver bog

Lisbeth Brun er tilbage i det episke format, der klæder hende bedst.

Skønlitteratur

I ’Det du mister’, Lisbeth Bruns syvende udgivelse på seks år, er forfatterinden tilbage i det episke format, der klæder hende allerbedst.

Hendes sidste bog, novellesamlingen ’Plan B’, var femten meget præcise og sprogligt righoldige fortællinger, og det var såmænd glimrende at opleve hendes evner blive underlagt et par længdemæssige benspænd, men det er nu engang i det brede, nærmest filmiske widescreen-format, Brun bedst kan folde sin storslåede sproglige påfuglehale ud i al dens farverigdom.

LÆS ANMELDELSE

Hertil kommer, at hun i ’Det du mister’ føjer en klædelig kompositorisk stramhed til romanen, som har en enkelt kvindes skæbne i centrum for en skildring af sædernes forfald og kvindernes frigørelse gennem fire årtier.

Nødvendige valg
Den unge Marie er ung pige i huset hos en ældre dame, der holder mørkningstime med sin afdøde mands urne hver aften.

Marie mister sin mødom og bliver gravid samme aften med forsangeren i bandet, der spiller til juleballet på den lokale kro.

Et par år efter kommer hun i huset hos den tavse, stolte landmand Villy, men på vejen derud forføres hun af den stærke Bugge, og nok vil Villy gerne have Marie, men ikke bulen på hendes mave, så barnet bortadopterer hun. Og Marie er tapper og siger besværgende til sig selv på vej til fødegangen:

»Det er den måde, man skal tænke på. Ikke på det, man mister, men på det, man slipper for«.

Men da Marie møder det åndrige akademikerpar Anne og Holger, går det op for hende, at hun ikke selv har valgt sin skæbne, den er blevet formet af nødvendighed, og da begynder de valg, hun knap nok forstod, da hun traf dem, at gøre ondt.

»Det er sådan en tilstand«, siger hun, »hvor man ikke ved, hvor man skal starte, og går man først i gang, bliver man aldrig færdig. Så man gør ingen ting og lærer at lukke øjnene«.

Danske årstider
’Det du mister’ er en selvstændig forhistorie til ’Vejs ende’, der havde Holger og Annes datter Lærke som hovedperson og foregik cirka nu.

’Det du mister’ skriver sig derimod – ligesom flere andre af Bruns romaner – tilbage i tiden til et udadtil simplere liv i det blæsende Nordjylland, hvor vejrlig, vind og lokalt sammenhold bestemte humøret.

Der er rigtig meget vejr i ’Det du mister’, og det virker meget dansk at bruge årstidernes skiften og vindens rumlen som metaforisk klangbund for handlingen, men i hænderne på Lisbeth Brun får naturen liv.

Hendes ordrigdom kender ingen grænser, og såvel en fugtig forårsdag som romanens personer beskrives så præcist, at man ingen problemer har med at se romanen udfolde sig for sit indre blik.

Stemningen er ligesom sat, når man tegner vejret op med disse ord: »Den ene klamme dag afløser den anden, og det når aldrig at blive helt lyst. Et silende vådt daggry bliver hængende og nøler, indtil det igen skumrer«.

Ingen bekymring

Hos Lisbeth Brun er det ofte kærlighedslivet og seksualitetens veje og især de tabuiserede vildveje, der styrer handlingen, men i modsætning til eksempelvis romanen ’Paradisets have’, hvor de mange persontegninger aldrig for alvor føjede sig sammen, lykkes det her Brun at give romanen retning via Maries skæbne og den stille sorg, hun bærer på.

LÆS ANMELDELSE

Barskt og medrivende skildret af Lisbeth Brun, der bare bliver bedre og bedre for hver bog.

Hendes skæbne er der ingen grund til bekymring om!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce