dobbeltrolle. Leif G.W. Persson har en særlig position i den svenske offentlighed. Han har de seneste 30 år været ansat som kriminolog ved politiet. Samtidig er han en af de mest populære krimiforfattere.
Foto: Jacob Ehrbahn

dobbeltrolle. Leif G.W. Persson har en særlig position i den svenske offentlighed. Han har de seneste 30 år været ansat som kriminolog ved politiet. Samtidig er han en af de mest populære krimiforfattere.

Skønlitteratur

Svensk krimiforfatter: Jeg orker ikke at læse krimier

For mange dårlige krimier. Kun to kolleger finder nåde hos Leif G.W. Persson.

Skønlitteratur

Forfatteren Leif G.W. Persson udstøder et langt suk.

Måske skyldes det, at han kort forinden har rejst sig fra hotellets sofa, hvor han har fået den danske frokost lidt på afstand.

Måske skyldes det spørgsmålet.

Den 66-årige svensker har sat sig tungt i lænestolen, hvor han i sit sorte antræk udvisker de kropslinjer, der bølger af svensk vellevned.

Falder død om foran pølsevogn Det er ingen tilfældighed, at den pensionerede politimand Lars Martin Johansson i forfatterens nye krimi, ’Den døende detektiv’, falder om uden for Stockholms berømte pølsevogn, Günters, lige da han skal til at sætte tænderne i en kæmpepølse med surkål og sennep. Men man kan ikke helt vide, om Persson sukker over spørgsmålet, for uanset hvad man spørger om, svarer han på den måde, enhver læser af hans romaner vil genkende.

En lavmælt, maskulin halvmumlen, som ofte er hugget op i korte sætninger. Persson gør ingen forskel, når han skal svare på, om den skandinaviske krimi er ved at sejre sig ihjel.

For mange dårlige krimier»Måske. Jeg læser ikke særlig mange krimier. Jeg foretrækker andre romaner, for de er som regel bedre end krimierne. Men der findes da også gode krimier«.

For eksempel?

»Hvis vi holder os til de svenske, så læser jeg Åsa Larsson og Håkan Nesser. Og formentlig ikke så mange andre. Mange er jo desværre rigtig dårlige. Og nogle af dem, der sælger allerbedst, er faktisk ikke engang gode bøger«.

LÆS INTERVIEW

Værsgo. Den svenske forfatter og centralt placerede kriminolog ved Rikspolisstyrelsen får med et par skarpe formuleringer skåret det svenske krimimirakel ned til sokkeholderne.

Enhver kan læse sin helt personlige krimifavorit ind i den bunke af svenske bestsellerforfattere, der ikke finder nåde hos ham.
180 krimier om året

Han er imidlertid ikke alene om synspunktet. Det deles af Politikens krimiekspert, Bo Tao Michaëlis. Han har påpeget, at der i dag udgives for mange dårlige krimier, og at det vil skade genren.

Leif G.W. Persson nikker.

Det er noget bras, når forfatteren sjusker med sproget eller med handlingen, eller hvis intrigen ikke hænger sammen. Jeg bliver selv sur, hvis jeg læser den slags.



»Men det kan man jo løse på det personlige plan ved at skrive bøger, man selv kan stå inde for«.

Men hvorfor bliver der udgivet så mange dårligt skrevne krimier?

»Det er en måde at tjene penge på. Alene i Sverige kommer der 180 krimier om året. Det er ikke dem alle, der er værd at læse, og de fleste af dem sælger ikke ret godt. Men andre sælger jo rigtig godt – Liza Marklund, Camilla Läckberg og Henning Mankell eksempelvis«.

Selv om den svenske forfatter er kritisk over for tidens krimier, hører han ikke til dem, der mener, at romanpersonernes privatliv fylder for meget i bøgerne.

»Det er godt, hvis man kan skildre en person troværdigt, og det meste af folks liv handler jo om privatlivet«, siger han.

Helt inde under huden
I ’Den døende detektiv’ gør han selv meget ud af at beskrive Lars Martin Johanssons privat- og kærlighedsliv.

Det er en mand, Persson er helt inde under huden på, både som menneske og politimand, og nogen tror måske, at det er forfatterens egen baggrund i politiet, han drager fordel af, når han skriver sine krimier.

»Selvfølgelig er det en fordel, at man kender politirutinerne, men de bedste romaner om forbrydelser afhænger ikke af, om man ved meget om politiarbejde. Det vigtige er, at du kan skrive, og at du kan dramatisere«, siger Leif G.W. Persson.

Aldrig sjuske
Dybest set mener han, at det gælder om at følge nogle helt enkle regler om, at bøgerne skal være spændende og underholdende, og at forfatteren gør sit bedste. Især det sidste.

LÆS ARTIKEL

»Det er noget bras, når forfatteren sjusker med sproget eller med handlingen, eller hvis intrigen ikke hænger sammen. Jeg bliver selv sur, hvis jeg læser den slags. Jeg føler mig snydt. Men ellers har jeg ingen særlige ambitioner, når det gælder mine egne krimier. Jeg tror ikke, folk bliver bedre mennesker af at læse dem. De bliver på den anden side heller ikke dårligere. Under alle omstændigheder har de det hyggeligt i nogle timer. Sådan ser det i hvert fald ud, for mange læser dem«.

Det sidste må man give ham ret i. ’Den døende detektiv’ har rundet et salg på hele 240.000 indbundne eksemplarer i Sverige.

Den fantasifulde seriemorder
Leif G.W. Persson sælger også godt i udlandet, og her er Danmark foreløbig lidt af en undtagelse.

»Jeg får altid gode anmeldelser, men måske synes danskerne, at bøgerne ikke er så gode, eller at de er for svære. Nogen vil måske gerne have, at der skal ske noget hele tiden eller optræde seriemordere, men jeg skriver ikke den slags bøger«.

Jeg har jo i hele mit liv beskæftiget mig med forbrydelser, og personlig har jeg for eksempel ikke truffet mange seriemordere i virkeligheden.



En tendens i skandinavisk krimi lige nu er ellers, at alt er ekstremt. Det kan ikke blive voldeligt eller blodigt nok?

»Jeg har jo i hele mit liv beskæftiget mig med forbrydelser, og personlig har jeg for eksempel ikke truffet mange seriemordere i virkeligheden. I Sverige har vi vel kun haft en enkelt, og den mest kendte seriemorder havde fundet på det hele selv«, siger Leif G.W. Persson.

Den fantasifulde seriemorder, Persson hentyder til, er svenske Thomas Quick, som tilstod 35 mord.

Han blev dømt for 8, men det er siden blevet klart, at flere af Quicks forklaringer ikke holdt vand. Det opdagede Leif G.W. Persson tidligt.

»Quick blev enormt sur, da jeg sagde, at han var mytoman«.

Tre romaner om det svenske traume
Sagen er ret typisk for Leif G.W. Persson. Han er ikke bange for at komme med kontroversielle udtalelser om aktuelle forbrydelser, og som forfatter har han heller ikke været bange for at blande virkelige forbrydelser med fiktionens verden.

Han skrev eksempelvis tre tykke romaner hen over det store svenske traume Palmemordet. Han gik så tæt på, at man spekulerede over, om det nu også var sådan, det gik til.

LÆS ANMELDELSE

»Det er sådan, jeg gør. Jeg tager en historie, folk kender, men derefter finder jeg på en forklaring, så tingene hænger sammen. Men hvis jeg vidste, hvem der myrdede Palme, ville jeg ikke skrive romaner. I stedet ville jeg bare tage ud for at hente gerningsmanden«, siger Leif G.W. Persson og klukker fornøjet.

Indbringende sidegesjæft
I det hele taget vil han hellere læse eller opklare virkelighedens forbrydelser end selv skrive krimier. Hvor andre forfattere afleverer en krimi om året, har han været 34 år om at skrive 9. Samtidig har han passet sit arbejde i politiet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bøgerne har til gengæld været en meget indbringende sidegesjæft for den kendte kriminolog, for alene den seneste bog har ifølge Persson selv indbragt ham lige så meget, som han tjener hos politiet på 10-20 år.

Fra næste år er det imidlertid slut. Persson går på pension, men der ligger tre krimier og venter på at blive skrevet. Måske de sidste.

Alle tre historier er planlagt i detaljer. Problemet er bare, at han synes, det er så ensomt at sidde der i månedsvis for at få historierne ned på papir.

100-200 uopklarede sager
Før han går på pension fra politiet, skal han imidlertid lige have ryddet op i politiets bunker med gamle, uopklarede mordsager. Der ligger 100-200 sager, som ifølge Persson kan opklares.

»Lige nu arbejder jeg med to rovmord, som er 15 og 7 år gamle, og jeg tror, vi har fundet gerningsmændene. De ved jo ikke, at vi har kig på dem, så nu må vi se, om vi kan finde nogle tekniske beviser, men de havner helt sikkert i brummen«.

Lige nu arbejder jeg med to rovmord, som er 15 og 7 år gamle, og jeg tror, vi har fundet gerningsmændene.



Måske bliver det en af de sager, hvor Leif G.W. Persson følger en mordopklaring fra nærmeste hold. Nogle gange fortæller han på forhånd, at han har i sinde at lytte med på forhørene hos politiet.

»Det plejer at skræmme forbryderne som ind i helvede«.

Hvorfor?

»Folk kender mig fra et ugentligt tv-program om forbrydelser. Alle ved også, at jeg arbejder i politiet, og der findes nogle overdrevne forestillinger om, hvor dygtig jeg er«, siger han og griner smørret.

100 gerningsmænd
Først når bunken af uopklarede mord er vendt, og nogle af gåderne måske endda løst, tager han fat på at skrive igen.

Han har allerede afleveret manuskriptet til en roman, der kommer til efteråret. Ikke en krimi, men en roman om en person, der som ham selv voksede op i arbejderklassen og endte i samfundets øverste lag.

LÆS ANMELDELSE

Fra 2012 skal krimierne skrives, og de tre bøger får en ny hovedperson. Måske bliver det Lars Martin Johanssons modsætning, Evert Bäckström, som bliver omdrejningspunkt.

Han er en fed og afstumpet politimand, der mener, at ethvert mord må være begået af de bøsserøve, han afskyr lige så meget som blødsødne politimænd.

Han er den type politimand, som synes at være fast inventar i enhver svensk krimi siden Sjöwall og Wahlöö.

Sjovere at skrive om the bad cop

»Ja, det er rigtigt, men de svenske politifolk er nok lige så dygtige og udygtige, som de er alle andre steder. Det er bare sjovere at skrive om the bad cop. Da jeg for et år siden blev udgivet i USA, kom hele pressekonferencen til at handle om Bäckström. Ham var de helt vilde med«, siger Leif G.W. Persson. Han ligner faktisk en mand, der vil nyde at gøre Bäckström til omdrejningspunkt i sine næste krimier, hvis han, altså Persson, ellers overlever så længe. Men det regner han med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ANMELDELSE

Han har taget sine forholdsregler, men ligesom sin romanperson Lars Martin Johansson har han oplevet at vågne på intensiv, fordi han spiste og drak for meget. Også i Günters pølsevogn, der i folkemunde bliver kaldt ’infarkt-kiosken’.

»Så tænker man, nej for fanden, nu må jeg også passe på mig selv. Det har jeg gjort i en periode. Jeg drak ingen sprut. Men i går var jeg ude at spise i Nyhavn med min kone, for jeg havde jo lige afleveret en roman, og i dag fik vi sild og alting. Og en stor øl og en lille snaps. Det er jo jävla godt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce