Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Sproget står i vejen for afsindig underholdende krimi

Rune Stefansson har skabt et storstilet drama med sydlandsk temperament.

Skønlitteratur

Det er en ambitiøs debut, litteraten Rune Stefansson har kastet sig ud i med krimien ’Blockbuster’.

Ikke alene vil han skrive en underholdende krimi »med kærlighed til den klassiske Chandler’ske hårdkogte detektivroman« (citat fra bogens presseblad), han kaster sig også ud i en debat om lægemiddeletik og om utilitarismen som filosofisk argument i forholdet mellem rige og fattige, syge og raske.

Og så har han endda skrevet romanen via ’folkeafstemninger’ med kommende læsere på Facebook.

En historie, der vækker mindelser om John le Carrés ‘Den standhaftige gartner’. Men sproget står i vejen.



Lykkes det så? Ja og nej. ’Blockbuster’ er ikke en læseoplevelse, der tilbyder kærlighed ved første blik, og de første mange sider bliver man slået af dens sært højstemte dialog, der virker som taget ud af et Hollywood-melodrama fra 1940’erne.

Det samme gælder handlingen, der kan lyde som begyndelsen på en noirfilm med Humphrey Bogart: Den private efterforsker Marcelo Krankl (chilensk-dansker med østrigske rødder, deraf navnet) opsøges af en smuk og mystisk femme fatale, som har en mistanke om, at nogen modarbejder hendes forskning.

Hun forsker hos insulingiganten Nord, som netop er ved at lancere en ny blockbuster – et præparat, der omsætter for mindst en milliard dollar om året – og Krankl skal efterforske Nords forretningsmetoder, som blandt andet fører parret til Argentina og Guatemala.

Efterhånden som kriminalintrigen får luft under vingerne, tegner der sig et større drama om afhoppede nazister fra Anden Verdenskrig, korrupte medicinalgiganter og om udnyttelse af de fattigste i kampen for sundhed til de rigeste.

Med afsæt i den fiktive danske insulinproducents farlige forsøg i den tredje verden præsenterer Stefansson med stærk retfærdighedssans en historie, der vækker mindelser om John le Carrés ‘Den standhaftige gartner’.

Men sproget står i vejen. Selv om man, som sidetallet skrider frem, begynder at forstå den heftigt højstemte tone som udslag af hovedpersonen og fortælleren Marcelo Krankls sydlandske temperament, er der for mange besynderlige dramatiske spring og unaturlige dialoger undervejs i den ellers afsindig underholdende historie.

Hvis det er resultatet af den interaktive skriveproces, må man håbe, Stefansson skriver hele romanen selv næste gang.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce