PEDALKRAFT. Nicolai Bangsgaard tramper dygtigt til på sin jordomrejse, men får alligevel tid til at længes hjem. Dog savner man som læser flere forklaringer og refleksioner fra  forfatterens side. Foto: Fra bogen

PEDALKRAFT. Nicolai Bangsgaard tramper dygtigt til på sin jordomrejse, men får alligevel tid til at længes hjem. Dog savner man som læser flere forklaringer og refleksioner fra forfatterens side. Foto: Fra bogen

Skønlitteratur

Cykelodyssé kører lidt for meget solo

Nicolai Bangsgaard har cyklet jorden rundt på fire år.

Skønlitteratur

Hatten af for Nicolai!

Jorden rundt på cykel er en imponerende bedrift. Nicolai Bangsgaard har nu skrevet bogen ’Solo’ om sin lange cykelodyssé.

Bogen består af 161 dagbogsnotater genbrugt fra en blog stort set uden redaktion. Vi får detaljerede beskrivelser af terræn, modvind (argh) og lykkelige nedkørsler.

God er »Mine fornemmelser for asfalt«. Læseren kan virkelig føle sprækkerne, overgangene, lapningerne, ujævnhederne, krumningerne og kurverne.

Sympatiske er hans korte refleksioner over livet, ensomheden og savnet af familie og venner. Læseren deler hans glæde ved den store gæstfrihed, en rejsende kan møde hos fremmede.

Pedantisk cykelnørd Nicolai er en udholdende gæst, 100 dage i træk undgår han at betale for overnatning i USA.

Nicolai er også en cykelnørd, der går pedantisk op i at tælle antal minutter i sadlen, kilometer tilbagelagt, gennemsnitsfart, dage, km og kontinenter siden starten i Danmark, hurtigste dage, længste dage, billigste dage, smukkeste dage og meget mere.

Dagbogsrefleksionerne kredser om cyklen og savnet: Nicolai elsker at cykle hårdt og længe, og han præsterer det utrolige. Og han elsker at savne venner og familie og pisker sig selv med fantasier om, hvor dejligt de har det hjemme i København.

Bangsgaard har drysset utallige engelsksprogede citater og fyndord om at rejse ud over siderne. De siger stort set alle det samme: Vejen er vigtigere end målet.

Savner refleksion
De planlagte to års rejse bliver til fire år på cyklen. En ensformighed sniger sig ind. Igen og igen glæder han sig til at komme videre til det næste sted, det næste kontinent.

»Der er virkelig smukt her, men det er svært at værdsætte når ens største ønske er at komme væk«.

Intet galt i det – men man savner forfatterens refleksion over sammenstødet mellem det udråbte ideal om at leve i nuet og den faktiske længsel efter at komme videre.

Tyrkiet, Tibet, Thailand og Australien er højdepunkter, men allerede i Amerika begynder de fleste attraktioner at blegne ved udsigten til at komme hjem. Hurtigere og hurtigere går det i bogen. Afrika og Europa skal bare overstås.
Læseren føler sig snydt

Svagheden ved ’Solo’ er, at den ikke er blevet udviklet fra en privat blog-dagbog (som stadig kan læses på nettet) til en bog, hvor forfatteren åbner oplevelserne for læserne.

Sprogligt er bogen fuld af knudrede og patetiske formuleringer som »Jeg er i en berusende tilstand af symbiose på ryggen af Hondaen«, eller »Dét, at have fundet ud af, at lykkens vej for mig (bl.a.) er belagt med frihedens sten og eventyrets glans, er en stor ting for mig, der forenkler mange af de store valg vi i moderniteten ofte står overfor«.

Nicolai skriver om sig selv – og slet ikke om andre mennesker. De strømmer forbi cyklen, frustrerende kort og privat for læseren. En romance bliver overstået i en blufærdig parentes.

Hallo – der sidder en læser og føler sig snydt for en forklaring.

De første måneder cykler Nicolai sammen med en kammerat. Så tager kammeraten hjem, uden at vi får at vide hvorfor, og pludselig lang tid efter er han tilbage for en stund.

Læseren får serveret historien i en parentes (!), og så fortsætter Nicolai ellers med at tale om sig selv og cyklen. Hallo – der sidder en læser og føler sig snydt for en forklaring. Der er ingen tvivl om, at Nicolai har fuldført en enestående rejse. ’Solo’ indeholder fine dagbogsoptegnelser og får et hjerte mere for de gode fotografier.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden